Lone Hørslev

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juni 2026

Hovedforfatter

Karina Søby Gulmann
cand.mag., 2014

Lone Hørslevs litterære stemme er præget af en særlig musikalitet og en leg med sproglige udtryk, som ikke mindst foldes ud i digtsamlingerne og i romanen “Naturlige fjender”. Forfatteren har en særlig evne til at skrive alt det sårbare frem; længslerne, følelserne, fejlene, og det menneskelige begær spiller en gennemgående rolle i forfatterskabet. I ”Svømmende, rygende, grædende” (2024) er det begæret efter alkohol, der er i centrum, men under overfladen bobler længslen efter fællesskaber og nære forbindelser.

Baggrund

Lone Hørslev blev født den 29. november 1974 i Køge, men er vokset op i Mejdal uden for Holstebro, hvor en af hendes store ungdomsinteresser var at male. Som hun siger: ”Jeg troede jeg var kunstmaler, også fordi jeg var god til det.” [1]. Men på et tidspunkt mente hun, at det at male blev for besværligt, omstændeligt og desuden for dyrt, og derfor begyndte hun at skrive.

”Det må være den værste frost i mands minde, siger du og hiver huen af, du siger, og tænk så på: i Japan blomstrer kirsebærtræerne nu! Vinden pisker sneen ind mod ruden, du siger at du glæder dig til at læse slutningen. På din bog, du siger, der ER nu ikke noget som ferie!”

“Fjerne galakser er kedelige”, s. 9.

Efter gymnasiet startede Hørslev på læreruddannelsen på Nørre Nissum Seminarium, hvor hun tog det første år på uddannelsen. Året efter gik turen til Aalborg, hvor hun startede på Humanistisk Informatik. Herfra gik turen videre til RUC, hvorfra hun blev bachelor i Dansk litteratur i 2001.

Foto: Ib Helles Olesen

Født
29. november 1974 i Køge.
Uddannelse
BA i Dansk Litteratur fra RUC 2001, Forfatterskolen 2003.
Debut
Tak. Gyldendal, 2001.
Litterære priser
Carlsbergs ide-legat, Årets Fund, 2003. Michael Strunge-prisen, 2004. Jytte Borberg-Prisen, 2009. Danske Autorers Hæderspris, 2013. Beatriceprisen, 2014.
Seneste udgivelse
Sammen med Kaspar Munk: Bare et menneske. Politikens Forlag, 2026. En Carmen Høst-krimi, 1.
Inspiration
Tove Ditlevsen, Per Højholt, Helle Helle, Naja Marie Aidt.

Samme år fik hun sit gennembrud som forfatter. Hun blev således både optaget på Forfatterskolen og fik antaget en digtsamling hos forlaget Gyldendal, og digtsamlingen “Tak” udkom samme år. To år senere blev hun uddannet fra Forfatterskolen og sendte i samme ombæring sin anden digtsamling på gaden, nemlig “Ærgerligt, ærgerligt”. Siden da er det blevet til endnu fire digtsamlinger, seks romaner og en novellesamling.

Der er meget musik, klang og rytme i Hørslevs forfatterskab, og det giver derfor god mening, at hun også begår sig på den musikalske scene. I 2007 fødte hun sammen med sanger og sangskriver Mads Mouritz det musikalske projekt Mouritz/Hørslev, og hun har ligeledes haft et band med nu afdøde Solveig Sandnes under aliaset Er de Sjældne. Lone Hørslevs seneste musiklyrik-projekt, Uhørt, er skabt i samarbejde med komponist Jesper Mechlenburg.

Privat er Lone Hørslev mor til et tvillingepar og i 2009 fraskilt fra pigernes far, forfatteren Martin Glaz Serup. Bruddet tematiserer hun i digtsamlingen “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”. Også digtsamlingen “La'os” handler om at finde fodfæste efter skilsmisse.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Lone Hørslev taler om "Svømmende, rygende, grædende" i interview med Forfatterweb. Februar 2024.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Lone Hørslev begår sig legende og let i både poesi, noveller og romaner. Hendes sproglige musikalitet giver en intensitet og et medrivende flow i værkerne og har også givet sig udslag i flere musikalske projekter med blandt andet Mads Mouritz og Solveig Sandnes. Ikke mindst i hendes tidlige forfatterskab gør hun stort brug af mundtlighed ved for eksempel at bruge ’Og’ efter punktummer. Hun benytter flittigt indskudte sætninger, gentagelser, kursiveringer, VERSALER samt (sære og sjove påhit i parentes). Legen med sproget er et særkende ved både Hørslevs poesi og prosa, for eksempel i sætninger som “bogorm, ormædt, ædedolk” og “evnesvag, svagpisser og pisseurimelig” fra digtsamlingen “Lige mig”.

