Foto: Karl Nord Sørensen

*Seneste udgivelse

Villy Sørensen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2010

Hovedforfatter

Per Øhrgaard
professor, 2001

Villy Sørensens debut, "Sære historier", slog en ny tone an i dansk litteratur. Fortællingerne behandlede de største eksistentielle problemer og udfoldede samtidig en både overstadig og underfundig humor. Det forfærdelige er morsomt, når det ikke er farligt, skrev han i 1955 som motto over Ufarlige historier. Men der er netop ofte fare på færde, som når to små drenge saver benet af en tredje, fordi de tror at hjælpe ham med det (Blot en Drengestreg), når tigre invaderer skikkelige folks køkkener (Tigrene)… Villy Sørensen døde 2001.

Foto: Karl Nord Sørensen

Født
13. januar 1929 på Frederiksberg.
Død
16. december 2001 i Hellerup.
Uddannelse
Student 1947. Læste filosofi på Københavns Universitet og i Freiburg.
Debut
Sære historier. Gyldendal, 1953.
Litteraturpriser
Kritikerprisen, 1959. Søren Gyldendal Prisen, 1965. Holger Drachmann-legatet, 1968. Holberg-Medaillen, 1973. Georg Brandes-Prisen, 1973. Nordisk Råds Litteraturpris, 1974. Henrich Steffens-prisen, 1974. Amalienborg-prisen, 1977. Æresdoktor ved Københavns Universitet, 1979. Weekendavisens Litteraturpris, 1979. Svenska Akademiens Nordiska Pris, 1986. PH-Prisen, 1987. Christian Wilster-Prisen, 1988. H.C. Andersen Medaljen, 1993. Paul Hammerich-Prisen, 1994. Klassikerprisen, 1999.
Seneste udgivelse
Samlede historier. Bind -1-2. Gyldendal, 2010. Fortællinger.
Inspiration
Den nordiske oldtid, den norrøne digtning og vikingetiden

Den kraft, man ikke har med sig...

Den kraft man ikke har med sig har man imod sig, skriver Villy Sørensen i Jesus og Kristus, 1992: at have kraften med sig er at kunne se sig selv og verden i sammenhæng og at kunne se en mening med det man gør , som hans definition af den sande frihed lyder.

At have den imod sig er at være offer for sine egne fortrængninger eller fordomme og derfor også at være på kant med verden. I hele sit store og usædvanlig vidtspændende forfatterskab - fortællinger, essays, afhandlinger, kommentarer, dagbøger - søger Villy Sørensen at beskrive og fortolke individet, samfundet og naturen i sammenhæng - at vise, hvorledes vi kunne få kraften med os.

Men skal værkerne fortolke tilværelsen ægte, må de også handle om alt det, som står oplevelsen af sammenhæng imod: både ydre forhindringer og vores egen trang til at tænke alt i sort-hvidt, at skabe os fjendebilleder og således få kraften imod os.

Især Villy Sørensens tidlige ’sære’ og ’ufarlige’ historier kan være brutale i deres emne, men humane i deres tendens, som han senere skrev om den romerske filosof og tragedieforfatter Seneca (Seneca. Humanisten ved Neros hof, 1976).

I bogen om Jesus og Kristus skelner Villy Sørensen mellem ’kraften’ og ’magten’: kraften samler og forsoner, den er af kærlighed, magten splitter og skaber ufred, den er af had. Man kan kæmpe om magten, man kan ikke kæmpe om kraften - den kan man kun tage imod, den fyldes man kun af, hvis man holder sig åben for den som individ og finder sammen i et fællesskab.

Villy Sørensen afstår fra at give kraften et navn, men ikke fra at indkredse de betingelser, hvorunder den måske kunne gøre sig gældende.

De tidlige historier

Det samlende i kraften - som jo også er inspirationen - viser sig direkte i Villy Sørensens sprog: det er koncentreret og dog enkelt, det samler ofte det meget komplekse i en oplevelse eller et sagforhold i en og samme sætning.

Hans debut i 1953 med Sære historier slog en ny tone an i dansk litteratur. Fortællingerne behandlede de største eksistentielle problemer og udfoldede samtidig en både overstadig og underfundig humor.

