Bo Green Jensen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2019

Hovedforfatter

Peter Stein Larsen
adjunkt, 2008

Bo Green Jensen har skrevet lyrik, ungdomsbøger og filmbøger. I forhold til andre markante digtere der debuterede i begyndelsen af 1980'erne, adskiller Bo Green Jensen sig fra de øvrige på i hvert fald to punkter, nemlig ved størrelsen af og bredden i forfatterskabet. Hovedværket hos Green Jensen er det 1360 sider lange lyriske værk Rosens veje (1981 86), der omfatter de syv bind Requiem & Messe, Det absolutte spil (1981), Den blivende engel (1982), Mondo Sinistro (1983), Undergangstestamentet (1984), Stedernes mening (1985) og Porten til Jorden (1986).

Foto: Ari Zelenko

Født
18. december 1955, Kastrup.
Uddannelse
Cand.phil. i engelsk ved Københavns Universitet, 1980.
Debut
Requiem & messe (digte). Borgen, 1981.
Bedst kendte værk
Rosens veje. 1981-86.
Litteraturpriser (i udvalg)
Statens Kunstfonds engangsydelse, 1983. Kritikerprisen, 1986. Johannes Ewalds Legat, 1991. Herman Bangs Mindelegat, 1994. Statens Kunstfonds arbejdslegat, 1994-1998. Årets Frederiksberg Kunstner, 1998. Otto Gelsted-prisen, 1998. Forfatterne Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat, 2005. Adam Oehlenschlaeger, Emil Aarestrup, Herman Bang og Johannes Ewald Fonden, 2007. Statens Kunstfonds arbejdslegat, 2008, 2009.
Seneste udgivelse
En kugle af liv : personlige papirer 2012-2018. Frydenlund, 2019. Illustreret af Gitte Skov.
Perioder
Postmodernisme og 1980'ernes lyrik

Introduktion

I forhold til andre markante digtere, der debuterede i begyndelsen af 1980'erne, såsom Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge, adskiller Bo Green Jensen (f.1955) sig fra de øvrige på i hvert fald to punkter, nemlig ved henholdsvis størrelsen af og bredden i forfatterskabet.

Over 2000 sider lyrik, et stort antal oversættelser, samt en snes bøger inden for prosa- og essaygenren er, hvad det er blevet til siden den 26-årige engelskstuderende Kastrup-dreng slog igennem som forfatter i 1981 med ikke mindre end 3 udgivelser.

Rosens veje

Hovedværket i Green Jensens forfatterskab er det 1360 sider lange lyriske værk Rosens veje (1981-86), der omfatter de syv bind Requiem & Messe (1981), Det absolutte spil (1981), Den blivende engel (1982), Mondo Sinistro (1983), Undergangstestamentet (1984), Stedernes mening (1985) og Porten til Jorden (1986).

Senere i 1980’erne fortsatte digteren i det samme voldsomme arbejdstempo og udgav endnu en digtcyklus omfattende bindene Et sted i uvisheden (1987), Filtret ind i blåt (1988), Noget i mit liv (1989) og Den samme flod to gange (1990), samtidig med at der kom en række prosabøger, af hvilke de vigtigste er den populære ungdomsroman Dansen gennem sommeren (1981), En afgrund af frihed (1989) og Pigen med de grønne øjne (1989) - romaner, der alle er blevet filmatiserede.

Fra forfatterskabet skal endvidere nævnes novellesamlingerne, Støjen af virkelighed (1987) og Udsatte steder (1995), der viser prosaisten Green Jensen, når han er allerbedst, samt de to poetologiske skrifter, Så vi ikke visner ihjel (1985) og Den stadige blomstring og den tabte epifani fra essaysamlingen Afstandens indsigt (1984).

De sidstnævnte værker giver et glimrende grundlag for den, der vil have en dybere forståelse af de æstetiske og eksistentielle overvejelser, som Green Jensen har lagt til grund for sin digtning.

Bemærker man, at den skønlitterære produktion har været aftagende i det sidste årti, er en årsag tydeligvis, at Bo Green Jensen i denne periode mest har markeret sig som den myreflittige kulturjournalist og anmelder på Weekendavisen. Han har her selv udtalt, at "han nu er journalist, der bijobber som forfatter".

Men sådan var det ikke i 1981, da Green Jensen vakte stor opmærksomhed med Requiem & messe , der bl.a. af Poul Borum blev udråbt til den sikreste og mest suveræne lyriske debut siden Henrik Nordbrandts i 1965.

Høj- og lavmytologi

En del af den begejstring, som debutbogen vakte hos den litterære kritik, skyldtes nok, at Requiem & messe er et særtilfælde inden for nyere dansk digtning, hvad angår antallet af henvisninger til andre litterære og ikke-litterære værker.

I debutsamlingen - og i Green Jensens forfatterskab generelt - optræder der et utal af referencer til forskelligt kulturgods fra Bibelen og den nordiske mytologi over Baudelaire og T.S. Eliot til Walt Disney og tv-serien Dallas.

