Tove Ditlevsen

Genrer og tematikker

Levet liv kan siges at være at være det overordnede tema for Tove Ditlevsens forfatterskab. Hun lagde aldrig skjul på inspirationen fra sit eget liv til sine værker, og når man læser sig gennem hendes bøger, er det som at stå på sidelinjen til hendes liv. Eller rettere: at være indbudt til hendes indre sjæleliv og til de livslange overvejelser hun gjorde sig om dilemmaet mellem at være familiemor og kunstner, at være fri og bundet, at være alene eller sammen med en mand. Hendes åbenhjertelige skildringer af forliste ægteskaber og længselsfuldt begær ophæver almindelige hverdagsbetragtninger til kunstens verden og gør dermed det private almengyldigt. Deraf måske også den fortsatte genklang, hendes værker vækker i læsere i dag, da eviggyldige emner som komplicerede mor-datter relationer, kærlighed, lyst, kunst og (kedeligt) familieliv ikke sådan går af mode.

Den mere dystre side af sit liv med stoffer, alkohol og psykisk sygdom skildrer hun med samme åbne sårbarhed og giver et enestående indblik i de mønstre og erfaringer, disse livsvilkår fører med sig. Hun viser os, hvordan et liv med angst og lavt selvværd kan se ud, et kunstnerliv hun aldrig oplevede blev anerkendt og den betydning ens barndom og opvækst har for resten af ens liv. Både rodløshed og hjemløshed fulgte hende – og dermed hendes karakterer – livet igennem, og det var i vidt omfang kun tæt knyttet til sin skrivemaskine, at hun følte sig hjemme. Hun dissekerer knivskarpt både sig selv og andre og har et fintslebet prisme først at se verden igennem og dernæst at beskrive det præcist.

Udover de personlige problemstillinger brugte Tove Ditlevsen sit forfatterskab til at italesætte kønsmæssige ubalancer i såvel ægteskabet som på arbejdspladsen og i kunstnerkredse. Hun fremdrager klassebevidsthed og klasseforskelle og skriver tidsbilleder frem, så hendes samlede værk bliver en historie om den skabende klasses muligheder i midten af det 20. århundrede.

Formelt set skriver hun ukunstlet og prunkløst i et genkendeligt hverdagssprog. Hun er ikke på nogen måde skolet litterært, og hun holdt fast i at ville udtrykke sig så rent som muligt, og som Jens Andersen refererer det i ”Ditlevsen”, så skal en digter ikke noget bestemt med sine digte, højest give udtryk for sine egne følelser og tanker, og han citerer Tove Ditlevsen for at tale om sine digte som skrevne på digterens reelle stemning og oplevelse: ”Et digt må ikke blive for snedigt, ikke for teknisk, så bliver det koldt, og det må ikke ske. Et digt er jo netop et spontant udbrud. Det må det altid være, og det skal altid kunne fornemmes”. I forbindelse med De Gyldne Laurbær i 1955 sagde hun om sine digte: ”De er et mål i sig selv, en personlig erkendelsesproces og en tilfredsstillelse i sig selv” [1]Jens AndersenDitlevsen - en biografiGyldendal, 2022.. Både hendes lyrik og prosa er lettilgængeligt, om end Ditlevsen i f.eks. ”Ansigterne” og ”Vilhelms værelse” udforsker mere komplekse udsigelsesforhold.

Ganske opløftende for de ofte barske fortællinger er den humoristiske tone, bøgerne også emmer af. Hun laver sjov med sig selv og med de forventninger, der er til hende.

Beslægtede forfatterskaber

Tove Ditlevsen var en belæst forfatter, og der er mange litterære referencer i hendes værker, ligesom det fremgår, hvordan hendes første og sidste mand delte deres viden om og glæde ved litteratur med hende.

I ”Ansigterne” optræder der citater fra Gustaf Fröding, Johannes Jørgensen og Sophus Claussen, og bogreolen hos Lise Mundus er befolket af Rilke, Proust, Joyce og Virginia Woolf. I en artikel i Information påpeger Lasse Gammelgaard, at der er flere direkte referencer til den tyske digter Rainer Maria Rilke i ”Ansigterne”, både i de tre indledende prosalyriske sider om ansigter, i sætningen »Deres stemme brød ud af dem som materien af et sår«, og når hun eksplicit refererer Rilke[2]Lasse GammelgaardPsykosen hos Tove Ditlevsen. Information, 2016-07-16.

Den nærgående skildring af et fattigt arbejderklassemiljø, som bl.a. kommer til udtryk i ”Barndommens gade”, ligner Martin Andersen Nexøs. Begge forfattere kendte til armod og fattigdom og har brugt dette tema i deres litterære værker.

Tove Ditlevsen var en af de første kvindelige forfattere, der skrev om sit eget liv, et helt almindeligt kvindeliv med børn, gulvvask og triviel hverdag. På samme tid som hun vedkendte sig livet som mor, vendte hun det ryggen ved at fokusere på at skrive og netop skrive om hverdagslivet. Som sådan har hun fungeret som foregangskvinde og forbillede, og en forfatter som Vita Andersen tog arven op fra Ditlevsen med sine bøger om kvindelivets mere og mindre flatterende sider.

Også i det nye årtusind er forfattere åbenlyst inspirerede af Tove Ditlevsen. Olga Ravn gav sin debutdigtsamling ”Jeg æder mig selv som lyng” (2012) undertitlen ’pigesind’ og berører også motivisk mange af de samme temaer som Ditlevsen. I Stine Pilgaards debutroman ”Min mor siger” (2012) optræder en strofe fra ”Barndommens gade” i et komisk optrin: En læge diagnosticerer fortællerens smerte til at stamme fra ”næsens rod”, hvorefter fortælleren udbryder ”Jeg er den bankende rytme i alt, hvad du længes mod”, der er en sætning fra ”Barndommens gade”, hvori der står ”væsens rod”. Det er et godt eksempel på, hvor velkendt dele af Ditlevsens forfatterskab er. Lone Hørslev vedkender sig også at være inspireret af Tove Ditlevsen i forhold til både stofområde og selviscenesættelse.

Utallige forfattere har brugt løs af deres eget liv til at skabe litteratur. F.eks. har Suzanne Brøgger i sit forfatterskab ikke lagt skjul på ligheder og sammenhænge mellem levet liv og litteratur, og dette greb er meget udbredt i litteraturen efter årtusindeskiftet.

Relaterede forfattere