Foto: Robin Skjoldborg

*Seneste udgivelse

Henrik Nordbrandt

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
marts 2025

Hovedforfatter

Signe Juul Kraft
journalist, 2011

Siden sin debut i 1966 har Henrik Nordbrandt haft både læsernes og pressens bevågenhed. Det er digtene, Nordbrandt er mest kendt – og anerkendt – for, men han har også udfoldet sig i andre genrer, fra journalistik til børnebøger, krimier og personlige beretninger. Temaerne i det omfattende forfatterskab er på en gang klassiske og modernistiske, personlige og almenmenneskelige.

Baggrund

Henrik Nordbrandt blev født 21. marts 1945 på Frederiksberg. Hans far var kommandørkaptajn, hans mor cand.jur. Barndommen var præget af følelsesmæssigt såvel som fysisk fraværende forældre: “Jeg blev nok forsømt af mine forældre. De læste bøger med meget populære amerikanske teorier om, hvordan man skulle opdrage børn (…) Små børn skulle man endelig ikke røre ved. De skulle have lov til at være sig selv, og hvis man skulle iagttage dem, kunne det passende ske gennem nøglehullet. Det var sådan nogle teorier, de brugte over for mig.” [2].

”På alle mure faldt aftensolen / På en eneste hvis mur / På tunge, rustne hængsler / der engang havde været grønne / stod døren åben ind til mørket. /
Hej råbte jeg, så det genlød / i hele dalen / og en krage fløj skrigende op. / Det var ingen andre end dig / der ikke svarede / i hele verden.”

“Aftensol”, “Ormene ved himlens port”, s. 52.

Den unge Nordbrandt hadede skolen og gad ikke lære at læse og regne. Det resulterede i, at han gik et år i dumpeklasse, fordi han ikke kunne noget, da han kom i 5. klasse: “Jeg synes, der var så modbydeligt i skolen, at jeg overhovedet ikke kunne tage mig af, hvad lærerne sagde. Jeg har højest gået i skole halvdelen af tiden. Jeg pjækkede og gik i skoven og var syg hver vinter (…) Jeg blev sendt til skole-psykolog, der sagde, at jeg var intelligent, og nu måtte jeg se at tage min sammen. Okay, det er jo kedeligt, at man ikke bare kan blive ved med at være sinke, sagde jeg.” [2].

Opvæksten var ikke nem for den følsomme Nordbrandt, og som 16-årig udviklede han en spiseforstyrrelse efter en traumatisk oplevelse:

“Jeg var i biografen i Halsskov og se en dokumentarfilm om koncentrationslejrene. For første gang så jeg rædslerne udpenslet, og jeg forlod biografen med følelsen: I en verden, hvor menneskene opfører sig på den her måde, der kan man ikke være menneske. Man kan ikke leve med det. Og derefter begyndte jeg at spise mindre og mindre, og til sidst kunne jeg slet ikke spise. Jeg havde et ubevidst ønske om at udslette mig selv.” [2].

Foto: Robin Skjoldborg

Født
21. marts 1945 på Frederiksberg.
Død
31. januar 2023.
Uddannelse
Studier i kinesisk, tyrkisk og arabisk ved Københavns Universitet og i udlandet.
Debut
Digte. Gyldendal, 1966. Digtsamling.
Litteraturpriser
Emil Aarestrup Medaillen, 1979. Det Danske Akademis Store Pris, 1980. Statens Kunstfond Livsvarig ydelse, 1980. Kritikerprisen, 1984. Søren Gyldendal Prisen, 1987. Morten Nielsens Mindelegat, 1987. Svenska Akademiens Nordiska Pris, 1990. De Gyldne Laurbær, 1996. Nordisk Råds Litteraturpris, 2000.
Seneste udgivelse
Mønster, Louise: Søg ingen sandhed her : Henrik Nordbrandts forfatterskab. Nord Academic, 2025. (99.4).
Inspiration
Digterne Wallace Stevens og Gunnar Ekelöf.
Genre
Lyrik
Henrik Nordbrandt Interview
A Poet’s Odyssey. Louisiana Channel, november 2020.