Det unikke ved Green Jensens digteriske sprog er hans anvendelse af, hvad man kan kalde, en mytologisk poetisk metode. Der trækkes på betydningsdannelsen fra alverdens mytologiske systemer fra de højeste religiøse (Fimbulvinter) til de mere prosaiske i konsumsamfundet (Anders And) i et forsøg på at perspektivere en personlig livsfølelse.

Derudover opnår Green Jensen med sin mytologiske metaforik en effekt, der også kendes fra mange andre modernistiske forfatterskaber - fra Tom Kristensen over Rifbjerg og Ørnsbo til Lars Bukdahl - nemlig det ironiske tricksteragtige spil, der opstår når høj- (Gud) og lavmytologi (Pinocchio) konfronteres.

Generationsdigte og rolledigte

Bo Green Jensens digtning opererer med i hvert fald fire grundtyper af digte. Den første er generationsdigtet. Et af de mest berømte af disse er Sønner af den tavse tid fra debutsamlingen.

I dette digt får man en beskrivelse af et kollektivt vi, i forhold til hvilken der inddrages en mængde mytologiske referencer, således at der dannes et mangefacetteret billede af tidsånden som helhed i de tidlige 1980’ere med dets atmosfære af arbejdsløshed, krise og dekadent nihilisme: Vi kom ud til slagtehallerne / Midt i en ulvetid . . .[...] Det var jobalder nu. Vi havde kun / Røg og øl og ubeslutsomhed. Vi tog / Ind og fik vores krydser. Drak ellers / Og ventede, vidste ikke på hvad.

En anden type af digte hos Green Jensen er de socialt kritiske rolledigte, hvor der, som i debutsamlingens Rapsodi: Byens skygger, er tale om en fuldstændig identifikation med et offers synsvinkel: Hun har ingenting tilbage. / Hun føler endda et vist varmt stik, / Når de bøvser sig vej ind i hendes / Sønderbollede kusse og / Stønner .

Længselsdigte og ironiske islæt

Dernæst er der de religiøst farvede længselsdigte, hvor der, som i indledningsdigtet fra Requiem & messe, optræder en heroisk lidende, profetiske digterskikkelse og en universalromantisk higen mod alle modsætningers forsoning: Hvor mørkets konturer skærer horisontens ring / Og bakkerne kysser himlen farvel / Står liv og tid sammen og stille / tåre på himlen / stjerne i hans blik.

Endelig har man i forfatterskabet tekster, der med en ironisk attitude håner digterens eget projekt. I en tekst fra Porten til Jorden kommenterer Green Jensen sin egen lyrik på følgende måde: Bemærk skredet og de udflydende billeder i disse bedrevidende salmer. Så mæt og fattig er han blevet.

Når de fire vidt forskellige former for tekster i Green Jensens digtning er blevet beskrevet, er det også for at pege på digterens varemærke: den enorme spændvidde. I Rosens veje og de andre digtsamlinger er stort set enhver lyrisk og ikke-lyrisk genre repræsenteret - fra centrallyrik, lejlighedsdigte og sange til dramatiske monologer, prosaskitser og henkastede noter. Hans digtsamlinger er amorfe tekstmasser, der kan være vanskelige at overskue eller kategorisere, men som rummer et særdeles stort oplevelsespotentiale.

Romaner - kortprosa - sagprosa

Prosa- og sagprosaforfatterskabet er mere homogent og traditionelt. En række af romanerne kan, hvad det handlingsmæssige angår, have et lidt skematisk præg, hvor Dansen gennem sommeren, Så vidt vi ved er himlen blå (1985) og En afgrund af frihed (1989) alle rummer en for Green Jensen ret typisk blanding af ulykkelig forelskelse, ungdomskriminalitet og pludseligt dødsfald.

Mest original er Green Jensens kortprosa, hvor en række af de bedste prosaskitser fra Udsatte steder såsom Blå Kansas, Manden der blev bidt af Gud og Den elektriske biograf kan minde om det ypperste inden for denne genre på dansk, nemlig Johannes V. Jensens myter.

Desuden er barndomsfortællingerne fra Støjen af virkelighed fulde af komplekse psykologiske karakteristikker, der er gribende og i deres bedste momenter har fællestræk med H.C. Branners noveller.

Hvad angår essayistikken - repræsenteret ved eksempelvis Dag for dag (1998) - der i Green Jensens seneste forfatterskab er blevet en dominerende genre, træffer man en klassisk form, hvor en erindring eller en hverdagsoplevelse danner udgangspunkt for en række refleksioner. Emnerne er mangfoldige, spændende fra beskrivelser af foredragsturneer, utroskab i ægteskabet, tobaksafhængighed og børneopdragelse til sadomasochisme, ferierejser, alkoholisme og barndom.

Bo Green Jensens prosa- og sagprosabøger indeholder absolut megen anbefalelsesværdig læsning, men skal man finde de tekster, med hvilke han har indskrevet sig i dansk litteraturhistorie som en af de uomgængelige digtere fra de sidste årtier, bør man søge blandt hightlightene i Requiem & Messe og nogle af de andre lyriske værker fra 1980’erne.