Foto: Ib Helles Olesen

*Seneste udgivelse

Svend Åge Madsen

Emneord:

Senest opdateret

Karina Søby Gulmann
cand.mag., maj 2024
Karina Søby Gulmann
cand.mag., 2020

Hovedforfatter

Karina Søby Gulmann
cand.mag., 2010

Svend Åge Madsens forfatterskab er inspireret af alt fra sci fi og AI over krimi og matematiske hypoteser til den moderne dannelsesroman. I mange værker tager han afsæt i samfundet, som vi kender det, men ændrer en enkelt spilleregel. Det giver anledning til en legende, filosofisk undersøgelse af livets muligheder og begrænsninger – som i ”Se dagens lys” og ”Lad tiden gå”. Grundtemaer i forfatterskabet er identitet, sprog og kærlighed, og ofte har fortællingerne og kærligheden potentiale til at transformere og ændre karaktererne – og i enkelte tilfælde ligefrem samfundet, som i ”Enden på tragedie”.

Baggrund

Svend Åge Madsens forældre var fåmælte vestjyder, der var søgt til Aarhus, faren som assurandør, moren som postarbejder. Her bragte de fire børn til verden, hvoraf Svend Åge er den sidst ankomne. Han blev født den 2. november 1939 på Skjernvej mellem Den Gamle By og Ceres og levede her de første 25-26 år af sit liv. Skjernvej var en del af et arbejderkvarter med ret små lejligheder, hvor der ofte boede mange børn, så legekammerater var der nok af. Madsen siger selv om sit barndoms- og ungdomskvarter: "Jeg tror, at kvarteret har været vigtigt for mig. Det har betydet, at jeg har fået en rimelig kontakt med forskellige mennesketyper. Og med forskellige samfundslag." [2]. Fødebyen spiller da også en væsentlig rolle i Madsens forfatterskab, idet mange af fortællingerne har rødder i eller relation til det aarhusianske miljø.

”Denne bog vil forklare hvad meningen med livet er. Desuden vil jeg gøre rede for forholdet mellem godt og ondt. Er det nogle værdier som vi selv vælger og frit antager, som mange vil mene? Eller findes der, som andre har hævdet, en lov der er større end os?”

"Genspejlet", s. 9.

Foto: Ib Helles Olesen

Født
2. november 1939 i Århus.
Uddannelse
Matematikstudier.
Debut
Besøget. Gyldendal, 1963.
Litteraturpriser
Louisiana-prisen, 1966. Det Danske Akademis Store Pris, 1972. Nordisk Radiospilpris, 1973. Kritikerprisen, 1976. SFC-prisen, 1981. SFC-prisen, 1983. Søren Gyldendal Prisen, 1985. Jeppe-Prisen, 1985. Danske Dramatikeres Hæderspris, 1987. Holberg-Medaillen, 1990. Radioens Romanpris, 1994. BMF’s Børnebogspris, 1995. Århus Stiftstidendes Pris, 1995. De Gyldne Laurbær, 2000. Radioens Romanpris, 2000. Limfjordsegnens Litteraturpris, 2002. Johannes Buchholtz-prisen, 2002. Læsernes krimipris, 2004. Edvard P. prisen, 2006.
Seneste udgivelse
Esbens fire liv. Gyldendal, 2024. Roman.
Inspiration
Samuel Beckett, Franz Kafka, James Joyce, Charles Dickens, Victor Hugo.

Hjemmet var ikke særligt bogligt, og i skolen klarede Svend Åge sig middelmådigt. Kun i de matematiske fag skilte han sig dygtigt ud, og det var da også regnelæreren, der gennemtrumfede, at han kom i mellemskole frem for i lære. Svend Åge Madsen blev matematisk student fra Marselisborg Gymnasium i 1958, og i de følgende år læste han matematik på universitetet. Men da han lige netop ikke bestod studiets første del med den førstekarakter, der var nødvendig for at komme ind på det eftertragtede licentiatstudie, stoppede han sine studier. I stedet kastede han sig over forfatterkarrieren, som da også bærer præg af den unge Madsens matematikinteresse.

