Søren Ulrik Thomsen

Genrer og tematikker

I Søren Ulrik Thomsens 30 år lange forfatterskab er der nogle klare formelle og indholdsmæssige forskelle og ligheder samlingerne imellem. Både i de tidlige og de sene samlinger findes digte om eksistentielle temaer som døden, erindringen, troen, kroppen og forfaldet samt konkreter som byen, blomster, katte, regn, hav og farven blå. Forholdet mellem digterjeget og de gældende elementer ændrer sig gennem forfatterskabet, men sammen med de genkendelige stilistiske træk – stilfald, rytmisk flow, mellemtilstande, slyngninger, omvendinger af vendinger mv. – gør de Søren Ulrik Thomsens digte genkendelige i stil, form og indhold. I ”Rystet spejl” trækkes der eksplicit tråde tilbage i forfatterskabet, og der er i det hele taget meget dialog bøgerne imellem. Gennem forfatterskabet har Thomsen afsøgt forskellige former til sin digtning, og det har vist sig undervejs, at når en form for digtning er fuldendt, må en ny form overtage.

I Jørgen Leths portrætfilm ”Jeg er levende” fra 1999 fortæller Søren Ulrik Thomsen, hvordan hans forfatterskab har formet sig som en generobring af patos. Brugen af patos er et opgør med den foregående generations systemdigtning, marxisme og kulturradikal modernisme, der alle definerer sig negativt over for patos. Thomsen nævner hymnen og elegien som poesiens to grundstammer, der til fælles har en skønhedssøgen og netop patos.

Gennem forfatterskabet undersøges det religiøse erkendelsesrum, og Thomsen siger selv om sit åndelige standpunkt: ”Jeg har hele tiden sagt, at jeg er kristen, og jeg er digter, men jeg er ikke en kristen digter. Jeg forsøger ikke at få min poesi til at passe med hverken mine politiske synspunkter, mine etiske synspunkter eller min religiøsitet. Det forbehold ligger meget dybt i mig på grund af min baggrund i halvfjerdserne, hvor vi, der senere skulle blive til firsergenerationen, jo gjorde oprør mod, at kunsten skulle være stikirenddreng for en politisk ridefoged. (…) De (digtene) må gøre præcis, hvad de vil, så længe det er gode digte.” [6]Rasmus Bo SørensenNoget af Søren Ulrik ThomsenInformation, 2011-02-17.. Forholdet til religion og døden som fænomen forandrer sig gennem samlingerne, men ligger hele tiden som en klangbund for eksistensen.

Thomsens digte udspringer af en sansende og tænkende digter: ”Der er en anti-intellektuel tradition i Danmark, ifølge hvilken man ikke både kan skabe kunst og tænke. Det har heller ikke været uproblematisk for mig, at jeg altid har forsvaret det æstetiskes autonomi og samtidig interesseret mig for psykoanalysen og kristendommen, felter, der er hårdt tabuerede no go zones i æstetikkens verden.” [2]Karen SybergBordet fanger og livet går videreInformation, 2001-03-09. I ”Jeg er levende” fortæller Thomsen også, hvordan digtet er et af de få steder i livet, hvor man både kan tænke og sanse på samme tid. Digtet skal stå i spændingsfeltet mellem teori og sang, så der både er noget til læserens øje og øre.

Der er sket en bevægelse fra de tidlige digtes hårdes diktion til de senere digtes varme og eftergivende tone, og der har indfundet sig en mildhed i løbet af forfatterskabet. Fra at være et jeg reduceret til krop, har jeget udviklet sig til at være eksempel på ”fremstillingen af tilværelsens principielle grundvilkår” (Niels Lyngsø: Alting kan stadig ske. Politiken, 2002-10-01). Den aftegnede personlighed er blevet tydeligere, som den har måttet låne biografiske træk fra digteren selv.

Har man hørt Søren Ulrik Thomsen læse op, vil man kende vigtigheden af rytme, klang og diktion i hans lyrik: mens han holder bogen med venstre hånd, gestikulerer han med højre som en dirigent. Linjerne ”Skrive til kontor – mælken er sur” fra digtet ”levende” lyder i oplæsningen mere som et salgbart slogan end digtlinjer.