Den unge Nordbrandt debuterede i 1966 med digtsamlingen “Digte” og bosatte sig kort tid efter i udlandet, blandt andet i Spanien, Tyrkiet og Grækenland, hvor han siden har opholdt sig i lange perioder. Han forklarer selv sin ivrige rejseaktivitet ud fra en grundlæggende følelse af at være hjemløs: “Jeg har altid følt mig hjemløs. Men det er rarere at føle sig hjemløs der, hvor man ikke har sit hjem, så er der en vis logik i det. Det er ikke rart, når man sidder midt i al sit bras, og de taler samme sprog ude på gaden.” [1].

Siden debuten har Henrik Nordbrandt udgivet over 30 digtsamlinger. Herudover har han skrevet en lang række andre bøger, for eksempel børnebøger, kriminalromaner, en kogebog, en dagbog og en erindringsbog. Han har også skrevet manuskript til filmen “På Ama’r” fra 2001. Flere af Nordbrandts bøger er oversat til andre sprog. Sideløbende med forfatterskabet har Nordbrandt gennemført studier i kinesisk, tyrkisk og arabisk og har skrevet rejsejournalistik og anden journalistik. I 1980 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, og herudover har han modtaget en lang række litterære priser og legater, blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris i 2000. Han har dog takket nej til et ridderkors.

Nordbrandt er kendt for sin kritiske holdning til Danmark og danskhed, hvilket hans seneste digtsamling “Vi danskere” fra 2010 er et glimrende eksempel på. Selv siger forfatteren om sit forhold til Danmark: “Jeg har det ikke godt med Danmark. Jeg prøver virkelig at bilde mig ind, jeg kan lide det. Men slet ikke København. Jeg synes, det er en af de grimmeste og mest ulidelige storbyer i hele verden. Den er så flad. Der er ikke noget, der går op eller ned. Du kan ikke se nogen steder hen, den er så fængselsagtig.” [3].

På trods af sin antipati over for København slog Nordbrandt sig til sidst ned på Østerbro med sin finske kone, der er læge og forsker, og hendes datter.

I 2014 blev Henrik Nordbrandt medlem af Det Danske Akademi.

Dette portræt er en tematisk gennemgang af Nordbrandts digtsamlinger med eksemplariske nedslag i enkelttekster.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Henrik Nordbrandt Interview: A Poet’s Odyssey. Louisiana Channel, november 2020.

Udvalgte bøger

De første udgivelser – byen og orientalsk mystik

De fleste Nordbrandt-eksperter er enige om, at det lyriske forfatterskab er præget af en vis ensartethed i tematikker og form. De første tre digtsamlinger “Digte” fra 1966, “Miniaturer” fra 1967 og “Syvsoverne” fra 1969 er generelt mindre prosaiske og bruger mere billedsprog, især metaforer, end de senere digtsamlinger. Et eksempel er digtet “Støvregnsprovins” fra “Digte”: “støvregnsprovins / silende tomgang / ned ad hovedgaden / på torvet / ruster vognen fast / i fremogtilbageskygger / vinduesviskerne størkner / i fordrejede facader / afskallede ansigtshuder / lever deres eget liv / hos os / i den fjerne provins” (s. 15).

”du ligner en film/ fra tyverne disse hopla-/ glade udbrændte fløjlsøjne/ vipper fremstillet med stor kunst/ hvorfra fremtidssmerten drypper/ moder til mine digte/ altmodische koketterier modeluner/ i kommodeskuffen/ ti års lavendler og en helt/ vidunderlig pudderdåse (…)”

”du ligner en film” i ”Digte”, s. 55.

Digtet karakteriserer sit eget omdrejningspunkt, provinsen, med metaforen “støvregnsprovins”. Støvregn er en regn, der ikke gør den store forskel. Der skal meget støvregn til at gøre en person våd eller fylde en spand med vand. Støvregnen symboliserer dermed provinsens næstenhed. Det er næsten en stor by, ligesom støvregnen næsten er regn. Men provinsen er ikke en stor by, den er et stillestående sted, hvilket digtet skildrer ved brug af metaforer som “silende tomgang” og vinduesviskere, der “størkner”. Vognen i digtet kunne være en mulighed for at forlade provinsen, men den ruster fast. Provinsen beskrives som “den fjerne provins”, og der er dermed langt til storbyen, fysisk, mentalt eller begge dele. Digtet udtrykker rastløshed, kedsomhed og udlængsel.