Springet ud i forfatterskabet var ikke helt gnidningsfrit. Gyldendal afviste hans første noveller med en begrundelse, der mente, at værkerne var for ’skizofrene’, og et tilsvarende svar gav forlaget Arena.

Men i 1962 debuterede Svend Åge Madsen med novellen "Den ottende dag" i tidsskriftet Vindrose. Herefter antog Gyldendal hans første bog "Besøget", og forfatterskabet har udviklet sig floromvundet med omtrent en udgivelse per år lige siden. I 1964 flyttede Madsen til Risskov ved Aarhus og giftede sig med ergoterapeuten Bendte Ingerlise, der er medforfatter på de tre kriminalromaner, der er udkommet under pseudonymet Marianne Kainsdatter.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Svend Åge Madsen i interview om "Esbens fire liv". Forfatterweb, maj 2024.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Svend Åge Madsen er en særdeles produktiv forfatter, der siden sin debut har skrevet omkring et værk per år. Genremæssigt spænder han vidt – over skuespil, hørespil, romaner, noveller, børnebøger, essays, og også en mail-bog er det blevet til.

I starten af sit lange forfatterskab lagde han ud som abstrakt modernist, der tematiserede det moderne menneskes rodløshed og identitetsløshed, for dernæst at bevæge sig over mod det mere konkret fortællende, der trækker på forskellige genrer. Således kan man finde inspiration i alt fra krimien over science fiction-genren til den store fortællende roman, ligesom fysikken og matematikken ofte danner bundklang i Madsens værker.

En grundmodel for mange af Madsens værker er, at han tager afsæt i samfundet, som vi kender det, men ændrer en enkelt spilleregel, og på den måde fremstår værkerne som en slags (livs)eksperimenter.

Fælles for hans fortællinger er en evne til at skabe struktur i vidt forgrenede fortællinger. Forfatteren bærer simpelthen rundt på et særegent fortællegen og en evne til at lade historier vikle sig ud og ind af hinanden. Fortællingen er da også et centralt tema i forfatterskabet. Fortællingens kraft tematiseres i adskillige værker, blandt andet i “Læselysten”, “At fortælle menneskene”, ”Af den anden verden”, ”Enden på tragedie” og ”Esbens fire liv”. Det er en grundtanke i værkerne, at de historier, vi fortæller om os selv og hinanden, er med til at forme det enkelte menneskes identitet, og i et værk som ”Enden på tragedie” kan historiefortælling ligefrem være med til at revolutionere hele menneskehedens historie og skabe bedre forståelse mellem mennesker på tværs af kulturer.

Også identitet er et væsentligt tema i Svend Åge Madsens forfatterskab, og dermed bliver personlige valg et centralt omdrejningspunkt, idet det er igennem de valg, mennesket træffer, at det skaber sin egen fortælling. Hos Madsen knytter interessen for fortællingen sig tæt sammen med afsøgningen af identitet, som det også sker i ”Esbens fire liv”. Faktisk er det ikke kun romankaraktererne, der bliver konfronteret med valg. Også læseren aktiveres og tvinges ind i situationer af valg som eksempelvis i "Sæt verden er til" og "Dage med Diam".

Beslægtede forfatterskaber

Svend Åge Madsen er på mange måder helt sin egen – radikal i sin skrift og tematik, og det kan derfor være svært at sætte ham i bås med andre forfattere.

Det skrift-tematiske opgør med formen, som ikke mindst kendetegner hans tidlige forfatterskab, kan dog sammenlignes med eksempelvis Per Åge Brandts digtning og med Peter Laugesens poesi. Med hensyn til de sprudlende fortællinger, der væver sig ind og ud af hinanden, kan tankerne falde på en forfatter som Salman Rushdie, der i den grad er indbegrebet af floromvundne fortællinger med sprudlen på både fortælleplan og karakterniveau.

Svend Åge Madsen sammenlignes af og til med Merete Pryds Helle. Begge har en forkærlighed for at sende deres læsere ud på tidsrejser, der bliver afsæt til at sætte nutidsmennesket i scene. Man kan ligeledes finde et slægtskab med forfattere som Karen Blixen og Christina Hesselholdt – ikke mindst i forfatterskabernes tematiske diskussion af forbindelsen mellem fortælling og identitet samt deres litterære fokus på, hvad der udgør en identitet.

