Emil Aarestrup

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2018

Hovedforfatter

Katrine Lehmann Sivertsen
cand.mag., 2010

Emil Aarestrups navn er for de fleste forbundet med hans erotiske poesi. Det sanselige og seksuelle er da også centralt placeret i forfatterskabet, som dog har en grundtone af melankoli, da ensomhed og død er uløseligt forbundet med det erotiske i hans lyrik. Aarestrup er i sin digtning både en naturalist, der peger på den konkrete, empiriske virkelighed som den eneste tilgængelige verden, og en æstetiker, som fremhæver kunstens særlige mulighed for evighed. Tingene splittes, og detaljerne og øjeblikket træder frem, ligesom der foregår en udveksling mellem erotik og æstetik. På grund af sin fragmenterede og skønhedsdyrkende form anses forfatteren for en vigtig forløber for det moderne.

Baggrund

Carl Ludvig Emil Aarestrup blev født den 4. december 1800 i København, som søn af toldkontrollør Jørgen Fog Aarestrup og Sophie Charlotte Aagaard. Hans forældre blev separeret, da Emil var 5 år, og kun et par år herefter døde begge forældre med få måneders mellemrum. Den forældreløse Emil Aarestrup blev herefter sat i pleje hos den 57-årige ugifte kvinde Marie Møller i Pilestræde, men han havde samtidig en god kontakt til morfaderen og lillebroderen i Store Kongensgade, hvor morfaderen drev en te- og kolonialbutik.

”Hold fastere omkring mig Med dine runde Arme Hold fast, imens dit Hjerte Endnu har Blod og Varme Om lidt, saa er vi skilt ad Som Bærrene paa Hækken Om lidt, er vi forsvundne Som Boblerne i Bækken.”

“Angst” i “Digte” s. 47.

Emil Aarestrup blev student i 1819 og begyndte herefter at studere medicin ved Københavns Universitet. Han begyndte tidligt at skrive digte, og i løbet af sin studietid tog Aarestrup sig også tid til at følge forelæsninger om æstetiske emner hos blandt andre forfatteren Adam Oehlenschläger, som var professor i æstetik. I det meste af sin studietid var Aarestrup logerende hos adjunkt Christian Spengler. Det blev senere fastslået, at Aarestrup var far til den datter, Cornelia, som den ti år ældre logiværtinde Louise Spengler fik i 1822, et halvt år efter sin ægtemands død.

I 1824 blev Emil Aarestrup forlovet med sin kun 15-årige kusine Caroline Aagaard, og i 1827 blev de to gift med kongebrev. 1827 var også året, hvor Aarestrup blev færdiguddannet læge med en afsluttede eksamen med udmærkelse. Hans borgerlige erhverv - lægegerningen - afspejler sig også i hans digte. Man møder i hans digte blandt andet en detaljeret gengivelse af sanseindtryk herunder en fascination af kroppens enkelte dissekerede dele. Man ser for eksempel sjældent en hyldest til den kvindelig krops skønhed i sin helhed i hans lyrik.

Wikimedia Commons

Født
4. december 1800 i København.
Død
21. juli 1856 i Odense.
Uddannelse
Uddannet læge fra Københavns Universitet i 1827.
Debut
Digte, 1838. Digte.
Seneste udgivelse
Aarestrups samlede digte. Lindhardt og Ringhof, 2018.
Inspiration
Aarestrups ven og kollega ud i forfattergerningenChristian Winther(1796-1876).
Periode
Romantikken
Genre
Lyrik

Aarestrup fik embede i Nysted i efteråret 1827. De følgende år var han en travl praktiserende læge og familiefar til de mange børn, som myldrede frem. Emil Aarestrup og hans hustru fik i løbet af deres ægteskab hele 12 børn sammen. På trods af travlheden var det dog også i disse år, at Aarestrup skrev noget af sin bedste og mest blivende lyrik. Han udarbejdede desuden sine egne frie oversættelser af digte af forfattere som Johann Wolfgang von Goethe, Heinrich Heine og Lord Byron. Det var forfatteren og Aarestrups private ven, Christian Winther, som overtalte ham til at samle et udvalg af sine digte og aflevere dem til forlagsredaktøren C. A. Reitzel.

I slutningen af år 1838 udkom lyriksamlingen “Digte”, som dog langt fra blev en succes i Aarestrups levetid. Digtsamlingen var måske for sanselig og erotisk til samtidens moral. En af tidens førende litteraturkritikere var forfatteren Johan Ludvig Heiberg, der som redaktør af bl.a. litteraturtidskriftet “Kjøbenhavns flyvende Post” havde stor indflydelse på datidens litterære diskussion og kritik, og han bidrog langt fra i en promovering af bogen. Heiberg skulle eftersigende blandt andet have givet digtsamlingen følgende ord med på vejen: “En vis Liderlighed er den eneste Gestalt i disse Poesier”. Digtsamlingen solgte kun 40 eksemplarer. Herefter opgav Aarestrup at udgive mere, men efter hans død blev flere af hans efterladte digte udgivet, og han blev anerkendt som en af de vigtigste digtere inden for den strømning i romantikken, der betegnes romantismen.

I 1838 flyttede Emil Aarestrup med sin familie til Sakskøbing, hvor han havde fået en større lægepraksis. Familien blev boende her indtil 1849, hvor Aarestrup endelig, som han havde ønsket det, blev udnævnt til stiftsfysikus, det vil sige embedslæge, i Odense. Emil Aarestrup døde i sommeren 1856 og ligger begravet på Assistens Kirkegaard i Odense.