Udlængslen er et mindre udtalt emne i 1970’ernes Nordbrandt-digte, hvoraf mange, som det er typisk for denne periode, er optaget af orientalsk mystik. Digtene foregår ofte i lande uden for Danmark, tit Middelhavsområdet, og er inspireret af blandt andet zenbuddhisme, taoisme og sufisme. Det er digtsamlingerne “Omgivelser” (1972), “Opbrud og ankomster” (1974), “Ode til blæksprutten” (1975), “Glas” (1976) og “Guds hus” (1977) eksempler på, selvom disse digtsamlinger dog også indeholder klassiske Nordbrandt-temaer som kærlighed, liv og død. For eksempel indeholder “Ode til blæksprutten” så godt som kun kærlighedspoesi.

Sidst i 1970’erne er digtene igen tilbage i Danmark, og er mere deprimerede og pessimistiske, som i samlingerne “Istid” og “Spøgelseslege”, begge fra 1979. Blikket vendes bagud til de mange rejser, mange erfaringer og en stigende erkendelse af, at døden rykker nærmere.

Rejsen

I 1980’erne og 1990’erne bliver tonen mindre desillusioneret og mere humoristisk med en stor brug af ironi og selvironi. Rejsetemaet er stadig gennemgående, og der er mange henvisninger til steder og fænomener uden for Danmark. Det gælder digtsamlingerne “Forsvar for vinden under døren” (1980), “Armenia” (1982), “Violinbyggerens by” (1985), “Håndens skælven i november” (1986), “Under mausolæet” (1987), “Vandspejlet” (1989) og “Glemmesteder” (1991). Rejsen er ofte tematiseret som en modsætning til det at blive og det at have et fast tilhørssted. Eksempel på et digt, der problematiserer rejsen som fænomen, er digtet “Kufferter” fra “Støvets tyngde” (1992): “Hvis jeg havde pakket min kuffert ud … / Men mere end nogle få nødvendige ting / har jeg sjældent taget frem … / Hvis jeg havde pakket min kuffert ud / ville jeg have kunnet pakke den ud nu, hvor rejsen / ser ud til at være uundgåelig. / Hvis rejsen var blevet til det, jeg havde drømt om … / Men jeg rejste ikke / selv om mine kufferter stod færdigpakkede i årevis. / Hvis jeg havde lært at tale det sprog / som folk skriver kærlighedsbreve på her. / Men de eneste jeg taler med / er hotelejere og tjenere. / Min kuffert stod pakket og klar / i sommereftermiddagens stærke sol / til etiketterne krøllede og faldt af / så hvorfor skulle jeg lære sproget? / Med ærefrygt har jeg set solen gå ned i havet / og nettene blive løftet, dryppende af sølv / uden at deltage i den sang, som ledsagede ritualet / eller latteren omkring de spruttende lamper / når de delte brød, fisk og vin. / Hvis jeg havde pakket min kuffert ud / ville jeg have kunnet se mig selv være hjemme her / men hvorfor skulle jeg pakke den ud? / Der hvor jeg er fremmed kan intet skade mig / eller ændre den skæbne det er / at dele tilværelse med en pakket kuffert. / Min kuffert står klar og pakket til at rejse / så alt tyder på, at jeg bliver her.”

”Slå dig for Guds skyld ikke ned i en by!/ Til enhver by hører en gravplads./ Byg dig et træhus på en flad højslette/ og bed din Herre om et smukt lyn.”

”Håndens skælven i november”, s. 16.

Ordet ’hvis’ optræder fem gange i digtet, og sætningen “Hvis jeg havde pakket min kuffert ud” optræder tre gange og er en nøglesætning for digtets tema. Jeget spekulerer over sin rejseskæbne, men ser ingen grund til at ændre den. Forklaringen på dette er, at ved at have en pakket kuffert i sin nærhed, er jeget hele tiden klar til at rejse og kan dermed forblive fremmed for sine omgivelser. Jeget hører ikke til nogen steder og ønsker det heller ikke. Det vil ikke involvere sig, fordi det derved kan forblive fremmed og ude af stand til at blive “skadet”: “Der hvor jeg er fremmed kan intet skade mig / eller ændre den skæbne det er / at dele tilværelse med en pakket kuffert.”