Hvis man skal pege på andre forfatterskaber, der som Svend Åge Madsens tager afsæt i hypoteser og undersøger, hvad små justeringer af samfundsmodellen kunne få af betydning, er det oplagt at læse den islandske forfatter Friða Ísberg, der med sin dystopiske fremtidsroman ”Mærket” (2023) sætter fokus på mulige konsekvenser af kunstig intelligens og overvågning. Også Anne Cathrine Bomanns ”Blå toner” (2021) tager afsæt i en hypotese. Her handler det om en pille, der kan få sorg til at forsvinde, og undervejs tematiseres såvel kærlighed, sorg, empati som sundhedsvæsenet. I samme boldgade finder man klassikerne: George Orwells ”1984” (1949) og Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” (1932). I modsætning til sidstnævnte har Svend Åge Madsens værker som hovedregel et noget mere optimistisk udfald, hvor kærlighedens og fortællingens kraft kan imødegå de fleste rigide samfundsmodeller og strukturer.

For læsere, der ønsker at dykke ned i Svend Åge Madsens yndlingsforfatterskaber, kan det anbefales at se til Beckett, Kafka, Jane Austen, Blicher, Calvino, T.S. Eliot, Dürrenmatt, Faulkner, Gogol, Hamsun, Ionesco, Joyce, Kleist og Lagerlöf.

Tidligere bøger

Besøget, Otte gange Orphan, Lystbilleder og Tilføjelser

Den tidlige del af Svend Åge Madsens forfatterskab er præget af en radikalt eksperimenterende holdning til litterære synsvinkler, der giver sig udslag i særprægede og abstrakte, avantgardistiske tekster. Denne fase tæller titlerne "Besøget" fra 1963, "Lystbilleder" fra 1964, "Otte gange orphan" fra 1965 og "Tilføjelser" fra 1967. Heri leges med synsvinkler og med en horisontal ophobning af begivenheder. Det er således ikke personerne i fortællingerne, der flytter sig, i stedet udstilles deres absurde roller ud fra forskellige synsvinkler.

”Jeg låste døren i dag. Nøglen kastede jeg væk. I brønden. Nå. I brønden med den. Pist væk. Plask. Jeg forklarer senere. Må varmes op først. Jeg forklarer når jeg tænker bedre. Ordene hænger dårligt sammen. Endnu.”

“Otte gange Orphan”, s. 9.

Debutværket "Besøget" er en skildring af en ung og usikker mand, der fortælles igennem tre forskellige synsvinkler, der er inspireret af henholdsvis Franz Kafka, Samuel Beckett og den franske nouveau-roman. Efterfølgeren "Lystbilleder" er mere vidtgående i sin leg med synsvinkler, perspektiver og stilskift, og i høj grad også i emnevalg. Her skildres en voldtægt begået i et ørkenlandskab set fra skiftevis ofrets og gerningsmandens side. "Otte gange orphan" er en sammenskrivning af nogle af de noveller, Gyldendal tidligere havde afvist, men nu er de skrevet sammen til noget, der minder om en roman. Alle kapitler fremstår som dagbogsskriverier af en patient med skizofreni, og alt, hvad man som læser præsenteres for, er optegnelser fra dagbogen. Det betyder, at man drages længere og længere ind i et univers, hvor virkeligheden bliver et stadig mere abstrakt begreb. Eksempelvis skildres et par besøg, nogle gange af levende mennesker, fortælleren tilsyneladende ikke kender, men som alligevel kommer på besøg, og som han måske – måske ikke – slår ihjel. I hvert fald antydes det, at et besøg udvikler sig temmelig uheldigt, og i de følgende kapitler dukker der pludselig døde personer op. Tilsyneladende gror de op af jorden i fortællerens have, som var de blomster.

