Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

*Seneste udgivelse

Rasmus Nikolajsen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2025

Hovedforfatter

Signe Juul Kraft
journalist, 2012

Gennem sine over tyve år som udgivet digter har Rasmus Nikolajsen holdt fast i sin forkærlighed for systemdigtningen. Her er det de sproglige og metriske regler, der hersker, mens indholdet flyder friere og ofte remixer ældre tekster, sange, talemåder mv. i en lyrisk collage. Med sine seneste digtsamlinger har Rasmus Nikolajsen bevæget sig over mod natur og forældreskab, senest i den autofiktive familieversfortælling ”Måske sjælen” fra 2022.

Baggrund

Rasmus Nikolajsen blev født 26. juni 1977 i København. Hans forældre blev skilt, da han var helt lille, og han voksede op i Grenaa med sin storebror og mor, som er sundhedsplejerske. Folkeskoleårene tilbragte han på Norddjurs Friskole, hvorefter han blev matematisk student fra Grenaa Gymnasium. Efter gymnasiet startede han med at læse litteraturvidenskab på universitetet, først i Odense og senere i København. Han blev cand.mag. i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet i 2006 med specialet ”Last Night a DJ Shaved My Wife” om remix og sampling i nyere dansk lyrik.

”en svane strækker hals og slår/ lidt med vingerne som om den/ lige, som når man stryger en/ hvid skjorte, skal gøre sig klar/ til nuet og det grønne er/ begyndt at trække sig ind i/ stammerne og efterlader/ således plads i bladene.”

”Hvad skal vi med al den skønhed?”, s. 1.

Rasmus Nikolajsen arbejder også selv med remix i sine digte, som ofte tager udgangspunkt i allerede eksisterende sange, digte, hverdagsklicheer mv. og giver teksten en ny mening. ”Remix’ene er bl.a. sådan en slags genoplivende terror, man kan jo roligt dræbe det, der allerede er dødt. Skægt nok kan jeg meget markant både lide og ikke lide originalerne til de remix, jeg har lavet,” siger Rasmus Nikolajsen. [1].

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Født
26. juni 1977 i København.
Uddannelse
Cand.mag. i litteraturvidenskab.
Debut
Digte om lidt. Borgen, 2000.
Litteraturpriser
Hanne Marie-prisen, 2015. Kritikerprisen, 2016.
Seneste udgivelse
Sort strømmende drøm. Gutkind, 2025. Digte.
Inspiration
Den engelske digter og præst John Donne (1572-1631).

Hans skrivestil er præget af en legesyg tilgang til ord og grammatiske regler. ”Jeg synes godt, at det kan give mening at ophæve mening, eller f.eks. skrive decideret dårligt eller at skrive ”hellig marcipanbrøde”. Man skal bare ikke gøre det til regel. Men det skal heller ikke være en regel, at litteratur ikke må være sjov eller absurd eller punk,” siger Rasmus Nikolajsen. [1].

Rasmus Nikolajsen debuterede i 2000 med digtsamlingen ”Digte om lidt”. Siden er forfatterskabet blevet udvidet med digtsamlinger, den lyriske rejseroman ”I Athen” fra 2009, ”Den ulykkelige boghandler” fra 2012 og sportsromanen ”Udbryderne” fra 2015. Digtsamlingen ”Socialdemokratisk digt” fra 2010 er anden bog i en serie på otte digtsamlinger, der alle består eller kommer til at bestå af 64 digte eller digtenheder på hver 64 stavelser.

Udover sine udgivne bøger har Rasmus Nikolajsen fået publiceret tekster i bl.a. tidsskrifterne Apparatur, Øverste Kirurgiske, Den Blå Port og Hvedekorn og modtog i 2016 den nystiftede hæderspris fra Statens Kunstfond, Hanne Marie-prisen. I 2017 modtog han Kritikerprisen 2016 for ”Tilbage til unaturen”.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Rasmus Nikolajsen i samtale med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Hvidberg om "Måske sjælen", september 2022.

Udvalgte bøger

De første digtsamlinger

Rasmus Nikolajsens debut, digtsamlingen ”Digte om lidt”, fra 2000 og den efterfølgende ”SølvKANIN” fra 2001, er begge delt op i fem dele med hver fire digte.

”hele vejen til Paris / er dit kys min sky / ingenting usikkert / når du blander dig uden om mig / er regnen mit bur”

”Frihed og sex på rejsen”, s. 43.

Digtene tager ofte udgangspunkt i en detalje – en farve, en hundehvalp, et træk ved den elskede – og udfolder sig i en associerende og dynamisk stil derfra. Alt er i bevægelse og under mulig forvandling. Ofte er detaljen noget, som det lyriske jeg sanser, hvilket forstærker det associative og somme tider nærmest ubevidste præg.

