
Klaus Høeck
- Redaktionenfebruar 2026
- Søren Langager HøghPh.d., 2012
Intro
Klaus Høeck er en mastodont i dansk lyrik. Bogstaveligt talt. Forfatterskabet tæller over 30 udgivelser, der alle i en eller anden forstand er voluminøse digtkataloger. De bedste af værkerne møder læseren med en generøs stof og formmæssig fylde, der blomstrer frem på trods af (eller, som man belæres om undervejs, netop i kraft af) de sindrige styringssystemer, værkerne er tilrettelagt efter.
Sidder man med Høecks bog ”Legacy” (2015) i hænderne, vil tvivlen uundgåeligt ringe på: Er det telefonbogtykke objekt en bog eller snarere en håndvægt? Man lammes og skræmmes i udgangspunktet over massivet Høeck, der tilsyneladende troner på en bjergtinde af filosofia og flid. Gør man forsøget på at læse, venter der imidlertid gedigen humor, ordinær jordbundethed, total fremmedhedserfaring og sød læseridentifikation. I juni 2022 modtog han Prins Henrik Prisen på 300.000 kr. – det er første gang, prisen uddeles.
Baggrund
En stor del af Klaus Høecks forfatterskab er ganske eksplicit helliget forfatterens biografi. Det er som en indledende pointe værd at hæfte sig ved, at nedenstående fakta ikke kun er hentet ind fra sekundærlitteratur om forfatterskabet, men i lige så høj grad er hentet ud af forfatterskabets tekstblok.
”dette digt er dansk
det fniser når ord
som ’lidenskab’ eller ’ånd’
kommer på tale
’av for satan’ si
ger det fordi det lige
har været til tandlægen
det er skrevet af
undertegnede
digter og bliver aldrig
oversat til in
doeuropæisk”
Klaus Høeck (f. 1938) voksede op under besættelsen hos sine bedsteforældre, hvor moderen også boede, mens faderen angiveligt opholdt sig i Tyskland. Som nittenårig blev Høeck student, hvorefter han blandt forskelligt forefaldende arbejde var skibsdreng på sin stedfars skib. Høeck studerede medicin, jura og filosofi omkring 1970, og i et interview fortæller Høeck, at han skrev på en Raymond Carver-efterligning – altså en kriminalroman – i årene op til debuten i 1966. Men som Høeck fastslår: ”Kuglestøderen skal heller ikke springe højdespring” (Carsten Andersen: ”Jeg snyder, når det passer mig”. Politiken, 2008-11-04).

Født
27. november 1938, København.
Uddannelse
Student 1957, studier i medicin og filosofi ved Københavns Universitet.
Debut
Yggdrasil. Nuancer, 1966.
Litteraturpriser
Gyldendals Boglegat (1980). Beatrice-Prisen (1987). Søren Gyldendal Prisen (1989). Emil Aarestrup Medaillen (1989). Johannes Ewald Legatet (1999). Kritikerprisen (2008). Prins Henrik Prisen, 2022.
Seneste udgivelse
And the dead. Gyldendal, 2026. Digte.
Inspiration
Bob Dylan, Fidel Castro, den østrigske matematiker Kurt Gödel, Gud, Fyn.
Periode
Dansk modernismeogPostmodernisme og 1980'ernes lyrik
Genre
Lyrik
Erhvervet som kompromisløs dansksproget lyriker er brødløst, hvorfor Høeck bl.a. forsørgede sig ved Kunstfondens treårige legat, Gyldendals boglegat, postudbringning og bistandshjælp, indtil han i 1985 som 47-årig fik tildelt Kunstfondens livsvarige ydelse.
Honoreringen faldt sammen med udgivelsen af forfatterskabets første kæmpebog, hovedværket ”Hjem” (1984). Bogen er dedikeret til Margit Jean, Høecks kæreste som begik selvmord i 1982, mens flere afsnit i bogen er dedikeret til Gudrun Foged, som Høeck var gift med 1966-1971. I 1986 flyttede Høeck sammen med sin nuværende kone Anne Marie Mai (i dag litteraturprofessor ved Syddansk Universitet) fra Ryesgade centralt på Nørrebro i København til Ulstrup Vænge i Røsnæs nord for Kalundborg. Litteraten og poeten flyttede i 1989 videre over Storebælt til Veflinge nordvest for Odense. Dette tidligere landarbejderhus med tilhørende markareal og rosenhave omtaler Høeck pastoralt som ”Heartland” i det sene forfatterskab.