Aarestrup har fået sit eget mindemuseum i sit gamle hus i Nysted.

Fra 1950-2003 uddelte Dansk Forfatterforening Emil Aarestrup Medaillen til en dansk lyriker, som anerkendelse for en enkelt digtsamling eller for den pågældendes digtning som helhed.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Der findes i Emil Aarestrups lyrik et spænd fra det uskyldige og enkle til det mere komplekse og sammensatte. Det meste af forfatterskabets digte er dog især præget af netop disse modsætninger og dobbeltheder. Tematisk kobles det erotiske og sanselige blandt andet sammen med livets forgængelighed og den adskillelse, der følger med døden. Det spaltede i menneskets personlighed er en anden typisk figur i forfatterskabet, ligesom kunsten fremstilles som dét, der for altid eksisterer, mens det levende forgår.

Aarestrups digtning placeres ofte inden for en særlig strømning i den danske romantik, som går under betegnelsen romantismen. I en dansk sammenhæng er romantismen en vigtig litterær strømning fra cirka 1830 og frem, og den tæller blandt andet forfattere som H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Interessen gælder ikke så meget metafysiske emner men snarere psykologisk splittelse samt erotiske og sociale konflikter. Andre yndede motiver inden for denne særlige gren af romantikken er dobbeltgænger- eller skyggemotivet, ironi, dæmoni, spaltning af individet, menneskets skjulte sider og den æstetiske skønhedsdyrkelse som det sted, hvor det transcendente søges. Især det erotiske, skønhedsdyrkelsen og det smerteligt splittede ses hos Aarestrup: “Mit Vee og Vel, jeg kan ei andet sige/ som Nat og Dag, er knyttet yndigt sammen/ Som Liv og Død, saa uadskillelige”, som det hedder i slutningen af digtet “Jeg er ulykkelig, når Dagen hælder” i “Digte” side 74.

Romantismen står med sin tvivlende eller ligefrem ikke-religiøse tilgang i modsætning til den ubetingede tro, der kendetegner en anden strømning inden for romantikken, biedermeier, som er kendetegnet ved en højromantisk idealisme i en kristen-moralsk variant. Som det hedder i efterskriftet til Emil Aarestrup: “Udvalgte digte”: “Romantismen er desillusioneret romantik og disharmonisk biedermeier. Idealismen hverken gentages eller modereres, den negeres og fører til tab af mening. Romantismen er eksileret, eksotisk, passioneret og ironisk, hvor biedermeier er hjemlig, kultiveret og tilstræbt naiv”. (Emil Aarestrup: “Udvalgte digte” side 262).

Erkendelse og refleksion over, at døden indtræder som en igenkaldelig ende på livet, ses også i høj grad hos Aarestrup. Forfatterens digtning indeholder flere af de nævnte træk fra romantismen. Men derudover har han et særpræg, der unddrager sig afgrænsning i tid og periode. Hans digtning har en nerve og et nærvær, der ofte føles nutidig, og på flere måder peger hans digtning da også frem mod mere moderne litteratur. Måske især den dobbelthed, hvormed hans digtning formår at spænde fra det uskyldigt erotiske til det foruroligende seksuelle, giver forfatterskabet en moderne tone. Mange har ligeledes påpeget, at betagelsen af enkeltheden og de fragmenterede detaljer i Aarestrups digtning indeholder en tidlig modernistisk tilbøjelighed til at anskue verden i brudstykker og se det æstetiske og skønne i disse fragmenter. Aarestrups mange digte om netop det at digte er også i sig selv et moderne træk.

Beslægtede forfatterskaber

Emil Aarestrup oversatte i sin fritid udenlandsk lyrik til dansk, og han lod sig inspirere af flere af de udenlandske digtere. Af de mere kendte inspirationskilder kan nævnes de engelske lyrikere Lord Byron og Thomas Moore samt tyske Heinrich Heine. Meget af inspirationen til den særlige strømning inden for romantikken, som Aarestrup kan siges at tilhører, kom også fra udlandet.

Emil Aarestrup fremstår som en nøglefigur i dansk digtning. I sin poesi griber han tilbage til en digter som Schack Staffeldt og frem til Sophus Claussen, for hvem han blev et ungdomsideal. Sophus Claussen betegnes ofte som Aarestrups arvtager, og de to forfatterskaber har da også flere fællestræk, blandt andet er de fælles om en høj vurdering af kunsten ligesom erotikken og sanseligheden er vigtige elementer i begge forfatterskaber.

Sanseligheden i Aarestrups digtning var som nævnt en kende for meget for samtiden, hvor Heiberg var den, der satte den litterære dagsorden. Aarestrups digtning har derimod sidenhen vundet stor anerkendelse og anses ofte for at foregribe det moderne. Dette skyldes som sagt ikke mindst dets evne til at percipere og fremstille en fragmenteret verden, hvis brudstykker danner udgangspunktet for poesien. Dyrkningen af det erotiske og sanselige uden nogen form for idealisme, koblingen mellem det erotiske og en angstfremkaldende forgængelighed samt den formmæssige æstetisering – som ved den udtalte brug af allitteration og assonans i flere af digtene, et eksempel kunne være silken der skriger i digtet “Angst”, og som tilfører digtet et element af noget melodisk og æstetisk – er andre grunde til, at Aarestrup er blevet opfattet som forud for sin tid. Endnu andre årsager er hans særlige sprogbehandling, selvtematisering af kunsten og hans sans for det konkrete, jordnære og humoristiske. Han har været inspirationskilde for så forskellige danske digtere som ikke blot Sophus Claussen, men også Jens August Schade, Pia Tafdrup og Michael Strunge.