J. D. Salinger

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2024

Hovedforfatter

Bo Green Jensen
filmanmelder og cand. phil., 2002

Som forfatterskæbne hører J.D. Salinger til de særeste vi kender. Hans samlede værker tæller fire bøger, én roman og tre bind med noveller, udgivet i årene 1951 til 1963. Siden har amerikaneren ikke ønsket at delagtiggøre offentligheden i sit virke. Alligevel er han fortsat en af sin tids mest læste forfattere. Jerome David Salinger blev født i New York den 1. januar 1919. Hans jødiske far drev forretning, mens hans irske mor passede familien. Det gik så godt, at Salinger klanen i 1922 kunne indtage et hus på Park Avenue. Salingers fiktive skikkelser deler denne privilegerede baggrund, som de i vid udstrækning også tager skarp afstand fra. De deler endvidere en familiefølelse, som på godt og ondt er stoffet der binder dem sammen og holder dem oppe. Resten af verden får ikke mange chancer. Salinger døde i 2010.

Foto: Scanpix

Født
1. januar 1919 i New York, USA.
Død
27. januar 2010 i Cornish, New Hampshire, USA.
Uddannelse
Valley Forge Military Academy i Pennsylvania, studeret ved Columbia University.
Debut
Forbandede ungdom. 1951. Oversat efter ”The Catcher in the Rye” (1951) af Vibeke Cerri. 1967.
Litteraturpriser
Ingen.
Seneste udgivelse
Franny & Zooey. Alhambra, 2024. Oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen.

Den usynlige mand

Efter krigen begyndte han at offentliggøre sine noveller i mondæne magasiner som Esquire og The New Yorker. 35 tekster blev det til før Forbandede ungdom. Herefter fulgte et lille tiår, hvor Salinger i nogen grad spillede spillet og gjorde de ting, man forventer af en forfatter. I 1953 slog han sig ned i New Hampshire, og efter 1962 har han ikke talt med pressen. Kun én anden amerikansk forfatter, Thomas Pynchon, har været lige så usynlig. Imidlertid publicerer Pynchon én stor roman hvert tiende år.

Da Jerome David Salinger døde i 2010, 91 år gammel, havde han holdt fast ved sin tavshed og skrevet hver dag, efter sigende på en definitiv bog om familien Glass. Hvis den nogensinde offentliggøres, kan den næppe undgå at skuffe, men det ville ligne Salinger - ophav til Holden Caulfield og Buddy Glass - at destruere den. Bare for at være på tværs. Bare for at være i fred. Bare for at være manden der skrev og tav stille.

Englænderen Ian Hamilton, som i 1985 forsøgte at få kontakt med Salinger, da han blev bedt om at skrive en biografi, fortæller i In Search of J.D. Salinger (1988) historien om, hvordan hans bog ikke blev til noget. Salinger ville ikke have beskrevet sit levned. Hamiltons forlæggere havde regnet med at kunne offentliggøre en bog, som ikke direkte citerede Salingers værker (og juridiske ejendom). De mente, at han holdt sit privatliv for kært til at stå frem og standse Hamiltons bog.

Her tog de fejl. I 1986 gik Salinger i retten for med næb og kløer at standse udgivelsen af en biografi. Han vandt sagen og sikrede sig således retten til et privatliv. Enkelte fotos blev taget, da han stod frem. Et af dem viser en vred gammel mand med viltert hvidt hår. Ophidset hamrer han næven mod bilruden, som fotografen arbejder bag. Det er et forbløffende billede. Gennem alle årene har Salingers værker været prydet af det noble ungdomsfoto, som blev taget i forbindelse med udgivelsen af Forbandede ungdom. Med ét var han 50 år ældre og skræmmende gammel.

Holden Caulfield

Salingers særprægede historie ville næppe være interessant, hvis man ikke længere læste hans bøger. Det gør man imidlertid alle vegne og hver eneste dag, især i skoler og på gymnasier over hele den vestlige verden. Forbandede ungdom er en autentisk amerikansk klassiker, og romanen blev tidligt vurderet som sådan.