I 1967 udkom "Tilføjelser", der består af fem hæfter i en grå kasse. Hvert hæfte indledes med ordet ‘tavshed’ og afsluttes med ordene: ‘Resten er’, der er en henvisning til Shakespeares "Hamlet". De fem tekster i "Tilføjelser" kan læses i vilkårlig rækkefølge, og det samlede værk fremstår åbent og uafsluttet og uden egentlig udvikling eller mening. Det er ren tekst, ren abstraktion. Hver tekst har sin fortæller, der kender de andres fortællinger og refererer mere eller mindre direkte og ironiserende til dem. På den måde får værket en åben henvisningssammenhæng – alle fortællerne henviser til hinanden og historierne ligeså. Mennesket fremstår i de fem tekster som sine roller, sine fortællinger, sine henvisninger, men ikke som en helhed, og tilsvarende fremstilles livet som et spil med forskellige muligheder og valg.

Fælles for Svend Åge Madsens første fire romaner er, at de forsøger at opløse romanformen ved at nedprioritere handlingen og personernes psykologi (personerne har eksempelvis ikke navne) samt ved at lade lokaliteten være ukonkret. Værkerne tematiserer endvidere det moderne menneskes identitetsløshed. Madsen selv siger i slutningen af denne periode, at “Efter “Tilføjelser” følte jeg mig ude i det tomme ingenting, nu var jeg helt ude ved spidsen af blyanten, og da måtte jeg simpelthen drage noget ind.” (Christian Kampmann: “Man kommer til at skrive ‘revolution’ hver 20. side”. Information, 1970).

Liget og lysten, Tredje gang så tager vi ham, Maskeballet og Sæt verden er til

I slutningen af 1960’erne begyndte Svend Åge Madsen at skrive mere udbyggede romankarakterer frem og eksperimentere med fortællingens elementer og forskellige genrer. Det sker i romanerne "Liget og lysten" fra 1968, "Tredje gang så ta’r vi ham ..." fra 1969, "Maskeballet" fra 1970 og "Sæt verden er til" fra 1971. Her inddrages alt fra science fiction til mere triviallitterære genrer som ugebladsnovellen, krimien og pornografien. Madsen leger med genrerne og påpeger dermed deres eksistentielle funktion – hvordan de gengiver og former vores virkelighed.

”B.R. undrer sig over så simpel virkeligheden ser ud da han først får den formuleret, og spekulerer på om han kan have fået det hele med, for de detaljer som han oplevede som usammenhængende og kaotiske har pludselig ladet sig føje ind i en linie for ham, som om ordene i sig selv har haft en evne til at trække en ordnende snor gennem dét som syntes uden sammenhæng.”

“Liget og lysten”, s. 140.

"Liget og lysten" spiller på både krimi- og science fiction-genren, ligesom den trækker på pornografiens fantasier.

Handlingen udspiller sig i en lille provinsby, hvor intet er, som det bør være: I byens park mødes unge og spiller det særdeles særprægede spil Lust, under parkens bænk findes blodige lig, og hen over byen og dens mennesker hænger to stikkende sole samt et stort stirrende øje. Men hvem er morderen? Og hvem betragteren? Når alle i provinsbyen står stille, er øjet usynligt, så måske tilhører øjet den alvidende fortæller, der betragter sine opfundne personer? Eller tilhører det måske læseren? Romanen drejer og fordrejer finurligt, fantasifuldt og ironisk vores virkelighed og sætter tingene på spidsen.

I mere rendyrket form findes krimigenren i romanen "Tredje gang så ta’r vi ham ...", mens "Maskeballet" er Madsens version af den italienske forfatter Giovanni Boccaccios "Dekameron".

I "Sæt verden er til" fra 1971 vender Svend Åge Madsen tilbage til at lege med synsvinkler. Værket fremstår som et positivt modstykke til "Tilføjelser". Det består tilsvarende af fem dele, men de hænger sammen - både rent fysisk som ét bind - og filosofisk set. De fem beretninger er betragtninger over samme begivenhed, som fortælles af fem forskellige berettere, og som igen sættes i en overordnet ramme af en sjette person, der desuden har forsynet bogen med indholdsfortegnelse og personregister. De fem fortællere benytter meget forskellige stilarter, og det fremstår, som om de lever i hver deres tidsepoke, men i bogens slutning overskrider fortællerne deres individualitet og finder sammen. På den måde eksemplificerer forfatteren, at verden består af et utal af verdensbilleder, som læseren selv må stykke sammen og vælge imellem.

