”Min mor har taget en flaske rosévin med i en pose. I den anden hånd svinger hun indsamlingsbøssen frem og tilbage. Nu skal vi rigtig hjælpe de syge, siger min mor. (…) min mor tager to termokrus op af tasken. Skål på kræftpatienterne, siger min mor. Nu må vi håbe at de snart bliver raske.”
”Min mor siger”, s. 112.
Heltindens læge fortæller om det sted i hjernen, der bærer erindringen. Det hedder hippocampus, der betyder søhest, og det leder fortællerens tanker hen på den lille søhest, der bor inde i os alle og gemmer på vores erindringer. Det giver sig udslag i 12 ”Monologer fra en søhest”, hvori fortælleren genkalder sig de forelskelser og bekendtskaber, som hun er rundet af. At tænke på sig selv som en beholder af erindring er en måde, hvorpå fortælleren kan forstå tabet, uddyber Pilgaard i et interview. (Bogtube.dk: Sprog, smerte og søheste).
Der er en voldsom fart over sproget, som udover at være mundret og hverdagsligt optager en lang række litterære referencer. Da lægen diagnosticerer hendes smerte i ansigtet til at stamme fra næsens rod, replicerer fortælleren ”Eller den bankende rytme i alt hvad jeg længes imod” (s. 53) med en henvisning til Tove Ditlevsens digt ”Barndommens gade”, hvor der står ’væsens rod’.
Særligt i besøgene hos den tålmodige læge bliver det tydeligt, at fortælleren har svært ved at tale om det, der gør ondt. Hun taler udenom i stedet for at sætte fingeren på den følelse af ensomhed, der fylder hende – efter bruddet med kæresten og i livet generelt.
Stine Pilgaard
Stine Pilgaard har siden sin debut ”Min mor siger” over ”Lejlighedssange” og bestselleren ”Meter i sekundet” til ”Ti vilde heste” (2026) forfinet den mundrette diktion og de satirisk præcise karaktertegninger, der giver hendes romankarakterer deres særlige og uimodståelige liv.
Læs hele forfatterportrættet
