Leif Panduro

Emneord:

Hovedforfatter

Karina Søby Gulmann
cand.mag., september 2023

Leif Panduro var en af de mest produktive forfattere i sin tid og er kendt for sin sprudlende fortælleglæde og sit humoristiske bid, som det for eksempel kommer til udtryk i tv serien ”Huset på Christianshavn”. Men hans brod stikker langt dybere end som så, når han i sine litterære hovedværker som ungdomsromanen ”Rend mig i traditionerne” udstiller samfundets normer og regler og lader hovedkarakterens iboende galskab få kraft til at ridse lidt i normalitetens fernis.

Baggrund

Leif Thormod Panduro blev født den 18. april 1923 på Frederiksberg. Hans mor var lærer, og hans far læste til cand.polit., men inden Leif fyldte et år, havde faren fundet en anden og forsvandt stort set ud af Leifs liv. Kort efter brød moren sammen og blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Nu startede en omflakkende tilværelse for den lille dreng, som blandt andet kom på børnehjem. Da Leif var seks år, blev moren atter indlagt på Statshospitalet i Nykøbing Sjælland, og nu for resten af livet (27 år i alt!). Leif Panduros morbror Gregers tog drengen til sig i sit hjem i Ringsted, hvor han ikke ligefrem blev overøst med kærlighed. Gregers mente ikke, at der var meget håb for Leif, som ifølge morbroren hverken duede til eller ville blive til noget. Men på trods af de negative forventninger klarede han sig så godt i skolen, at lærerne anbefalede, at han sprang 5. klasse over og gik direkte i mellemskolen, som det hed dengang. Gregers så nu sit snit til at slippe af med Leif og sørge for, at det varme forhold, der var opstået mellem Leif og den et år yngre fætter Rudi, blev saboteret. Leif blev sendt på kostskole i Birkerød, hvor han mistrivedes og klarede sig så dårligt, at han kun med nød og næppe bestod sin realeksamen i 1939.

”At have børn er at genopleve sin egen barndom. (…) Verden begynder med at være magisk. Omverdenen er én selv. Træerne og tingene har følelser som én selv. (…) Senere trækker man følelserne indenfor, man begynder at bedømme omverdenen. Man begynder at forstå dens love, som er delvis uafhængige af ens egne love. Man bli’r et individ.”

”Av, min guldtand”, s. 28.

Foto: Steen Jacobsen

Født
18. april 1923 på Frederiksberg.
Død
16. januar 1977 i Asserbo.
Uddannelse
Tandlæge, Tandlægehøjskolen i København, 1947.
Debut
Av, min guldtand. Steen Hasselbalch, 1957.
Litteraturpriser
Kritikerprisen, 1963. Louisiana-Prisen, 1965. Herman Bangs Mindelegat, 1966. Danske Dramatikeres Hæderspris, 1971. Johannes Ewalds Legat, 1970. Det Danske Akademis Store Pris, 1971. De Gyldne Laurbær, 1971. Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat, 1974. Søren Gyldendal Prisen, 1975. Årets klassiker, 2023.
Seneste udgivelse
Øgledage. Gladiator, 2014. Roman.
Inspiration
J.D. Salinger, Freud og R.D. Laing.
//www.dr.dk/bonanza/serie/360/portraetter-klip/55052/leif-panduro">Kort portrætinterview om, hvordan Leif Panduro blev forfatter.(1970)
Bonanza
Leif Panduro. Dr.dk/bonanza

I 1941 søgte han ind på Tandlægehøjskolen. I sin studietid var han aktiv modstandsmand, mens hans biologiske far i øvrigt var nazist og sidenhen blev likvideret af modstandsbevægelsen.

I 1947 afsluttede han sine tandlægestudier, og året efter giftede han sig med Ester Larsen, som han havde mødt på studiet. Sammen fik de to sønner.

Efter at have praktiseret som tandlæge i provinsen i både Sverige og Danmark debuterede Leif Panduro med romanen ”Av, min guldtand” i 1957, og fra 1965 kunne han lukke sin tandlægepraksis og hellige sig forfatterkarrieren. Selv om han kun blev 53 år, har han efterladt sig et bugnende oeuvre, og i sin samtid var han elsket for sine humoristiske personportrætter i den grad, at Ghita Nørby i forbindelse med hans død skulle have sagt: ”Hvem skal nu fortælle os, hvem vi er?”.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Leif Panduro var en særdeles produktiv forfatter og udgav både romaner, noveller, skuespil, radiospil og film samt kronikker og artikler.