I de fire romaner fra denne fase af Madsens forfatterskab begynder det narrative at trænge ind i fortællingerne, og de fremstår i stadig større grad som fortællemæssige helheder. Samtidig begynder personerne at få navne, og begivenhederne udspiller sig på navngivne lokaliteter. Dog har de stadig abstrakt og symbolsk karakter som byen Vers i “Sæt verden er til”, hvis navn peger både mod digtningen og mod universet.

Se dagens lys og Lad tiden gå

I 1980’erne legede Svend Åge Madsen for alvor med science fiction-genren og med tidens betydning for den måde, vi arrangerer os på. Især "Se dagens lys" fra 1980 og "Lad tiden gå" fra 1986 er karakteristiske for denne periode.

”Ligesom man må prøve tre kjoler (mindst), før man fatter hvad fænomenet kjole kan gøre for én. [...] Sådan forstod Johanne nu sin egen tilværelse som en koncert hun selv skulle instrumentere, det var op til hende hvilket motiv der skulle trækkes frem, hvilken figur hun ville brodere på, hvilken der skulle holdes tilbage, antydes og hvilket tempo der skulle dominere.”

“Lad tiden gå”, s. 156.

I "Se dagens lys" eksperimenterer han med vores måde at indrette samfundet og samlivet på. Hver dag vågner hvert enkelt menneske således op til et nyt liv: til en ny hverdag med et nyt arbejde, nye fritidsinteresser, en ny mand/kone og eventuelt med børn. Hver aften, inden menneskene går til ro, sluger de en pille som en art kombineret sovemedicin og fornyelsespille, og i nattens løb transporteres de til et nyt hjem. På den måde løsrives menneskene fra den kontinuitet, der præger de flestes hverdag, og som kan byde på kedsomhed og frustrationer.

Projektet fungerer tilsyneladende perfekt, lige indtil den dag, Elef og Maya når at forelske sig i hinanden. Derfor ønsker de om aftenen ikke at give slip, men vil fastholde og fastfryse deres fælles liv, og det kommer der en fascinerende fortælling præget af kærlighed, filosofi og teknologi ud af. Som et typisk kuriosum fra forfatteren fortælles det, at de to hovedpersoner er forfattere til romanen "Tugt og utugt i mellemtiden", som Madsen ellers selv udgav i 1976.

I "Lad tiden gå" tager Madsen fat på tidsproblematikken såvel filosofisk som videnskabeligt. Her opfinder tidsforskeren Jeyde en kronofysisk metode, der kan sætte tiden 23 dage tilbage. Problemet er bare, at når eksperimentet effektueres, sættes alt 23 dage tilbage, inklusiv forskerens hukommelse, noter med mere, og dermed altså også erindringen om, at eksperimentet er udført. Jeyde beslutter sig derfor for at inddrage sin undervisningsassistent Johanne og arrangerer det således, at hun som den eneste bibringer erindringen om de 23 dage. Alt fungerer til fulde, lige til den dag Johanne beslutter selv at styre eksperimentet og ændre hele forehavendet.

Både ”Se dagens lys” og ”Lad tiden gå” er bygget op som hypoteser og fungerer som en form for livseksperimenter. Centrale temaer i begge værker er valg, frihed og kærlighed og en filosofisk undersøgelse af, hvordan livet også kunne forme sig.

Kvinden uden krop og Genspejlet

"Kvinden uden krop" fra 1996 og "Genspejlet" fra 1999 diskuterer naturvidenskabens og teknologiens perspektiver i science fiction-agtige set-ups.

”På en måde er I to sider af den samme. Derfor kan jeg uden vanskelighed elske jer begge. Ligesom jeg både elskede Helena om morgenen hvor hun var energisk og opfindsom, og om aftenen hvor hun var sværmerisk og romantisk. To forskellige versioner af hende. Og uden at jeg kan undvære den ene side.”

“Genspejlet”, s. 183.