Det er hverken handlingen eller tematikken, der gør den unik. Det er stemmen, som den 16-årige Holden Caulfield bruger til at fortælle med. Den er siden blevet en konvention i sig selv. Vi har vænnet os til teenagere, der taler troværdigt ’’til kameraet’’ og henvender sig i en autentisk form, men i 1951 var det uhørt. Selve begrebet teenager var nyt, og Holden Caulfields attitude repræsenterede noget ægte og uset. Hør blot, hvordan han kommer læseren i møde:

’’ Hvis De virkelig gider høre om det, vil De sikkert først have at vide, hvor jeg er født og hvordan min stakkels, elendige barndom var, og hvad mine forældre bestilte, før de fik mig og alt det der sludder à la David Copperfield, men jeg har ærlig talt ikke spor lyst til at ribbe op i det. For det første keder al den slags mig, og for det andet ville min far og mor få et slagtilfælde, hvis jeg gav mig til at fortælle personlige ting om dem. ’’

På det ydre plan sker der ikke meget i Forbandede ungdom. Lige før jul er Holden blevet bortvist fra skolen. Over en weekend strejfer han rundt i New York, mens han fortæller læseren om sin familie og sin baggrund. Han besøger en lærer som ikke forstår ham, flirter med en prostitueret, telefonerer til mulige kærester og ender med at opsøge sin lillesøster Phoebe, som er den diametrale modsætning til storebroderen D.B. Denne er blevet manuskriptforfatter i Hollywood og har vist sig at være en af de ’’phoneys’’, som i Holdens øjne er værre end de oplagt og målbevidst onde i verden.

Der sker kun lidt i Forbandede ungdom. Alligevel lægges en hel verden frem.

Griberen i kornet

Salinger er ofte blevet kritiseret for sin sentimentalitet. Holden opdeler verden i ægte og falsk. Han gør det med en teenagers skråsikkerhed og fælder strenge, kategoriske domme over bøger, film og steder, såvel som over mennesker han kender. Især har han ingen tålmodighed med det forlorne - det som er ’’phoney’’ - men hos børnene finder han alt som er ægte.

Lige så syrlig og sarkastisk han kan være i sin afvisning af de voksnes værdier, lige så blød og næsten grådkvalt kan Holden blive i sin kærlighed til det autentiske barn. Forbandede ungdom toner ud i et afsnit, hvor Holden har søsteren med sig i Zoo. På karussellen passer han på hende, da hun griber efter den gyldne ring, og på den måde får han sin ønskedrøm opfyldt. Han bliver ’’griberen i kornet’’, dén som står og passer på, fordi der ikke er andre ’’af de store’’ i nærheden.

I originaludgaven er motivet endnu tydeligere. Forbandede ungdom har sin amerikanske titel, The Catcher in the Rye, efter en ordveksling mellem Phoebe og Holden, som ligger sidst i kapitel 22. Holden baserer sin drøm på et digt, som han husker en smule forkert. ’’ Kender du den sang »If a body catch a body comin’ through the rye«? jeg kunne tænke mig --« begynder han. ’’Den hedder »If a body meet a body coming through the rye!’’ retter Phoebe ham. ‘’Det er et digt af Robert Burns. ’’ Herpå beskriver Holden sin livsdrøm. Det er det eneste sted i romanen, hvor han er fuldkommen ærlig, både over for sig selv og den han taler med:

‘’ Nå, jeg troede den hed »If a body catch a body«. Men jeg forestiller mig altså denne her rugmark, hvor der løber en hel masse drenge og piger rundt og leger. Der er flere hundrede, og der er ingen til at passe på dem - ingen voksne altså - kun mig. Og jeg står henne ved kanten af en eller anden tosset afgrund. Jeg står dér for at fange hver eneste lille dreng eller pige, der løber henimod afgrunden - de løber jo sådan rundt uden at se sig for - men jeg står der hele tiden og kommer frem og griber dem, så de ikke falder ned. Jeg bestiller ikke andet hele dagen. Jeg står bare dér i rugmarken og passer på. Jeg ved godt det lyder tosset, men det er det eneste jeg har lyst til. ’’ (181)

Forbandede ungdom er oversat af Vibeke Cerri, som gjorde et smukt stykke arbejde, og teksten fungerer stadig på dansk, skønt 50 år har tæret betydeligt på det umiddelbare i Holdens jargon. Over for selve titlen har Cerri dog måttet opgive. Hvor Holden på dansk siger, at han ’’står bare dér og passer på«, formulerer Salingers egen version selve hjertet af bogen: ’’ That’s all I’d do all day. I’d just be the catcher in the rye and all. I know it’s crazy, but that’s the only thing I’d really like to be. ’’ I øvrigt siger Holden ikke, at der ’’ingen voksne’’ er til at passe på de legende børn. Han siger: ‘’ Nobody’s around - nobody big, I mean - except me. ’’ Romanen er nyoversat i 2004 af Klaus Rifbjerg, nu med titlen Griberen i rugen. (redaktionen).