Overordnet om Søren Ulrik Thomsens syv digtsamlinger kan man sige, at de er en undersøgelse af og besyngelse af skønheden og grusomheden. På et seminar på Københavns Universitet i 2002 udtalte Thomsen, at ”Skønheden i kunsten er det eneste sted man kommer på højde med grusomheden”.

Beslægtede forfatterskaber

Søren Ulrik Thomsens forfatterskab tager sin begyndelse midt i det, der retrospektivt er blevet karakteriseret som 80’er-generationen i dansk litteratur. Sammen med bl.a. Michael Strunge, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen indvarslede Thomsen med ”City Slang” en afsked med 70’ernes politiske litteratur. I essayet ”Farvel til det blå rum” skriver Thomsen om denne bevægelse, at 80’er-digterne opstår i det tomrum, venstrefløjkulturen har efterladt som en byrde og en mulighed. Dette ufortolkede rum gør de til Poesiens Blå Rum, der husede eksistentialerne og de menneskelige grundvilkår, og hvor kun den æstetiske form kunne bringe dem til erkendelse. ”Ved kroppen står vi så over for den berygtede sidstereferent, som i hvert fald jeg ikke kan tænke udenom, fordi kroppen i sin dødelighed udpeger mennesket som stedt i en bestemt tid og et bestemt rum og som hjemfaldent til en fælles verden.” Kroppen bliver et vilkår for ensomhed og fællesskab. (”En dans på gloser”, s. 124-25). Musikeren David Bowie er en eksplicit inspirationskilde, som det også ses hos Michael Strunge og Bo Green Jensen.

Siden Thomsens forbindelse til 80’er-digterne har han ikke kunnet placeres i nogen generation eller bevægelse i dansk litteratur. Han har slægtskaber med forskellige lyrikere, men kan ikke siges at tilhøre en strømning.

”Det skabtes vaklen” har genrebetegnelsen Arabesker, hvilket er en henvisning og en hilsen til J.P. Jacobsen, der i sine kendte arabeskdigte ”Arabesk. Til en Haandtegning af Michel Angelo” (1874) og ”En arabesk” (Pan-arabesk, 1868) fra ”En Cactus springer ud”, 1871 benytter den slyngede arabeskform. J.P. Jacobsens digte er i lighed med Thomsens ekstremt gennemarbejdede og ciselerede. Thomsen benytter så småt arabeskstrukturen i ”Nye digte” og ”Hjemfalden”, og formen når sit højdepunkt med arabeskerne i ”Det skabtes vaklen”.

I forhold til Henrik Nordbrandt er der et træk, der både forener og skiller deres poetiske sprog, nemlig paradoksets figur, som litteraten Anders Østergaard skriver i bogen ”Vandmærker – nærlæsninger af ny dansk litteratur”. Samme sted bemærker litteraten Erik Skyum-Nielsen, at melankolien som grundstemning og troen på skønheden som et suverænt ideal er træk, der går igen i begges forfatterskaber. En forskel er, at hvor Nordbrandt fastholder grænsen mellem subjekt og verden, opsøger Thomsen dette overgangsrum. I specielt ”Hjemfalden” er der også en hilsen til Nordbrandt med deres fælles anliggende med ankomster og opbrud.

Thomsen og Per Højholt har eksplicit indoptaget hinanden i deres forfatterskaber. Hvor Højholt har skrevet digtet ”& Thomsen” har Thomsen særligt i sine poetikker skrevet sig op i mod Højholt. Fælles for de to er, at de begge skriver både poesi og poetikker samt, som adjunkt på Københavns Universitet Svend Skriver formulerer det ”den formelle koncentration, livtaget med metafysikken og det tilspidsede poetologiske udtryk” [1]Svend SkriverSørens poesi kan man ikke værge sig imodSpring nr. 16, 2001.

”Det værste og det bedste” er skrevet frit efter et digt af Charles Bukowski, som på den måde ligger til grund for en hel udgivelse.

Alt dette sagt er Søren Ulrik Thomsen en ener i dansk litteratur. Allermest er han sin egen, og lyder mere og mere som sig selv, som forfatterskabet skrider frem.

Relaterede forfattere