I "Kvinden uden krop" lider hovedpersonen Garys kone Thelma af uhelbredelig kræft. Da tanken om at skulle skilles fra hende er ubærlig for Gary, benytter han sig af virtuel spirituality for at forsøge at transformere hendes ånd over i sin egen. Han har arbejdet med metoden gennem længere tid, og selv om den ikke er helt færdig, beslutter han sig for at benytte den, inden det er for sent. Eksperimentet lykkes, men det bliver en brat opvågnen for dem begge, da ingen hemmeligheder, ikke et eneste spædt tankespind, længere kan skjules for den anden.

Gary og Thelma beslutter sig nu for at skabe en prisme, der kan gennemskue alle menneskers følelser, så intet længere kan skjules. Men projektet er ikke omkostningsfrit, og romanen ender med erkendelsen: "Inde under huden er ethvert menneske ensomt".

"Genspejlet" er en tvetydig titel, der både peger på arveanlæg i form af gener, på gensplejsningsteknologien og på at blive genspejlet, altså at møde sit eget spejlbillede, og romanen indeholder alle disse finesser og flere til. Romanen er bygget op om en kærlighedshistorie mellem bevidsthedsbiologen Just Helled og den skønne Helena (en litterær henvisning til den græske gudinde for skønhed). De to finder tilfældigt sammen, tænker Just Helled, men da hun dør af en uhelbredelig sygdom, går det op for ham, at de var intet mindre end bestemt for hinanden.

Efter denne erkendelse går Helled i hundene, han forlader sin forskning og slår sig på flasken, indtil den dag, hvor hans djævelske kollega Krystofiles fristende præsenterer ham for fire aldersforskellige udgaver af den afdøde kone. Helled forelsker sig i alle fire og kaster sig hovedkulds ud i såvel kærlighedslivet som forskerlivet. Undervejs i sin søgen efter kærlighed finder han ud af, at de fire kærlighedskvinder er forskellige kloner af den afdøde hustru, og i sin forskning formår han at isolere det gen, der adskiller dyr fra mennesker, nemlig bevidsthedens gen. Da han erfarer, at også de forskellige kloner af hans kone lider af den samme uhelbredelige sygdom, føler han verdenssmerten så stor, at han mener det nødvendigt at benytte sin viden til at fjerne menneskenes bevidsthed og dermed menneskenes evne til at føle smerte. Just Helled fjerner genet fra alle nyfødte børn og skaber dermed det lidelsesløse, men også lidenskabs- og lykkesløse samfund, der bestemt ikke viser sig som et favorabelt alternativ.

Lidelse og lykke viser sig at være sammenhængende størrelser og en forudsætning for livet.

Nærvær og næsten – Thomas Fants familiekrønike og Den ugudelige farce

Udgivelserne "Nærvær og Næsten: Tomas Fants familiekrøniker" fra 2000 og "Den ugudelige farce" fra 2002 spiller også på bevidsthedens betydning.

”Du skulle have lov at opleve svimmelheden der greb Jesper, i afsvækket form. Nu havde han lige lært så nogenlunde at administrere to samtidige forløb, da hans følsomme sind bombarderedes af tre virkeligheder der skreg til hinanden og forsøgte at overdøve hinanden.”

“Den ugudelige farce”, s. 40.

"Septemberfortællingerne" fremstod som otte danske forfatteres forsøg på at skrive en udgave af Boccaccios "Dekameron".

I "Nærvær og Næsten" er rammen forandret i forhold til "Dekameron" (og ”Septemberfortællingerne”). Der har således ikke fundet en katastrofe sted i den store vide verden, men i den nære, i familien Fants univers. Tomas Fant er flygtet med sin familie til Andalusien, fordi hans hustru er blevet ramt af en dyb personlighedsspaltning, der både skyldes, at hun plages af sygdom og hendes virke som skuespiller. Tomas forsøger at samle hustruens splintrede bevidsthed ved at fortælle sin slægts krønike, der tager sig lige så fantasifuld ud, som ordet Fant synes født ud af fantasien. Tomas Fant virker da også som en litterær medicinmand, der ordinerer forløsende ord, indtil helingen har fundet sted, og et centralt tema er således ordenes kraft – deres evne til at forme og skabe virkelighed.