Det er karakteristisk for Rasmus Nikolajsens skrivestil at indsætte ord og talemåder i nye sammenhænge. Stilen er præget af en eksperimenterende tilgang til grammatiske regler, f.eks. leger nogle af digtene med de personlige stedord ’du’, ’jeg’ og ’vi’, som i følgende eksempel fra ”Digte om lidt”: ”Jeg tænker dig om: vi betyder lidt af hvert”. I eksemplet bliver ’dig’ indsat i stedet for ’mig’. Sætningen har den effekt, at det får læseren til at stoppe op ved sætningen, fordi talemåden normalt lyder ’jeg tænker mig om’. Den utraditionelle måde at bruge ord og grammatik skærper læserens opmærksomhed og opfordrer til refleksion over ordenes opbygning og betydning. På den måde udvides rammen for, hvad der kan forventes i læsningen af digtene, og hvad der giver mening.

Det er kendetegnende for Rasmus Nikolajsens digte, at de ofte er skrevet i matematiske systemer. ”Frihed og sex på rejsen” fra 2003 er delt op i fire dele med titler fra bogens titel, dvs. ”frihed”, ”og”, ”sex” og ”på rejsen”. Første afsnit består af digte på hver seks linjer, ”og”-afsnittet er blandet, mens ”sex” består af digte på hver fire linjer. ”På rejsen”-delen består af digte på hver fem linjer, som endvidere er bundet sammen af, at forrige digts slutsætning er næste digts startsætning.

Bogen tematiserer især kærlighed og frihed i forskellige afskygninger. Frihed i forhold til parforhold, frihed i forhold til samfund, konventioner og omverden samt frihed i forhold til sig selv, f.eks. kampen mod at blive fri for sin egen angst samt angsten for at miste den elskedes kærlighed.

64-siders-digtene

”Alting ender med et bryllup” fra 2008 er første bog i en serie på 64 sider, hvor hver side indeholder en strofe på otte linjer á otte stavelser – ligesom titlen også er på otte stavelser. Mange af digtene i ”Alting ender med et bryllup” er på forskellig vis udsprunget af eksisterende litteratur og tager ofte afsæt i en detalje i f.eks. et digt eller sang, som bruges i en ny kontekst. Nogle steder er det en hel digtstrofe eller et sangvers, der remix’es, f.eks. er digtet ”Om lidt er vi sammen” (s. 5) en slags omskrivning af en strofe i romantikkens digter Emil Aarestrups digt ”Angst”, mens ”Et kranie i mudder…” (s. 7) er et remix af ’My favorite things’ fra musicalen The Sound of Music. Ved at placere tingene i en ny kontekst brydes der med det konventionelle og forventelige.

”Der skal kunst / på væggene som små rejser / til andre verdener der ikke / findes. Somom vi var L og / Æ der boede sammen i / GLÆDEN og så en formiddag / opdagede at vi havde / byttet plads.”

”Socialdemokratisk digt”, s. 56-57.

Anden del i 64-serien, ”Socialdemokratisk digt” fra 2010, består ligeledes af 64 strofer á otte linjer á otte stavelser. Her fremstår de 64 sider dog som ét langt digt, hvor sidste ord i en strofe leder til første ord i den næste. Bogens titel har, ligesom de enkelte linjer i bogen, otte stavelser og refererer til, at der i digtet indgår tekstdele fra klassiske socialistiske slagsange som ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ”Internationale”.

Første del begynder med ’at’, mens de næste tre afdelinger begynder med ’jeg’. Der er dog tale om skiftende jeg’er. Der er f.eks. kæresten, der ikke ved, om hun tør få børn med en digter uden indtægt, en gammel dame i en Netto-kø og Ulla Bonde, som er ansat i A-kassen. Sidste del af digtsamlingen begynder med ’de’.

”Socialdemokratisk digt” tematiserer især kærlighed og parforhold, tanken og poesien. Ligesom de forrige digtsamlinger indeholder bogen mange metaforer og sammenligninger. Ofte leder den ene metafor over i den anden, i et associerende flow, som i følgende eksempel: ”En tanke / flad som en måtte. At se sin / udkårne efter en bytur / ligge flad på gulvet som en / uopvreden karklud. Tanker / brugt som brækjern.” (s. 10-11).

I eksemplet fremstilles tanken først som værende flad, dernæst som noget, der kan bruges til noget; som brækjern. Det vil sige som middel til at bryde noget op (med vold). Kæresten sammenlignes med en karklud, det vil sige også som noget, der har en nytteværdi, i dette tilfælde at kunne gøre noget rent. Dog er nytten ikke stor, fordi karkluden/kæresten ikke er vredet op.