Det forfærdelige er morsomt, når det ikke er farligt, skrev han i 1955 som motto over Ufarlige historier. Men der er netop ofte fare på færde, som når to små drenge saver benet af en tredje, fordi de tror at hjælpe ham med det (Blot en Drengestreg), når tigre invaderer skikkelige folks køkkener (Tigrene), når De to Tvillinger ender med at slå hinanden ihjel, fordi de står hinanden så nær, at de ikke kan gå hver til sit, eller når dobbeltvæsenet Duo skæres midt over, fordi samfundet ikke kan leve med en, der ikke svarer til dets gængse forestillinger om, hvordan man skal se ud.

Formynderfortællinger

Hvad der i de tidlige historier ofte er en slags øjebliksbilleder, bliver i Formynderfortællinger fra 1964 til kunstneriske analyser af den altid uafsluttede proces, der overdrager verden fra en generation til den næste.

Fortællingerne rækker i deres emne fra oldtiden til ind i fremtiden, for de beskriver ikke kun personlige, men også sociale og historiske problemer. I bedste fald lykkes overgangen fra umyndighed til myndighed, fra ufrihed til frihed og selvstændighed, men ofte gør den det ikke - måske mere på grund af vanetænkning, misforståelser og angst for det ukendte end på grund af ondskab.

Et uhyggeligt fremtidsperspektiv tegnes i En glashistorie, hvor den falske harmonisering af alt ender i sammenbrud; et utopisk perspektiv antydes til gengæld i En fremtidshistorie, hvor det lykkes at bryde ufrihedens logik og dermed at forsone det gamle og det nye.

Overalt vises sammenhængen mellem individuelle og overordnede temaer, f.eks. når en tysk middelalderkejser i Et Formynderskabs Historie skal holde sammen på både sin familie, sit rige - og sig selv: Da jeg var ung, var verden meget urolig, og også jeg var urolig, for det var mig der skulle skabe verdensro. Historien er komisk og gribende i sin analyse af det aldrig entydige forhold mellem hensynet til det almene bedste og til egne interesser.

Den gyldne middelvej

På baggrund af sin digteriske og filosofiske indsigt i sindets og samfundets løngange har Villy Sørensen talt og skrevet om og til fordel for ’den gyldne middelvej’ i udtrykkets bogstavelige betydning: ikke som en bekvem og ligegyldig holdning, men som integration af de modstridende kræfter, som ellers vil komme i kamp med hinanden.

Med monografien Seneca. Humanisten ved Neros hof (1976) analyserede Villy Sørensen Senecas filosofiske stoicisme som en sådan middelvej. Stoicisme betyder ikke, som det ofte hævdes, at være ligeglad med verden, men at betragte og analysere den nøgternt - uden hysteri, men ikke uden engagement. Villy Sørensens eget aktuelle engagement kom til udtryk i bogen Oprør fra midten (1978), som han skrev sammen med K. Helveg Petersen og Niels I. Meyer.

Midten er her ikke defineret som det sted, kræfterne støder sammen, men som det sted, de udgår fra. På middelvejen har kraften hjemme; i ekstremerne trives magten. Et af de mest spændende træk ved midteroprøret er, at det er baseret på et udviklet menneskesyn, dvs. at den sociale utopi er begrundet i noget, som rækker ud over det sociale: i en respekt for individet.

Essays og filosofisk prosa

Forfatterskabet begyndte med de to bind sære og ufarlige historier og fortsatte med essaybogen Digtere og dæmoner (1959), hvis litterære analyser - bl.a. af de danske folkeviser - inspirerede en hel generation af studerende.

Siden da har Villy Sørensen vekslet mellem ’skønlitterære’ og andre former. Tæller man sider, er der mest essayistik og filosofisk prosa, men dels er den også af høj æstetisk, man kan godt sige kunstnerisk kvalitet, dels har Villy Sørensen fra tid til anden igen skrevet i mere symbolsk sprog.

Han har publiceret monografier: Nietzsche (1963, senere i reviderede udgaver), Schopenhauer (1969 og senere), Kafkas digtning (1968), Jesus og Kristus (1992 og senere); filosofiske essays: Hverken-eller (1961), Mellem fortid og fremtid (1969), Uden mål - og med (1973), Den frie vilje (1992) m.fl.

