Pia Tafdrup

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juni 2026

Hovedforfatter

Anders Olling
journalist og cand.mag., 2011

Pia Tafdrups forfatterskab kredser om emner som overskridelse, brud og forandring med udgangspunkt i et af de eneste stykker natur, vores civilisation endnu ikke helt formår at kontrollere: Vores egen krop.

Værkernes eksistentielle ærinde er en afsøgen af forholdet mellem liv og død, had og kærlighed, sprog og tavshed.

Pia Tafdrup var en markant skikkelse inden for 1980’ernes lyriske genkomst, og i 1999 modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris.

Baggrund

Pia Tafdrup blev født i 1952 og voksede op på gårdene Endrupgaard og Rosendal i Nordsjælland. Det, der kunne ligne idyl, blev brudt af forældrenes skrøbelige ægteskab, økonomisk usikkerhed og en traumatisk familiebaggrund: Forældrene pakkede familiens tilværelse ind i vat, fordi de som jøder begge havde måttet flygte fra den nazistiske terror under Anden Verdenskrig. Både Pia Tafdrups mor og far havde måttet forlade deres hjem for at flygte til Sverige, da jødeforfølgelserne satte ind.

”Kloden er et kalkhvidt kranie / fyldt af krig - / og under hovedskallen brænder / et livs bibliotek”

”Tarkovskijs heste”, s. 37.

Bruddet med den (over)beskyttede barndom og mødet med verden blev af den grund ekstra overrumplende for Pia Tafdrup, og igennem hendes forfatterskab markerer denne overgang skabelsen af digteren. Da Pia Tafdrup slipper sin moders hånd, bruger hun sin nyvundne fri- og ensomhed til at skildre og transcendere den verden, hun møder.

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Født
29. maj 1952 i København.
Uddannelse
Cand.mag. i nordisk (dansk) fra Københavns Universitet, 1977.
Debut
Når der går hul på en engel. Borgen, 1981.
Litteraturpriser
Nordisk Råds Litteraturpris, 1999. Søren Gyldendal Prisen, 2005. Det svenske akademis nordiske pris, 2006. Prins Henrik Prisen, 2026.
Seneste udgivelse
Hjertet i zenit. Gyldendal, 2024. Digte.
Inspiration
Digterne Rainer Maria Rilke, Paul Celan, Gunnar Ekelöf og Inger Christensen.
Perioder
Postmodernisme og 1980'ernes lyrik

Da Pia Tafdrup debuterede i 1981, var hun en del af en markant ny generation af digtere, der havde givet lyrikken en renæssance i Danmark. Som en central digter inden for firsernes poesi udgav hun seks digtsamlinger, generationsantologierne ”Konstellationer” (1982) og ”Transformationer” (1985) og optrådte med bl.a. vennen og digterkollegaen Michael Strunge. Hun var også med, da generationen i en berømt udsendelse blev splittet i mundhuggeri for åben skærm på Danmarks Radio i 1984 (Kongstad/Vesterberg: ”Dengang i 80'erne”, s. 52-70).

Forfattergerningen er et eksistentielt anliggende, som skal søge at rejse sig over de grundlæggende vilkår, som mennesket til hver en tid er begravet i. Som Tafdrup selv skriver: ”Forfatteren må ikke opgive at prøve at forstå. Det tilhører nødvendighedens sfære at skaffe sig indsigt. Forfatteren skal følge sit hjerte og fortsat gøre det umulige … Det er det, en forfatter går ind til.” (Manifest i dagbladet Information, 2010-01-21).

Siden 1983 har Pia Tafdrup ernæret sig som digter med udgivelser, oplæsninger mm., og hun har siden 1989 været medlem af Det Danske Akademi. Privat har hun siden 1978 været gift med professor Bo Hakon Jørgensen, som hun har to voksne børn med. Parret har de seneste år levet sammen som gode venner, mens Tafdrup har haft en kæreste ved siden af. Denne tvedelte kærlighedskonstruktion og de glæder og problematikker, den medfører, skildrer hun i flere digte i sit konceptuelle storværk om de fem sanser, der udkom som fem særskilte digtsamlinger med to års mellemrum i perioden 2014-2022.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Interview med litteraturformidler Sarah Hvidberg, april 2022.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Pia Tafdrup beskæftiger sig tematisk med især tre ting: Den første er det kropslige og organiske, den næste er et metafysisk spor og den sidste er italesættelsen af den digteriske skabelse, som går igen i hele forfatterskabet.