Skrivestilen er let, humoristisk og fuld af ironi, men den er også lidt gammeldags set med nutidens øjne. Humoren findes både på det sproglige niveau og i de beskrevne situationer, som når familien Thamms hest i ”De uanstændige” pludselig kommer vadende ind i stuen midt i en fest og drikker enorme mængder øl.

Et hovedtema i forfatterskabet er umuligheden af at definere sin identitet udenfor samfundets normer og regler. Det er en problematik, hovedparten af karaktererne bokser med, men uden at de lykkes med deres forehavende. De lykkes højest med at lave små ridser i normalitetens fernis, som da Thomas i ”De uanstændige” går op mod klippevægsansigtet (faren) og rent faktisk formår at ryste ham lidt i sin grundvold.

I forlængelse af normalitetstemaet spiller psykiatrien en central rolle. Både i værkerne ”Rend mig i traditionerne”, ”Fern fra Danmark” og ”Høfeber” fremstilles behandlerne karikeret og uden mulighed for at bidrage positivt til hovedpersonernes udvikling, og i sidstnævnte roman drager en psykiater ligefrem alle sine konklusioner om Dommeren (patienten) på baggrund af fordomme og nægter at lytte til ham.

Der er to oplagte vinkler at lægge på værkerne; en psykologisk og en socialkonstruktivistisk. Leif Panduro var inspireret af såvel Freuds psykoanalyse som af psykiater R.D. Laings ideer om galskabens strategier og muligheder for at udfordre samfundets normer og regler. Psykoanalysen er et klart baggrundstæppe, når Leif Panduro udstiller borgerskabets konstruktioner, børn der forventes at indordne sig og undertrykte seksualiteter. Især ”De uanstændige” er eksemplarisk, og hovedpersonen ender endog med at slå genstanden for både sit begær og sin jalousi ihjel. ”Rend mig i traditionerne” og ”Fern fra Danmark” er til gengæld eksemplariske for Laings teorier. I begge værker er hovedpersonerne indlagt på grund af psykiske sammenbrud og stiller spørgsmål til den virkelighed og de rammer for identitet, deres omgivelser giver dem. Selvom Leif Panduro ikke selv nåede at høre om socialkonstruktivisme, er det oplagt at arbejde med dens begrebsapparater og analysemetoder i mødet med Panduros karakterer, der – ligesom socialkonstruktivisterne påpeger – aldrig findes uden (andres) sprogliggørelse.

Beslægtede forfatterskaber

Leif Panduro skrev i forlængelse af store naturalister som Henrik Pontoppidan, men er og bliver en af dansk litteraturs store modernister, hvor han er nært beslægtet med flere af periodens store forfatterskaber: Med Villy Sørensen deler han især humoren, med Svend Åge Madsen deler han optagetheden af grænserne mellem normal og gal, mens han med Klaus Rifbjerg deler en litterær interesse for nære miljøbeskrivelser og identitetsdannelse – altså af, hvorfor et menneske udvikler sig, som det gør, og hvad der sker undervejs.

I modsætning til mange af sin samtids forfattere såsom de ovenfor nævnte, der eksperimenterer med stil og fortælleteknik, er stilen hos Panduro ligefrem og overskuelig, og hans værker er oftest præget af en fremadskridende handling og en god historie, der ofte skrider frem mod en katastrofe.

Leif Panduro er tydeligt inspireret af J.D. Salinger, og ikke mindst inspirationen fra hans debutroman ”Forbandede ungdom” fra 1951 skinner klart igennem i Panduros ”Rend mig i traditionerne”. I begge romaner bæres fortællerstemmen af unge mænd/drenge, der føler sig i modsætning til deres omgivne samfund, og som kommer i psykiatrisk behandling, og i begge værker henvender fortælleren sig direkte til læseren. Også fortællerens akavede forhold til det andet køn går igen i de to værker, men mens humoren lyser stærkt i Panduros værk, er sproget hos Salinger berømmet for at være ’grimt’ og matche teenagerens oprørstrang.

Blandt mere nutidige forfatterskaber er det relevant at sammenligne med en forfatter som Peter Høeg, der ligesom Panduro er optaget af grænserne mellem det normale og gale – og i hvordan det anderledes eller gale kan udstille og udfordre normaliteten som for eksempel i romanerne ”De måske egnede” og ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”.