Hørslev lader ofte sine digte forlænge ind i hinanden ved at lade det sidste ord eller den sidste sætning i et digt blive det første i det næste. Herved peger hun dels på, hvordan inspiration opstår, og dels på hvordan alt opstår i forlængelse af noget andet – ligesom Lone Hørslevs eget forfatterskab bygger på andre forfatterskaber.

Selviscenesættelse er en anden side af Hørslevs værk. Stærkest kommer den til udtryk i digtsamlingen “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”, hvor Hørslev tager afsæt i sin egen skilsmisse. Selv når hun skriver om den historiske person Marie Grubbe, sætter hun sig selv i scene. På romanens forside er hun således afbilledet iført en korsetteret kjole, der kunne have siddet på hendes hovedperson. På den måde peger hun på sin egen identifikation med Grubbe, og måske antyder hun samtidig, at synet på det kvindelige begær ikke har ændret sig stort siden Grubbes tid. Eftersom billedet er skåret, så toppen af hovedet mangler, antyder hun samtidig romankarakterens hovedløse begær. Eller også henviser hun til, at vi ikke kan vide, hvad der er foregået i romankarakterens hoved.

Begær er et helt centralt tema i forfatterskabet. Både det erotiske begær og begæret – eller længslen – efter en anden og bedre tilværelse, og ofte er de to vævet ind i hinanden. Samtlige af Hørslevs karakterer bokser med det forkætrede begær. De kaster sig ud i kærligheden, slår sig, trækker følehornene til sig igen og kaster sig alligevel hovedkulds ud i nye eventyr som en slags erkendelse af, at det er, hvad livet handler om: at være en del af fællesskaber, og især det lille eksklusive fællesskab, som et kærlighedsforhold udgør.

Beslægtede forfatterskaber

Til Litteratursiden fortæller Lone Hørslev, at hendes inspirationskilder især har været inden for nyere dansk lyrik. Hun nævner Naja Marie Aidt, Kirsten Hammann, Pia Juul, Katrine Marie Guldager og Peter Laugesen. Af prosaister nævner hun Peer Hultberg, Jens Gielstrup og Kirsten Thorup. Andetsteds siger hun: ”Jeg er også bevidst om, at jeg står på skuldrene af mange forfattere før mig, især Per Højholt og Tove Ditlevsen. Jeg forestiller mig, at jeg har et ben på skulderen af dem hver. [ ...] Per Højholt er ‘hjernen’, men samtidig er hans arbejde med skriften meget kropsligt, båret af åndedræt og bevægelse. Tove Ditlevsen indeholder meget krop, hjerte, smerte, kvie og kval, men også meget coolness. Jeg kan godt lide, den måde hun bruger det private stof på, den måde hun arbejder med selviscenesættelse.” [2].

Lone Hørslev har uvægerligt grumheden til fælles med Naja Marie Aidt, om end den er mere underspillet hos Hørslev. Hun har interessen for det stedbundne, som eksempelvis i “Naturlige fjender”, til fælles med Helle Helles “Rødby-Puttgarden”. Den empatiske udforskning af skæve eksistenser har hun til fælles med forfattere som Bent Vinn Nielsen og Hans Otto Jørgensen og også med Jens Blendstrup, som hun desuden deler sin humoristiske tilgang med. Dog kammer Hørslev aldrig over i det groteske i samme grad som Blendstrup.

De skæve eksistenser og det smertelige har hun desuden tilfælles med Tove Ditlevsen, ligesom hun i digtsamlingen om sin egen skilsmisse deler en selvudlevering og overskridelse af de private sfærer med Ditlevsen. I ”Svømmende, rygende, grædende” er alkoholmisbrug, ensomhed og skam helt centrale temaer, og her ligger hun også i direkte forlængelse af Ditlevsens forfatterskab.

Hørslev har sin sproglige vilterhed og polyfoniske stemmeføring til fælles med Per Højholt, Kirsten Hammann og Pia Juul. Retorisk-stilistisk minder hun om Pia Juul og også om Ursula Andkjær Olsen. Sidstnævntes sproglige lege er ligeledes at finde hos Hørslev. Desuden er der tydelige referencer til Virginia Woolfs brug af stream of consciousness hos Lone Hørslev. Især i “Naturlige fjender”, men også i de øvrige værker. I de øvrige værker knytter bevidsthedsstrømmen sig dog alene til en karakter.