Forløberne

Bogen fik enorm betydning i samtiden, ændrede med ét slag traditionen og satte en ny standard for generationsromaner, skabte for så vidt sin helt egen genre. Den kom dog ikke ud af det blå. Holdens henkastede henvendelsesform har mange litterære aner. Han peger selv på et par stykker, bl.a. Nick Carraway, fortælleren i F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby (1925), som ganske vist ikke er teenager, men opererer i samme stemmeleje med en lignende lyrisk-moralsk optik.

Holdens store forgænger er dog Huckleberry Finn (1884) af Mark Twain. Også Huck Finn opererer i forklædning. Han taler dybt og stærkt om vigtige ting, men gør det i en besnærende jargon og under dække af at berette om sine og Tom Sawyers eventyr.

Forbandede ungdom er ikke og har aldrig været tænkt som en egentlig ungdomsbog. Snarere indvarsler den de absurdistiske værdiafsøgninger, som følger i kølvandet på 2. verdenskrig, romaner som Joseph Hellers Punkt 22 (1961). Til syvende og sidst er Holden Caulfield jo en påfaldende reflekteret fortæller. Om de voksnes løgne siger han for eksempel: ’’ Selv om man havde en million år til det, kunne man ikke engang få visket halvdelen af alverdens mure og vægge rene. ’’ Andetsteds hedder det:

’’ Egentlig er jeg nærmest glad over, at atombomben er opfundet. For hvis der nogen sinde bli´r krig igen, vil jeg sidde på toppen af den forbandede bombe, når den eksploderer. Jeg melder mig frivilligt til det, det kan De bande på. ’’ (149)

Hjemmelavede prosafilm

Salinger er i bund og grund novellist. Hans bøger er bygget af brudstykker - ’’ hjemmelavede prosafilm, ’’ kalder Buddy Glass dem i ’’Zooey’’ - og hans foretrukne form er fragmentet. Det passer ham at skildre de samme hændelser og personer fra forskellige synsvinkler. Derfor blev han ofte affærdiget som en ufuldstændig forfatter i 1950’erne. Imidlertid arbejder han på én stor historie, og at komme til den i dag er at møde en forbavsende tidssvarende forfatter: en post-moderne prosalyriker og tekstbevidst metaskribent om en hals.

Salinger forbindes med 50’erne, med oprøret mod konforme værdier og hele konsolideringen af ungdomsbegrebet, som finder sted i tiårets massekultur. Holden Caulfield kunne være James Deans lillebror og som sådan en onkel til 60’ernes hippier og ungdomoprørere. Det er dog værd at fæste sig ved det særlige i situationen for Salinger og 50’ernes dissidenter generelt. I Amerikansk kultur efter 1945 (1992) skriver Paul Levine meget rammende:

’’Holden Caulfields fremmedgjorthed illustrerer et fænomen fra efterkrigstidens første årti i USA. Hans forkærlighed for uskyld, pacifisme og åndelighed kunne synes at gøre ham til en forløber for 1960’ernes »blomsterbørn«, men til forskel fra dem har Holden ikke noget at droppe ind i da han dropper ud. Der er ingen subkultur han kan identificere sig med. Holdens isolation er total, og derfor har han intet andet valg i slutningen end at lade sig resocialisere på et sanatorium. Holden betragter sine egne handlinger som »vanvittige«, fordi han ikke har andre normer at bedømme dem på end samfundets. I 1950’erne ses »vanvid« og fremmedgjorthed stadig som afvigelser fra en norm som endnu giver mening - selv for Holden.’’

Familien Glass

Også Salinger tog tilløb til Forbandede ungdom. Som nævnt var forfatterens tidlige tekster noveller, der blev trykt i magasiner som The New Yorker . To af disse, I’m Crazy (1945) og Slight Rebellion off Madison (1946), præsenterer Holden Caulfield og bliver senere til kapitler i The Catcher in the Rye. Alle Salingers øvrige arbejder har at gøre med børnene i familien Glass, ’’de syv afkom af Les og Bessie (Gallagher) Glass, tidligere varietékunstnere ved Pantages teaterselskab’’.