Lige som en stor del af Nordbrandts andre digte er “Kufferter” præget af prosalignende træk. Digtet indeholder stort set intet billedsprog, men kan læses som en allegori på hjemløshed. Digtets titel og hovedsubstantiv, “kufferter” er et symbol på rejsen og det at flytte sig, forandring og fornyelse. Kufferten står for opbrud, for opløsning af det velkendte. Den pakkede kuffert er hverken lig med hjemme eller fremme, men med undervejs. Jeget i digtet begræder ikke sin skæbne, men sætter spørgsmålstegn ved den og forholder sig til sin identitet. Splittelsen, der findes hos jeget, mellem på en måde at længes efter at ville føle sig som en del af noget og på den anden side ikke ønske det, er dermed ikke kun for det dårlige. Hjemløsheden medfører nemlig ikke kun splittelse og isolation, men også, at jeget ikke bliver skadet.

Der er noget paradoksalt over digtet: Fordi kufferten er pakket, rejser jeget ikke. Den rationelle slutning vil være, at en pakket kuffert tyder på afrejse. Jeget siger først: “Hvis jeg havde min pakket min kuffert ud / ville jeg have kunnet pakke den nu, hvor rejsen / ser ud til at være uundgåelig …” og lægger dermed op til, at en uundgåelig rejse er under opsejling. Rejsen kræver imidlertid, set i lyset af den paradokse logik, at kufferten var blevet pakket ud. Så derfor lyder det i digtets slutlinjer: “Min kuffert står klar og pakket til at rejse / så alt tyder på, at jeg bliver her.” Så uundgåelig er rejsen altså heller ikke. Selv skæbnen kan gradbøjes, hvilket illustrerer, at der ikke er noget, der er sikkert eller givet i digtet. Dette understreges af tankepauserne, udtrykt i de ekstra punktummer, og de antydende vendinger om, at rejsen “ser ud til” at være uundgåelig, og at alt “tyder på”, at jeget bliver. Ved at bruge disse forbeholdende vendinger efterlader digtet en mulighed for, at det modsatte godt kan være tilfældet. Digtet ender på den måde ikke som et helstøbt, lukket udsagn om verden, men fremstiller en verden, hvor alt er relativt.

Kærligheden

Selvom den humoristiske, ironiske og til tider sarkastiske tone fortsætter op gennem halvfemserne, er tonen også alvorlig og reflekterende. Digtsamlingen “Ormene ved himlens port” fra 1995 har præg af sorgarbejde og tematiserer tabet af en kæreste.

Kærligheden er et tema, der optræder i de fleste af Nordbrandts digtsamlinger, ofte forbundet med tabet af kærligheden, den forladende eller den forladte. Kærligheden er associeret med en længsel og en ufuldbyrdelse, som i digtet “På Israels Plads” fra digtsamlingen “Drømmebroer” fra 1998: “Jeg ville ønske, du aldrig var kommet / så natten heller aldrig var gået. / Og jeg ville ønske, du ikke var blevet / så morgenen heller aldrig var kommet. / Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer / så sommeren altid var på vej.” Digtet tematiserer nogle centrale modsætninger: komme – gå (ankomst – opbrud), nat – morgen, aldrig – altid, blive – gå. Modsætningerne peger på digtets omdrejningspunkt: Et natligt møde mellem et jeg og et du på Israels Plads i København. Stemningen i digtet er melankolsk og tilbageskuende, hver strofe starter med de tre ord: “Jeg ville ønske”. Digtet er i førdatid, hvilket vil sige, at jeget retrospektivt gerne vil have noget til at være på en anden måde. Digtet kan læses som et kærlighedsdigt, som handler om, at jeget ikke ønsker duets ankomst, fordi ankomsten i sit væsen indebærer opbruddet – natten går uundgåeligt mod morgen, som betyder afsked. Digtets jeg udtrykker ikke på det bogstavelige plan positive følelser for duet. Linje 1 og 3 fremstår isoleret set afvisende og fjendtlige: “Jeg ville ønske, du aldrig var kommet” og “Og jeg ville ønske, du ikke var blevet”. I stedet for, som i et mere traditionelt kærlighedsdigt, at ønske, at duet ikke går, ønsker jeget i “På Israels Plads”, at duet aldrig var kommet. Så kunne det blive ved med at være nat og aldrig blive morgen. Digtets sidste strofe, som er en slags konklusion, siger mere end bare hold dig væk: “Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer / så sommeren altid var på vej.” Jeget længes efter sommeren, men ønsker ikke, det skal blive sommer. Det er ikke sommeren i sig selv, men længslen efter den, der er attråværdig. Læses digtets første del i lyset af denne konklusion, er forklaringen på, at jeget ikke ønsker duets nærhed, at længslen er mere attråværdig end det attråede. Jeget ved dog godt, at det ikke er muligt at blive i længslen, fordi sommeren/morgenen altid vil komme på et eller andet tidspunkt – deraf “Jeg ville ønske”.