Digtsamlingen kommer også ind på mere politiske emner, f.eks. digterens rolle i samfundet, og den dobbelthed, der ligger i at stå i ’nationens tjeneste’, samtidig med, at samfundet ikke vil betale digterne for at digte.

Genrer og tematikker

Rasmus Nikolajsens forfatterskab er en blanding af eksperimenter og systemisk alvor. Hans digte er kendetegnet ved et fokus på formen, som er domineret af matematiske systemer. Ofte har digtene et bestemt antal linjer, stavelser mv. F.eks. består flere af digtsamlingerne af 64 sider á otte linjer á otte stavelser, og titlerne har også otte stavelser.

Både digtene og prosateksterne er præget af en fri tilgang til grammatiske regler og betydninger samt en stor brug af metaforer og sammenligninger. Ordspil og rim har også en central plads. Ofte eksperimenteres der med ordenes betydning, f.eks. ved at bytte om på ord eller ved at gøre brug af eksisterende sange, digte mv.

Et karakteristisk træk i Rasmus Nikolajsens forfatterskab er, at elementer fra andre tekster, hverdagsklicheer og talemåder sættes sammen, og at der derved skabes en ny mening. Den romantiske ide om det originale værk er erstattet af en tidstypisk collageagtig metode, hvor elementer fra forskellige genrer, perioder og retninger sættes sammen i en ny sammenhæng og skaber sit eget udtryk. Den utraditionelle sprogbrug opfordrer til refleksion over ordenes opbygning og betydning og udvider opfattelsen af, hvad der giver mening.

Rasmus Nikolajsen laver sin egen stramme systematik. F.eks. i form af antal linjer, strofer, stavelser etc. Talsystemet giver en rytme, og den stramme systematik gør det muligt at komme tæt på store emner, fordi temaerne kan sættes i en ramme og på den måde gøres konkrete og almenmenneskelige.

De store temaer kommer ofte til udtryk i forhold til den elskede, og kærlighed og parforhold er et gennemgående tema i både prosateksterne og i digtene, som også tematiserer sprog og poesi, i form såvel som indhold.

”Tilbage til unaturen” betegner på mange måder et brud i Rasmus Nikolajsens ellers så samplingprægede lyrik. Remixet af sproget, hvor kendte vendinger o. lign. vendes på hovedet, er stort set fraværende. Og alligevel er digtsamlingen en diskret fortsættelse af Rasmus Nikolajsens forkærlighed for sampling, da den låner sin titel fra den roman, som fortællerjeget i ”Den ulykkelige boghandler”s titelhistorie skriver på.

Også forældreskab er blevet et tema i Rasmus Nikolajsens to seneste digtsamlinger: ”Barnevognshaiku” (2020) er skrevet, mens han gik tur med sin datter i et forsøg på at få hende til at sove, og far-temaet i ”Måske sjælen” italesætter det åndelige aspekt ved at sætte liv i verden.

Beslægtede forfatterskaber

Rasmus Nikolajsens forkærlighed for systemer gør det oplagt at drage paralleller til sentressernes systemdigtere som Inger Christensen, f.eks. hendes digtsamling ”Det” fra 1969. På samme måde kan han sammenlignes med systemdigteren Klaus Høeck, som ligesom Inger Christensen debuterede i 1960’erne, med digtsamlingen ”Yggdrasil” (1966). Klaus Høeck eksperimenterer i sine digte, ligesom Rasmus Nikolajsen, med elementer som f.eks. sonetter og rim.

Rasmus Nikolajsen adskiller sig dog både i indhold og udtryk fra de nævnte ældre digtere, især med sin remix- og collageagtige tilgang til lyrikken.

Af yngre, nyere digtere kan Rasmus Nikolajsen sammenlignes med Rasmus Halling Nielsen, som ligesom Nikolajsen er inspireret af 1960’ernes lyrik og har en legende og eksperimenterende tilgang til sprog og grammatik.

Med ”Udbryderne” tegner Rasmus Nikolajsen sig sammen med Lauge Larsen sig ind i en tradition af sportsromaner, som digter og cykelkommentator Jørgen Leth også er en del af. ”Tilbage til unaturen” er ligeledes en del af en tradition og bryder samtidig med traditionen. Især i højromantikken i midten af 1800-tallet var naturdigte med deres blomstrende billedsprog en populær genre, som bl.a. Adam Oehlenschläger (1748-1827) og Emil Aarestrup (1800-1856) var en del af. Rasmus Nikolajsens version af genren er nyskabende, da hans naturdigte er både sprogligt refleksive og skrevet i hverdagsvendinger blandet med metaforik. Digtene sker så at sige, mens de skrives, og selve skrivesituationen smelter sammen med solnedgangen og digterens bøvl med at beskrive de changerende farver præcist.