Christian Kampmann
- Redaktionen2005
- Erik Svendsenkritiker, lektor, 2002
De første bøger
Christian Kampmann er uddannet som journalist og arbejdede fx fra 1964 til 1970 på DRs TV-avisen. De journalistiske færdigheder mærkes i de sikre miljøtegninger, men det er forfatterskabet, der tidligt ligger på sinde.
Debuten kommer i 1962 med novellesamlingen Blandt venner, der rummer flere parodiske beskrivelser af mentalt blinde, enten fordi disse mennesker er miljøskadede eller grotesk selvfornægtende som "Emilie Grüen". Venskaber bliver sent i forfatterskabet lidt af en redningsplanke, det er ikke tilfældet i den ironiske titelnovelle fra 1962.
I 1963 udkom den første roman, Al den snak om lykke, og den er som den eneste af forfatterens udgivelser ikke senere blevet genoptrykt. Og det til trods for at den er en første, tæt lille udgave af hele serien om familien Gregersen. Senere følger novellesamlingen Ly (1965) og romaner, der er mindre parodiske og mere ny-realistiske, solidariske i skildringen af almindelige mennesker, der kæmper med kærligheden, og overhovedet med det at blive bemærket af andre og af livet.
Det er svært at være Sammen (1967) men det er det, de fleste helst vil være, og det er ikke let at være Uden navn (1969) men nok alt for almindeligt. I sidstnævnte markerer en genreleg med spændingsromanen, at Christian Kampmann har lyst til at eksperimentere, en tendens man tidligt har kunnet spore i den flittige brug af skiftende synsvinkler, der relativerer det virkelighedsbillede de forskellige figurer bærer.
Eksperimenter
Trangen til eksperimenter kulminerer med et par underkendte men både morsomme og tankevækkende udgivelser: en kærligt-kritisk leg med triviallitteraturen i Nok til hele ugen (1971) og Pinde til en skønskrivers ligkiste fra samme år udstiller tilbøjeligheden til at skrive selvbiografisk og selvcentreret med hip til fx Klaus Rifbjerg og Tove Ditlevsen. Kritikken er skarp, og retrospektivt set har den været den sidste nødvendige refleksion forfatteren har haft brug for, inden han selv for alvor omskriver egne erfaringer.
1972 udkommer succesromanen En tid alene, der blev hædret med både Kritikerprisen og Boghandlernes Gyldne Laurbær. Titlen er på linje med den mildt eksperimenterende Nærved og næsten (1969) ikke ironisk ment: vi møder i En tid alene en pensioneret departementschef, som egentlig gerne vil i kontakt med andre, men det er ikke så let, når man skal holde på formerne.
Lyspunktet i den ensformige hverdag er besøg af barnebarnet, og til dels nyder den reserverede herre besøg af hushjælpen, enkefru Eriksen, der er et jordnært menneske, som forsøger at imødegå hans udtalte udviklingsskepsis. Den bliver ikke mindre, da barnebarnet dør ved en trafikulykke. Samfundets påvirkningskilder er utallige og fatale, lyder det ideologikritisk hos den misantropiske herre. Men han får optimistisk nok ikke det sidste ord.
Nærved og næsten rummer en egen forvandling, idet den skifter fra at være et studie i samlivsformer med dertil hørende utroskab, kærlighedskoks og forsmåelse til at ende som en metaroman. Fortælleren kommenterer sin egen fortælling, og andre muligheder for personerne diskuteres.
Det giver visse friheder, når læseren kan kigge ind i fortællingens laboratorium. Men legen kan ikke lave om på spillereglerne, på de mentale blokeringer og forsigtigheder som ligger til menneskene, og som forlener deres kærlighedsspil med forstillelse og resignation. Heller ikke fortælleren kan skabe verden om til det bedre. Vi er stadig lige ved og nærved og næsten. På livet som på fortællingen. Ingen går fri, ingen bliver fri.
Romanens indre skisma blotlægger en kunstnerisk og intellektuel drøm om at omforme den personlige historie og længslen efter den gennemgribende mentale forandring. Nærved og næsten er et illusionsløst portræt af drømmere, som har en alt for klar bevidsthed om, hvordan virkeligheden er fat. Forfatteren kan ikke ændre livets konditioner. Højst til slut besværgende gengive bibelens ord om kærligheden der er langmodig, mild og som ikke misunder, "den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt".