Medlemmerne af familien Glass optræder, både som hoved- og bipersoner, i resten af Salingers udgivne værker. Nine Stories (1953, dansk: Tilegnet Esmé og andre noveller), som udkom to år efter gennembrudsromanen, samler de vigtigste af novellerne fra The New Yorker og åbner med en anden af Salingers hyppigst aflæste tekster. A Perfect Day for Bananafish skildrer med næsten nonchalent distance, hvordan den 31-årige Seymour Glass effektivt melder sig ud af tilværelsen ved at tage sit liv på hotellet i Florida, hvor han og hustruen Muriel holder ferie.

Novellen fortælles i tredje person og holder sig på behørig afstand af begivenhederne. Siden blander fortælleren sig, og gradvis smelter forfatteren sammen med Buddy Glass, Seymours lillebror og krønikeskriveren i familien, der er helt normalt gal på en måde, som siden bliver konvention i 60’ernes og 70’ernes amerikanske roman. John Irvings første bøger, især Verden ifølge Garp og Hotel New Hampshire , er stærkt inspireret af de kærlige, neurotiske relationer i familien Glass. Vil man se den i noget nær levende live, kan Wes Andersons film om The Royal Tenenbaums (2002) anbefales.

Blomstrende parenteser

Det bliver endelig en mellemform, den korte roman eller lange novelle, som på engelsk kaldes novella , der egner sig bedst for Salinger. Franny and Zooey (1961, da. Franny og Zooey) er sammenstillet af den korte ’’Franny’’ og den næsten boglange ’’Zooey’’. Teksterne kompletterer hinanden og portrætterer pigerne i Glass-familien. Samtidig giver de indirekte et billede af Buddy Glass’ udvikling som forfatter.

Dette aspekt bliver et hovedmotiv i Salingers sidste udgivne værk, Raise High the Roof Beam, Carpenter and Seymour: An Introduction (1963, dansk: Der skal være højt til loftet, tømrer og Seymour - en introduktion). Her samles to lange tekster, begge signeret og til overflod kommenteret af Buddy Glass. De kredser, besværgende kærligt og monomant, om broderen Seymour, som tog sig af dage i A Perfect Day for Bananafish.

Dog bruger Buddy lige så megen energi på at reflektere over skriveprocessen. Han henviser hyppigt til østerlandsk visdom, taoismen og zen -filosofien, som tilsyneladende opslugte Salinger, da han trak sig ind i sneglehuset og byggede en mur om sin landejendom i Cornish, New Hampshire, for at holde læserne ude. Hans sidste gave til os er en ’’ uprætentiøs buket af tidligt blomstrende parenteser ’’. Den ser sådan her ud:

(((0))).

Danske disciple

Salinger synliggjorde teenageren og gav 50’er-generationens fremmedgjorte utilfredshed en stemme. Det er ikke kun i amerikansk litteratur, at hans indflydelse gør sig gældende. Herhjemme fik Forbandede ungdom stor betydning for 60’ernes modernister. Klaus Rifbjergs nyklassiker Den kroniske uskyld (1958) er Salinger megen tak skyldig, og David Dechel i Leif Panduros Rend mig i traditionerne (1958) nedstammer direkte fra Holden Caulfield.

Også novellerne om familien Glass har sat sig danske spor. Omkring 1970 skrev Nils J.A. Schou en serie meget vellykkede bøger om familien Claussen - romanen Tapre Hans (1968), novellekredsen Skoleorkesteret (1970) og svendestykket Pianisten i parken (1974), der er en af årtiets oversete romaner - som behændigt tager afsæt i Salingers måde. På besnærende enkel, bittersød vis lader Schou gymnasieleven Georg Karl Claussen fortælle om sit liv og sin familie. Det er meget som at høre Salinger tale med dansk accent.

For at være i fred

Det er og bliver for Forbandede ungdom, at Salinger læses, dyrkes og diskuteres. Akademiske kritikere har altid haft stærke meninger om Holden Caulfields fortælling. Man har forherliget og fordømt den, diskuteret om stemmen var falsk eller sand, anført argumenter for og imod dens desillusion. Læserne har dog aldrig været i tvivl. 50 år efter tilblivelsen rammer noget i romanen stadig plet, når den unge læser lytter til Holden Caulfield og genkender lidt af sig selv i hans stemme.

Jerome David Salinger døde i 2010, 91 år gammel, i New England, holdt fast ved sin tavshed og skrev hver dag, efter sigende på en definitiv bog om familien Glass. Hvis den nogensinde offentliggøres, kan den næppe undgå at skuffe, men det ville ligne Salinger - ophav til Holden Caulfield og Buddy Glass - at destruere den. Bare for at være på tværs. Bare for at være i fred. Bare for at være manden der skrev og tav stille.