På trods af forfatterens samliv med tre forskellige kvinder, på trods af forfatterskabets udtrykte maskuline libido, på trods af, at ”ordet/ ’fisse’ skal tænkes som omkvæd/ til alle digtene” (”Heartland”, 2006), på trods af, at den aldersstegne digter bibeholder ”et low voltage sexlife” (”Palimpsest”, 2008), på trods af, at det ikke er ”anderledes/ herovre i new york/ en[d] hjemme i veflinge// mit begær er det samme/ lige fra morgenstunden” (”Honeymoon”, 1997) – på trods af alt dét er Klaus Høeck barnløs. I ”Hjem” (1984) lyder det: ”men hvad har vi for/ brudt på jorden/ eller i himlen/ siden goldheden hersker/ mellem os mellem/ vore celler som/ syv magre år/ uden æbler og roser/ uden børn”.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Vælg "Tillad alle"
Udvalgte bøger
- Ulrike Marie Meinhof
I bogen om og for chefterroristen i den rabiate venstrefløjsgruppering Rote Armee Fraktion, ”Ulrike Marie Meinhof” (1977), gøres der intet nummer ud af, at hovedpersonen er en kvinde. I stedet for ...
Læs mere om bogen - Canzone
Klaus Høeck har skrevet adskillige sonetter (rimede digte på 14 linjer) f.eks. i ”Pentagram” fra 1976 og adskillige sonetkranse, som nu ”Canzone” (1981), hvori en dobbelt én af slagsen (først forlæ...
Læs mere om bogen - Hjem
Med sine 1.734 digte er ”Hjem” fra 1984 Høecks første og største kæmpebog. Ambitionen er slet og ret at beskrive alt, og alt betyder i denne sammenhæng Danmark set igennem en eskatologisk såvel som...
Læs mere om bogen - In nomine
I sit skrigorange omslag indvarsler ”In nomine” (2001) Høecks sene forfatterskab, hvor titlerne ”Hsieh”, ”Heartland” og ”Palimpsest” hver især viderefører og videreudvikler forgængerens ”gennemsnit...
Læs mere om bogen - Legacy
Der hviler en stemning af afslutningsfest over Klaus Høecks seneste (og måske sidste) digtbog ”Legacy” (2015). Tag blot titlen (engelsk for ’arv’), som udpeger bogens tilbageskuende blik på digtere...
Læs mere om bogen - MY HEART
Klaus Høeck fyldte 80 år i november 2018, men han skriver som en teenager. Hans tekst er både rutineret og aldeles uimponeret, og det udmønter sig i kølig elegance blandet med brandvarm udskejelse....
Læs mere om bogen
”Heartland” består af 100 bogsider, som på den ene side udfolder tid og på den anden fremstiller et specifikt sted. Bogstaveligt talt: Front-/højresiderne beskriver i et tilsyneladende jovialt toneleje og i en sirligt ensartet grafisk opsætning et døgns fortløbende og banale begivenheder (morgenmad, løbetur, toiletbesøg, aftensmad, søvn). Bag-/venstresiderne viser sig omvendt i konsekvent forskelligartet grafisk opsætning og vedholder at beskrive et magnolietræ, som det tager sig ud under årstidernes billedfremmanende skiften.
”Palimpsest” er tre bøger. I sin første afdeling beskriver, fortolker, omvender, personliggør bogen samtlige (med enkelte undtagelser) opslag i den alfabetisk ordnede kunstantologi ”20th century art book”. I anden afdeling tematiseres en række jazzstandarder, alle angiveligt indspillet af den amerikanske bebopsaxofonist Dexter Gordon, og endelig gives i tredje del en række oder til alt muligt mellem himmel og jord med forlæg i den chilenske poet Pablo Nerudas såkaldte ”elementære oder”.
Udvidelsen i emne, tid og geografi er ekspansiv. Læseren føres fra oldtidens Kina til nutidens Fyn, fra tolkning af kubistisk kunst til taktil sansning af magnolietræets farver, fra bebop til bomuldstrusser. Man sidder tilbage med en vag og uhåndterlig fornemmelse af nær sammenhæng på trods af uoverkommelig afstand eller, som det hedder i ”Heartland”, af ”forstandens vrøvleri”.
Genrer og tematikker
Høecks forfatterskab er én lang påpegning af, at skriften altid kommer et sted fra, og forfatterskabet lader sig dermed ikke forstå med en afrundet, fuldendt og afgrænset værkkategori som ideal. Høecks værk lader sig omvendt fint forstå, hvis man accepterer dets udflydende, muterende, repeterende og tilnærmelsesvis uafgrænsede karakter. I et interview siger Høeck: ”Man behøver jo heller ikke kigge på alle træerne i en skov for at få fornemmelsen af, at man er i en skov. Og på samme måde vil jeg gerne have, man læser mine værker. Som gik man en tur i skoven.” [3]Rasmus Bo Sørensen”Jeg er kommet til det sted, hvor jeg hele tiden har været”Information, 2008-07-20..