Gregersen-serien
Kærligheden giver identitet, den tanke ligger i tiden og i særdeleshed hos Christian Kampmann, og i serien om familien Gregersen kan man ane en større tiltro til kærligheden. Tiden er måske svanger med forandringer, der ikke kun er til det værre. Seksualiteten ligner tidens religionserstatning, og sådan bliver den dyrket og misbrugt i de fire bøger. Det er et stort epos i kammerspilformat med storhed og fald, med små og store tragedier, med en afvikling af patriarken som den, der ved bedst.
Historien starter påsken 1954, og der kommer mange opstandelser og forviklinger inden udgangen 20 år senere i påsken 1974, hvor velfærdssamfundet synes at vakle. For at modgå det omsiggribende fald søger idealisterne og rebellerne ’andre måder’ at indrette sig på.
Eksperimenter og resignation mødes, spændingen mellem frisættelse og forkrampethed er igen et vigtigt modsætningspar i forfatterens bøger. Serien er kulørt snarere end den er dramatisk; i Gregersen-serien formår Christian Kampmann endelig at forene det finlitterære-psykologiske studie med den hang til det trivilitterære, som skinner igennem i Nok til hele ugen og i mange af novellerne. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan mange af personerne i de tidlige bøger ikke kan få nok af kulturel-litterær snobberi. I de senere bøger er det derimod kitsch, camp og kulørt melodramatisk kunst, som får det frydefulde frem.
Selvbiografi
Tonen er mere fattet og alvorlig i de tre efterfølgende selvbiografiske bøger Fornemmelser (1977), Videre trods alt (1979) og I glimt (1980), der viser, hvordan privatmennesket Christian Kampmann har kæmpet sig frem fra et liv som ægtemand og familiefader til en identitet som homoseksuel og seksualpolitisk oprører.
Udviklingshistorien er ikke udelt idyllisk, men bøgerne falder med deres bekendende og dokumentariske tone i tråd med 1970ernes omfattende radikaliseringer af det intime liv. Det private skulle offentliggøres, og i den forbindelse blev Christian Kampmann en pioner.
I årene derefter faldt produktiviteten; et par udgivelser viser en ny trang til stileksperimenter. Men hverken spændingsromanen Sunshine (1983) eller novellerne i Engle (1984) virker overbevisende. Forfatteren søger vedvarende at forankre sin personlige erkendelsesproces, dels i alternative livsformer, dels i meditation og begge former blev skildret i den på én gang forsonende og desperate roman Gyldne løfter (1986).
Flere af Christian Kampmanns bøger er bemærkelsesværdigt sceniske anlagte. Det gælder således lange passager i tetralogien om familien Gregersen. Teksten er fuld af undertekster og psykologiske raffinementer, som kan overføres til levende billeder.
Men det er først i slutningen af 1980erne, at forfatteren kaster sig over billedmediet. Det sker tilmed med megen stor succes med tv-serien Alle elsker Debbie (1987) om den unge pige, der mentalt går for lud og koldt vand, fordi de voksne har så travlt med at realisere sig selv og leve deres flossede følelser og postulerede erotiske frisind ud. Med fatale følger for alt og alle.
Det kunne være blevet til meget mere for Christian Kampmann, men der blev sat et brat punktum for forfatterens virke, idet han blev myrdet af sin mandlige kæreste i 1988.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Værker
Om Christian Kampmann
Hans Hertel
1970 (80.1)
Palle Dinesen
1976. I: Kritik nr. 38
Søren Schou
1976 (81.65). I: Dansk realisme 1960-75
Karen Syberg
1976. I: Poetik, nr. 27. Forkortet version i Linjer i nordisk prosa. Danmark 1965-75, 1977
Anne Birgitte Richard
1977 (81.65). I: Romanen som offentlighedsform. Om Gregersen-serien
John Chr. Jørgensen
1982. I: Danske digtere i det 20.århundrede, bind 5
John Chr. Jørgensen
1984 (81.68). I: Hamskiftet, 1984
Hans Henrik Lerfeldt
1985 (72)
Erik Svendsen
2001. I: Danske digtere i det 20.århundrede, bind 2
Kirsten Jacobsen
2004 (99.4)