Dagbøger, børnebøger og oversættelser

Men han har også udgivet uddrag af sine tidlige dagbøger: Tilløb, Forløb og Perioder (1988-93), skrevet en slags lyrisk-fortællende dagbog (Vejrdage , 1980) og forfattet børnebøger som Den berømte Odysseus (1988) og Historien om Ødipus (1995).

Og så har han oversat: Hermann Broch, som er en af hans inspirationskilder, Franz Kafka, Brødrene Grimms Eventyr og andet.

Filosofien

Villy Sørensens filosofiske essays og afhandlinger gør op med ensidige forklaringsmodeller og verdensanskuelser: liberalisme, marxisme, adfærdspsykologi etc.

Det sker ikke i form af en total afvisning, som ville være lige så ensidig, men gennem en analyse af disse opfattelsers delvise sandhed - og en påvisning af de ulykkelige følger af, at en delvis sandhed gøres til selve sandheden. Mens forkerte teorier om naturen korrigeres af denne selv, kan forkerte eller ensidige teorier om menneske og samfund meget vel komme til at bestemme menneskers liv og død, inden man kommer på bedre tanker.

De store myter

Villy Sørensens analyse og kritik bliver ikke ved overfladen, men søger længere ind og dybere ned. Han har beskæftiget sig med samtiden, men også med historien i romertid og middelalder.

I forfatterskabets senere del har han genfortalt og/eller fortolket de centrale ’sandheder’ i vores kulturkreds: de nordiske myter i Ragnarok (1982), den græske gudeverden i Apollons oprør (1989) og kristendommen i Jesus og Kristus (1992).

Også disse værker kredser om muligheder - eller forspildte muligheder - for forsoning i stedet for strid: om Lokes forsøg på at overtale Balder til at foretage det sønneoprør, som måske kunne have forhindret gudernes undergang; om Apollons ’oprør’, som består i at anerkende det, han havde afvist, og derved vinde kraften i stedet for magten; og om Jesus’ lære ikke som en profeti om at verden skal gå under, for at gudsriget kan opstå, men som en advarsel om, at den vil gøre det, hvis menneskene ikke besinder sig på det humane, som i sidste ende også er det guddommelige: det er meningen med, at Gud blev menneske.

Villy Sørensen skriver om oraklet i Delfi, at det gav ’klare og tvetydige svar’: klarheden er netop ikke at finde i et enten-eller, men snarere i et både-og. Og han skriver om Jesus, at han ikke bebuder skræk og rædsel i forbindelse med Gudsrigets komme - men måske i forbindelse med dets udebliven! nemlig hvis det er magten og ikke kraften, kampen og ikke forsoningen, der - får magten.

Romantisk oplyst humanisme

Det er ikke et ”blåøjet” program. Det er en stræben, som er velbekendt med alle forhindringer og farer, med risikoen for at alt kan gå galt og måske endda oftest gør det. Ikke mindst af den grund giver Villy Sørensen sig i kast med de store overleveringer, de centrale mytedannelser, der netop er blevet så centrale, fordi de rummer mange lag og perspektiver.

Først når det rationelle og det irrationelle kan tænkes sammen ud fra en oplevelse af, at de er uløseligt forbundet, kan det humane realiseres - som en romantisk oplyst humanisme , som Villy Sørensen bekendte sig til, da han i 1974 modtog den tyske Henrik-Steffens-pris.

Hvor kompakt og dog klart en sådan oplevelse kan finde udtryk, kan man også se af de oftest meget korte historier i samlingen De mange og de enkelte fra 1986. De handler om det, som er fælles for de mange, men opleves af de enkelte. Og de handler tillige om, at det at være mange, dvs. samfund, forudsætter at vi bliver til enkelte, dvs. at mennesket i stedet for at søge sit eget kan finde - sig selv.

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Franz Kafka

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi

Bøger

Sære historier

Villy Sørensen

1953

Intro

Født

Død

Uddannelse

Debut

Litteraturpriser

Seneste udgivelse

Inspiration