De enkelte digte i Høecks forfatterskab (i skrivende stund 2019 er der omkring 15.000) skal principielt set aflæses som ét sammenhængende udtryk. Dette fundamentale karaktertræk har sin lige i den vide vifte af emner, forfatterskabet indlemmer. Høecks digte afsætter ikke afmålte enheder af æstetisk koncentration, men afspejler og eftergør der imod virkelighedens mylder: ”poesien er til/ for virkelighedens/ skyld og dén nødven// dighed der knytter/ ord og liv sammen i dig/ tets tornekrone” (”In nomine”, s.138).
Derfor vil man finde digte om Heinz Ketchup, Grateful Dead, Rumraketter men også om Livets smerte, Døden som eksistensvilkår, Poesiens iboende filosofi. ”Hjem” er med sin totalgennemlysning af Danmarks geografi, zoologi, samfundsstruktur etc. et klart eksempel på Høecks totalfokus, mens kritiker Lars Bukdahl giver et slående billede på forholdet i en konstrasterende sammenligning mellem Høeck og Klaus Rifbjerg i dansklærerøjemed: ”en hel featureuge til In nomine vs. 45 minutter til ”Nultime”” (Talen ved overrækkelsen af Kritikerprisen den 5. marts 2009).
Et genkommende træk ved forfatterskabet er endvidere opfattelsen og brugen af bogsiden som en slags tavle inddelt i tekstfelter. Disse felter korresponderer indbyrdes, ligesom siderne korresponderer indbyrdes, ligesom bøgerne korresponderer indbyrdes. Læsningen af disse bogsidetavler er en glimtvis udfoldning af et system, der ellers ligger sammenfoldet og skjult på og mellem bøgernes sider.
I det sene værk begynder systemerne at fremstå delvist obstrueret, f.eks. ved at tilfældige digte er fjernet eller ved tilfældig sammenblanding af retninger og spor. I stedet for en pædagogisk nummerering eller overskrifttildeling, som man ser i ”Hjem”, er markeringer af retninger, afsnit, forløb og forlæg fjernet. Dette understreger et generelt karaktertræk ved Høecks bøger, nemlig at den lineære læseretning fra start til slut langt fra er den eneste oplagte mulighed.
Beslægtede forfatterskaber
Måske er Klaus Høeck, skriver Frederik Stjernfelt i sin monografi, ”et seriøst bud på en verdensrekordholder?”. Stjernfelt henviser til digterens produktivitet, men udpeger samtidig Høecks særstatus; der er ingen som ham. Selvfølgelig finder man åndsfæller i dansk litteratur, men Inger Christensen er systemdigter uden samme kunstneriske radikalitet som Høeck, og Peter Laugesen er realpolitisk, overproduktiv og hverdagsbeskrivende digter uden samme illusionsløse systemfascination som Høeck.
I yngre digtergenerationer synes ekvilibristiske systematikere som legende Rasmus Nikolajsen og utilnærmelige Morten Søkilde at være oplagte værkførerlærlinge ved Høecks poesibænk, mens Ursula Andkjær Olsens fyldige digtkompositioner ejer samme massive helhedstankegang, som gør sig gældende i Høecks bedste bøger. Hos Andkjær Olsen finder man også et tværgående tekstbånd, der løber selvstændigt under resten af bogens tekst nederst på samtlige sider.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Digte af Klaus Høeck
Klaus Høeck
1966
Klaus Høeck
1971-73. [Yggdrasil indgår som en del af Rejse]
Klaus Høeck
Gyldendal, 1984.
Klaus Høeck
Brøndum, 1987. Digtroman.
Klaus Høeck
1998
Fagbog
Klaus Høeck
Syddansk Universitetsforlag, 2023. (81.69).
Elektroniske udgivelser
på Det Kongelige Bibliotek
Høeck, Klaus. 1999, [findes arkiveret på Det Kongelige Biblioteks server]. Digte.
Om forfatterskabet
billeder af de fleste af forfatterskabets bøger samt links med henblik på lån via bibliotek.dk.
fra Københavns Kommunes Biblioteker. Noteringen af samtlige digttitler i en 10 skærmbilleder lang ordmonolit giver et godt indtryk af værkets volumen.
Gads Forlag, 2003
Morten Stræde og Frederik Stjernfelt
10. nov. 2018 til 13. jan. 2019.
Spring, 2021. Redigeret af Peter Stein Larsen, Michael Kallesøe Schmidt og Frederik Stjernfelt.
Søgning i bibliotek.dk
Kilder citeret i portrættet
”Jeg er kommet til det sted, hvor jeg hele tiden har været”
Rasmus Bo Sørensen
Information, 2008-07-20.
”Interview med Klaus Høeck: Jeg snyder, når det passer mig”
Carsten Andersen
Politiken, 2008-11-04.