I "Den ugudelige farce" vågner hovedpersonen Jesper op efter den skønneste nat med en dejlig amerikansk kvinde og slår sit hoved mod et varmerør. Resultatet er, at han mister sin ubevidsthed – det vil sige den indre skjulte stemme, eller indre Gud, som driver os og kan få os til at gøre ting, vi ikke har lyst til. Derefter splintres hans bevidsthed således, at hver gang han skal træffe et valg, åbner fremtiden sig for ham i to spor i hans bevidsthed, som han må afsøge og vælge imellem. Dermed oplever han konstant at befinde sig to steder, både i nutiden og i fremtiden.

Han spaltes i tiden, og det samme gør sådan set læseren, for splittelsen sker også på tekstplan, hvor hver side begynder at spaltes i to lige gyldige og lige fyldige fortællinger. Romanen er på én gang en hypertekst, der styres af Jesper (og læseren), og en dannelsesrejse til religionernes land, USA, hvor Jesper erfarer, at det ikke kun er den indre Gud, der er overflødig, men også troens Gud. Som det hedder i romanen, så kan religion sammenlignes med at indtage kalktabletter i stedet for medicin - det virker, hvis man tror på det. Således er det helt centrale tema frihed – det frie menneske, som står i skarp modsætning til dem, der er styret af indre og/eller ydre guder.

Enden på tragedie

Svend Åge Madsens værk "Enden på tragedie" fra 2019 er todelt. Første del er selve hovedhistorien om evighedsstudenten Jonatan Tidebon, som drømmer om at blive forfatter, men har problemer med at ryste historierne ud af ærmet. Da han begynder at eksperimentere med et endnu ikke lanceret stof, der giver ham adgang til andre menneskers bevidsthed, går det dog straks bedre. Anden del består af de noveller, Jonatan skriver, når han er påvirket af metamorfoin - en benævnelse, der spiller på ord som metamorfose (forvandling), metafysik (noget, der ligger udenfor fysikken) og morfin (det stærke smertestillende stof, der udvindes af opium). Når Jonatan er påvirket af metamorfoin, bliver han i stand til at trænge ind i andres bevidsthed, og novellerne gengiver hver især 14 menneskers inderste og mest hemmelige og ofte decideret lyssky tanker og gerninger. Som for eksempel novellen om Leo og Gro, hvis ægteskab har udartet sig til en farce præget af afsky og had, og hvor Leo en sen nattetime opridser sine tre muligheder: enten kan han slå hende ihjel, han kan lade sig skille, eller han kan lære sig at elske hende igen.

”Ligesom folk over årtusinder tæmmede sig selv og lærte at leve sammen i landsbyer, ikke at betragte deres nærmeste naboer som fjender. Hvorved der opstod nationer baseret på hver deres tro. Tilsvarende må vi lære at tænke i endnu større baner. En endnu større familie, ikke småklaner der konkurrerer, nationer der bekæmper andre.”

"Enden på tragedie", s. 113.

Madsen skildrer en nær fremtid, hvor teknologi, doping og kultursammenstød er intensiveret. Nogle folk har hale- og pandeantenner, så de hele tiden kan følge med i et enormt udbud af kanaler - en kommentar til et samfund, der har ladet det digitale liv overtage det virkelige. Bevidsthedsudvidende stoffer er blevet til hormoner som metamorfoin. Og i løbet af romanen bliver læseren løbende præsenteret for antallet af dræbte i kultursammenstød i såvel Danmark som udlandet. Et budskab i romanen lyder, at hvis mennesket skal overleve, må det udvikle sig på ny (se citat). Romanens svar lyder - og her er der tale om et gennemgående Madsensk tema -, at fortællinger bærer på enorme og revolutionerende kræfter med potentiale til at ændre såvel den enkeltes historie som menneskehedens.

Madsen belyser, hvordan det påvirker Jonatans liv, når han rejser ind i andre menneskers bevidsthed, og samtidig hører vi om, hvordan hans noveller influerer på de beskrevnes liv. Desuden viser det sig, at Jonatans evne til at aflæse andre mennesker bliver kilde til at skabe større forståelse i verden. Med sine historier - og assistance fra en psykiater og en molekylærbiolog - får han efterhånden mindsket antallet af dræbte både lokalt og på verdensplan, og det er jo noget af en kraft, litteraturen i så fald har.