”Intet virker for os moderne mennesker mere moderne end samtidigheden af det usamtidige. Samspillet mellem gammelt og nyt. Og dog plages jeg af spørgsmålet: Hvilken tid tilhører jeg? Hvilke tider bor i mig? Ofte føler jeg mig befængt, ædt op af forgangne idealer, drevet af en utilfredsstillet ærgerrighed. Den, der er kommet for sent til verden, vil aldrig finde sin tid, siger man.”
”Romerske dage”, s. 14.
Jeg-fortælleren bor på Via Del Corso i et værelse, som ligger skråt over for Case di Goethe, den tyske romantiske digters hus. At være så tæt på det hus, hvor selveste Goethe engang har boet, sætter tankerne i gang hos vores hovedperson. På sine spadsereture gennem Rom mærker han historiens vingesus, og læseren indvies i hans sværmeriske tankespind. Registreringerne af omgivelserne og livet omkring ham fortoner sig bag den stærke tilstedeværelse af de historiske begivenheder, som vækkes til live i hans bevidsthed.
Fortællingens nutidsplan forsvinder næsten i refleksioner om fortiden. Nutid og fortid smelter sammen, og eksistentielle spørgsmål omkring hans væren i verden begynder at trænge sig på. Det tilbageskuende perspektiv bidrager med en nostalgisk og patosfyldt tone, og en nærmest melankolsk stemning hviler over fortællingen. Fortællerens tydelige og eftertænksomme stemme er med til at give romanen et essayistisk præg.
”Romerske dage” er en roman, som tematiserer en søgen efter at finde sin plads i verden og forsøget på at forstå sig selv og sin samtid gennem en udforskning af det kulturelle fundament, som samfundet er bygget på. Der er tale om en identitetssøgen, som den fysiske forflyttelse er katalysator for. På den måde har romanen også lighedstrak med klassiske dannelsesromaner, der er kendetegnet ved, at helten rejser ud for at blive klogere på sig selv.
Simon Strauss
Simon Strauss’ debutroman ”Syv nætter” (2017) er blevet kaldt for et tysk nøgleværk for generationen født efter Berlinmurens fald. I sin helt egen skrivestil, som har fået betegnelsen essayfortælli...
Læs hele forfatterportrættet