Tafdrup har et særligt fokus på kroppen, som litteraturkritikeren Erik Skyum-Nielsen har givet prædikatet ”krops-modernisme”. Her er kroppen naturens sidste bastion i kampen mellem naturen og kulturen. Kroppen kan trods samfundets uendelige forsøg på at tæmme mennesket aldrig blive helt forvandlet til rationel maskine, da seksualiteten altid finder en vej. Pia Tafdrup dykker helt bogstaveligt ned i kødet på kroppen for at skildre denne konflikt. Som forfatterskabet skrider frem, bliver konflikten mellem de to modpoler dog nærmere til en symbiose.

Det andet spor er det religiøst-metafysiske, hvor der findes en kobling mellem det jordiske og overjordiske. Her er de nærmest religiøse erkendelser på spil uden dog at bekende sig til bestemte etablerede tolkninger af det guddommelige. For Pia Tafdrup handler det religiøse lige så meget om tvivl som tro.

Endelig findes der i forfatterskabet det metapoetiske spor, altså det, hvor Pia Tafdrup tematiserer sit eget arbejde: Skabelsen af et digt. I debuten ”Når der går hul på en engel” fødes digteren med overgangen fra barn til voksen, konkret symboliseret ved den første menstruation. Her er det nærmest en slags menstruationsblæk, der flyder ud på papiret. Senere bliver det sproget og digtningen, der kan håndtere alle de modsætninger og konflikter, som tilværelsen byder på. Og i digtet ”Gerhardt Richter: Fem døre” fra ”Synet af lys” beskriver hun i en lyrisk brevform den tyske kunstners maleri ”Fem døre” som et billede på, at der ikke er noget på den anden side. Billedet, som hun betragter på et museum i Köln, spejler også hendes eget arbejde med poesien: ”Fem døre kan være et billede, der synliggør intethed,/ men jeg ser i det de fem bøger, jeg skriver på,/ hver med fokus på én sans som fem indgange/ til verden” (s. 81).

Således kan man sige, at forfatterskabet samlet set handler om sammentænkningen af de tre temaer beskrevet ovenfor: Det kropslige, det religiøse og det sanselige medieres og tænkes sammen af digterens sprog i en altomfavnende kunstnerisk symbiose.

Beslægtede forfatterskaber

Pia Tafdrups forfatterskab skriver sig ind i den modernistiske tradition i dansk poesi, hvor der tages brydegreb på de store spørgsmål om køn, identitet, religiøsitet og fremmedgørelse.

Hun kom frem sammen med en række danske digtere, som alle debuterede omkring 1980, men hvor folk som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen tematiserede storbyens fremmedgørelse ved at dykke ned i den, rettede Pia Tafdrup i stedet øjnene mod kroppen. Desuden var det feministiske et varmt emne, da Tafdrup kom på banen som etableret digter, men hun adskiller sig fra en decideret feministisk digter som Vita Andersen ved at have en mere subtil og afdæmpet tilgang til emnet.

Kropstematiseringen, hvor pigens første menstruation som ikke bare en markering af bruddet med barndommen, men også fødslen af den kunstneriske skaberevne, har Pia Tafdrup tilfælles med en forfatter som Karen Blixen, der f.eks. i en af sine noveller ”Kardinalens tredje historie” fra ”Sidste fortællinger” (1957), markerer menstruationsblodet som en form for blæk, der giver kvinden en mulighed for at påbegynde et kunstnerisk virke.

Men kroppen står ikke alene. Pia Tafdrup finder i det kødelige også en forbindelse til en ”over-kropslig”, metafysisk verden, hvor det religiøse i ikke-institutionaliseret form kommer på banen. Her tager Tafdrup fat på en tradition, som går tilbage til 1800-tallets romantiske tradition, hvor kunstneren gennem sit virke opnår en form for forbindelse til højere magter, hvilket man f.eks. ser hos den engelske digter William Wordsworth. Men man kan alligevel ikke sætte Pia Tafdrup i bås med romantikerne, da hendes metafysiske forbindelser altid er ambivalente og uden ren afklaring og frelse. Den manglende bænk, Pia Tafdrup beskriver i begyndelsen af sin debut, ”Når der går hul på en engel”, er hun altså ikke landet på endnu. Verden virker stadig vilkårlig og vakkelvorn.