Ursula Andkjær Olsen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juli 2026

Hovedforfatter

Pia Andersen
journalist, 2006

Ursula Andkjær Olsen skabte store dønninger med sin debut ”Lulus sange og taler” (2000), som fastsatte det sprudlende polyfone trademark, vi lettere misvisende stadigvæk forbinder digteren med. Med ”Ægteskabet mellem vejen og udvejen” (2005) slog digteren igennem til et bredere publikum, mens hun i sit senere værk bl.a. har samarbejdet med billedkunstnere om bøgernes visuelle udtryk og tilføjet hårdere, mere kantede og mørkere registre til sit samlede udtryk. Kulminationen er ”Det 3. årtusindes hjerte” (2012), der med udgangspunkt i kvindekroppen handler om moderskab og ufrivillig abort.

Baggrund

Ursula Andkjær Olsen blev født ind i et hjem med klaver på Amager i 1970. Her boede og voksede hun op sammen med moderen og faderen og sin lillesøster Julie (illustrator i og på ”Have og helvede”, 2010).

”En skål for kontinuiteten i det vaklende. Eller. Sagt på en anden måde. Man kan gå over grænsen. Eller man kan gå i ring. Eller bare. Mennesket er det, der vokser ind i himlen, hvorfra det så falder ned. Lidt senere. Desværre.”

“Ægteskabet mellem vejen og udvejen”, s. 37.

Mens mange digtere fortæller deres livshistorie som én lang kærlighedsaffære med ordene, er Ursula Andkjær Olsens vej til sproget ikke en motorvej. Det var klaver og klassisk musik, der optog hende langt op i voksenårene. Hun hadede at skrive stil i skolen, for sproget var kun et dagligdags værktøj: “Som lille var jeg mistroisk over for sprogets evne til at kunne fungere til ret meget andet end at sige ’ræk mig lige mælken’. Jeg var ikke god til at bruge det til at sige, hvordan jeg havde det. Eller til at lytte når andre skulle sige, hvordan de havde det. Det blev mig altid lidt pinagtigt. Det var musikken, som betød noget for mig.” [3].

Foto: Sara Galbiati

Født
Den 28. november 1970 i København.
Uddannelse
Elev på Forfatterskolen, 1997-1999. Cand.mag. i musikvidenskab og filosofi, 2002.
Debut
Lulus sange og taler. Gyldendal, 2000.
Litteraturpriser
Dan Turèll prisen, 2006. Montanas Litteraturpris, 2013. Kritikerprisen, 2015. Statens Kunstfonds hædersydelse, 2017. Søren Gyldendals Skønlitteraturpris, 2020. Prins Henrik Prisen 2024.
Seneste udgivelse
Transformationsmanualen. Gyldendal, 2025. Poesi, spil.
Inspiration
Sproget.
Periode
Minimalisme i 1990'erne
Genre
Hybrid

Ursula Andkjær Olsen drømte mest om at blive pianist, mens hun legede hørespil og radioavis med søsteren. Hun gik til klaver hos Therese Koppel, startede på medicinstudiet men endte med musikvidenskab og filosofi. Ved siden af studierne fungerede hun i seks år som anmelder af klassisk musik på Berlingske Tidende.

I en alder af 25 år oplevede Ursula Andkjær Olsen så pludselig, at hun havde skrevet noget, der lignede lyrik. Fra et studieophold i Berlin sendte hun al sin tekst til Forfatterskolen og blev optaget i 1997. I 2000 kom debuten i form af den litteraturhistorisk skelsættende “Lulus sange og taler”.

De efterfølgende 20 år har digteren udgivet en række bøger, heriblandt den kunstneriske og kommercielle succes “Ægteskabet mellem vejen og udvejen” fra 2005. Bogens eksponering tog fart, da Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden helligede en leder til bogen på udgivelsesdagen [2]. Længere fremme i forfatterskabet er bogen fra 2010, ”Det 3. årtusindes hjerte”, en milepæl. Bogen åbner for modermotivet, der har været centralt for Ursula Andkjær Olsen siden. Udover lyrikken har Andkjær Olsen udgivet sit bearbejdede universitetsspeciale om den danske avantgardekomponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen. I 2009 blev hun mor til sønnen Max, og i 2019 blev hun indsat som rektor på Forfatterskolen i København.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Ursula Andkjær Olsen om poesi. Louisiana channel, 2022.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Først og fremmest er Andkjær Olsens forfatterskab kendetegnet ved den dialog med den verden hun selv, hendes bøger og hendes læsere er omgivet af. Andkjær Olsens tekst indoptager samfundet og dets sprog (i flertal) og kaster det tilbage i en bearbejdet og ofte overraskende original form. Denne spejling viser nye veje, nye muligheder at sige det på.

Således er forfatterskabet deltagende; det er tanket op med citater, begreber og floskler fra politikernes, mediernes, traditionens og tidsåndens kalejdoskop, og netop det kalejdoskopiske islæt bliver ikke forfladiget eller negligeret, men får lov at stå tilbage i egen ret. Læseren får i Andkjær Olsens forfatterskab en korrelerende samfundsstemme, en stemme der er sprogets og kunstens opråb i en verden af spindoktorer, journalister, politikere og kommentatorer. ”Jeg må tage det kursus/ i affrasering”, hedder det et sted, og det er præcist, hvad læseren gør, når hun læser Andkjær Olsen.

I den senere del af forfatterskabet er modermotivet med en lang hale af implikationer og refleksioner blevet et vigtigt omdrejningspunkt, mens tonen er blevet mere kantet/hård og mindre højrøstet/satirisk. En overvejende del af titlerne i den seneste halvdel af forfatterskabet har indarbejdet grafiske værker (som oftest bearbejdede fotografier) af billedkunstner Sophie Kalkau. Dette grafiske element, der i reglen er brugt som afsnitsmarkører, giver bøgerne en markant dyster, mørk visuel fremtoning.

Beslægtede forfatterskaber

Først og fremmest er Andkjær Olsens løse, uformelle og regelomgængelige poesiopfattelse beslægtet med Peter Laugesens forfatterskab. Laugesens forståelse af poesien som en politisk modstemme til magtens (kapitalismens, politikernes, militærets osv.) går igen hos Andkjær Olsen - og det endda i den politiske orienterings vekselvirkning med de fintslebne og smukke sprogdiademer, æstetikken for dens egen skyld. Det er ligeledes oplagt at pege på Klaus Høecks voluminøse og ambitiøse bøger, hvis flerstemmighed og synkrone tekstapparat, som læseren opfordres til at dryplæse og spankulere rundt i, går igen i en mindre systematiseret grad hos Andkjær Olsen.

Endelig kunne man foreslå Andkjær Olsens adressering af seksualitet udenfor reklamens eller pornoens sexistiske sprogbrug som et kønspolitisk statement, der trækker tråde tilbage til Suzanne Brøgger og frem til Mette Moestrup. Andkjær Olsen gør dog ikke på samme måde som de to nævnte et særligt nummer ud af det. Repræsentation af (kvindelig) seksualitet er blot én blandt flere politiske potentialer i værket.

Kigger vi på moderskabet som motiv, så er Ursula Andkjær Olsen i litteraturhistorisk forbindelse med Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn” (1976) og Cecilie Linds ”Mit barn” (2019). Ursula Andkjær Olsens modermotiv adskiller sig fra de to andres i sin vidtførte abstraktion og sin adressering af en moderkosmologi.