John Irving

Genrer og tematikker

Tematisk kredser Irvings forfatterskab om eksistens, seksualitet, familie, overgreb, tab, kærlighed og brydning. Han skriver om de sære og aparte, og kaster sig som regel ud i fortællinger, der rummer hele livshistorier. Det gælder de fleste af hans romaner og i særdeleshed ”Verden ifølge Garp” og den seneste roman ”I én person”. Det at skrive optager også en stor plads i forfatterskabet, hvor romanerne vrimler med forfattere, der både skriver om sig selv, om familien og om den forbudte seksualitet og kærlighed. Selv siger Irving i et interview til NY Times, at han har en forkærlighed for personer, der tilhører et seksuelt mindretal: ”Jeg elsker seksuelle outsidere, fordi livet er sværere for dem.” [2]Interview: John Irving: By the BookThe New York Times, 2012-06-07..

Irving skriver store plotdrevne historier af den gammeldags slags. Mens flere og flere forfattere har givet sig i lag med smalle bøger, og mens det såkaldt postmoderne har triumferet, er Irvings romaner stædigt insisterende blevet ved med at være store, brede, skægge og gribende billedtæpper, der rører ved læseren. Om længden på sine romaner siger Irving: ”Vores barndom gør os til dem, vi er. Mindst én person i mine romaner bevæger sig fra barndom til voksenliv – det er dybt rodfæstet i mig. Og det er grunden til, at mine romaner er lange” [5]Jesper Stein LarsenVerden ifølge John IrvingJyllandsposten, 2010-06-05..

John Irving blander biografisk virkelighed med fri fantasi. En manglende far, brydning, livet som forfatter og flere andre biografiske elementer indgår side om side med fiktive handlinger og personer i alle hans romaner. Men trods de biografiske elementer er det fantasien og det magiske, der præger forfatterskabet, og Irving mener da også, at det virkelige kun er interessant, når det iblandes fantasien: ”Når jeg bruger elementer af mit eget liv, ændrer jeg dem. Portrættet af min egen mor har jeg ændret så meget, at hun ikke kunne genkende sig selv. Det er overhovedet ikke vigtigt for mig at gøre forskel på de ting, der er sket i virkeligheden, og ting, jeg opfinder. For alt, der er sket i virkeligheden, kan jeg gøre bedre. En sand historie er simpelthen ikke god nok. En sand historie er fuld af alt muligt bullshit, som ikke er interessant for historien, så det må man bare af med.” [3]Tine Maria WintherJohn Irving: ”Mine bjørne har ingen symbolsk betydning”Politiken, 2010-06-12..

Irvings enorme forfatterskab er i den grad en hyldest til den store fortælling. Det er gribende fortællinger skrevet i et præcist sprog drevet af finurlige plots.

Beslægtede forfatterskaber

John Irvings erklærede helte og litterære forbilleder er Charles Dickens og F. Scott Fitzgerald – henholdsvis en romantisk realist og en realistisk romantiker. Når Irving ved flere lejligheder har beskrevet sig selv som ”en dinosaur, et fortidsdyr”, hænger det sammen med disse kvaliteter. Romantik og realisme er størrelser, som man ikke er forvænt med at finde i dagens amerikanske litteratur, men man finder begge dele i Irvings forfatterskab.

John Irvings bøger er plotdrevne, og han sammenlignes derfor typisk med det 19. århundredes store romanforfattere. Selv er han stor fortaler for plot, og han sammenligner strukturen i sine romaner med teaterstykker. Han siger: ”Shakespeare ved, hvor hans fortælling bærer hen. Jeg ved, hvor mine historier fører dig hen, og mine romaner er langt hen ad vejen konstrueret som et teaterstykke.” [1]Jannie Schjødt KoldHistoriefortælleren fra New HampshireKristeligt Dagblad, 2012-11-09..

John Irving er ikke en forfatter, der skriver for at behage kritikerne. Hans murstensromaner er åbne bøger, som prioriterer læseglæden højest. Den intellektuelle del af det amerikanske kulturmiljø er derfor kun modstræbende gået med til at acceptere Irving som en væsentlig forfatter.

Selv er Irving ikke bange for at udtale sig kritisk om forfattere, der i intellektuelle kredse anses som væsentlige forfattere. F.eks. mener han, at Hemingway har haft en negativ indflydelse på amerikansk litteratur. Han siger: ”Det er fint for enhver forfatter at have et system for sin skrivning. Men Hemingway var rædsom, når han mente, at hans metode var den rigtige og bedre end alle andres. Han var arrogant, en bully i den skrivende verden. Måske havde jeg tilgivet ham hans form, hvis jeg kunne lide hans bøger, men jeg synes, de er kedelige, simple og underskrevne. Den minimalistiske stil, han repræsenterer, har haft en forfærdelig indflydelse på amerikansk litteratur.” [3]Tine Maria WintherJohn Irving: ”Mine bjørne har ingen symbolsk betydning”Politiken, 2010-06-12..

Relaterede forfattere