Danskheden

I det 21. århundrede går der lidt længere tid mellem, at Nordbrandt udgiver en digtsamling. Han kaster sig i mellemtiden over andre genrer. I 2005 udgiver han “Dumhedens løvefødder: idiosynkrasier m.m.”, som er en bog med klummer, essays og små historier, hvori Nordbrandt kritiserer aviser, mobiltelefoner, fundamentalismen i Tyrkiet, menneskenes dumhed med meget mere. I 2008 udgiver han børnebogen “Lille Duduk og store Godok: en opbyggelig fortælling for de små” og i 2010 krimien “Keldby slagteren: julemysterium”.

Fire digtsamlinger er det blevet til i 2010'erne: “Fralandsvind” fra 2001, “Pjaltefisk” fra 2004, “Besøgstid” fra 2007 og senest “Vi danskere” fra 2010. “Vi danskere” behandler den såkaldte danskhed i forskellige afskygninger. Form og tone i samlingens digte er oftest prosaens, som i digtet “Når der bare bliver grinet”, som handler om den danske humor: “Den danske humor er vel nok sjov / og så er den så menneskelig. / Andre mennesker har også humor / den er bare ikke rigtig sjov / ikke sjov på den rigtige sjove danske måde. / Hvis I forstår, hvad jeg mener. / Og det gør I jo, hvis I er danskere. / Hvis I ikke er, kan det være det samme.”

Sarkasmen er åbenlys, der gøres grin med den danske humor og det overhovedet at definere en humor som dansk. På den måde lægger afsenderen afstand til dansk humor og danskere, men gør det med selvironi, da forfatteren selv er dansk og tilslutter sig danskerne: “Hvis I forstår, hvad jeg mener. / Og det gør I jo, hvis I er danskere.” Digtet bliver på en gang indforstået og afstandstagende. Kritisk, men også selvkritisk.

Kritikken af Danmark, danskere og danskhed er gennemgående i Nordbrandts forfatterskab, tydeligst kommer den til udtryk i hans essays, klummer og andre personlige betragtninger. Med en høj grad af humor og selvironi beskriver Nordbrandt sine betragtninger om alt mellem himmel og jord og reflekterer over sammenhænge og mangel på samme. Et eksempel på personlige betragtninger i bogform er Nordbrandts dagbog fra hans liv i Tyrkiet, “Ruzname”, fra 1996 og erindringsbogen “Døden fra Lübeck” fra 2002. Denne fortæller om Nordbrandts svære opvækst og kommer med forskellige bud på hans antipati over for Danmark, blandt andet:

“En stor del af mit liv har jeg ikke brudt mig om Danmark og kun nødigt kommet der. I de seneste år er mit forhold til landet blevet bedre. Jeg tror, det hænger sammen med lugten. Den tunge hørm af dansk mad, der i 50’erne lå som en klæbende dyne over byerne, har lettet, selv om man stadig kan finde enkelte kroge, hvor den dominerer. Hvad man end kan sige om indvandringen og dens problemer, har fremmede madkulturers ankomst gjort luften behageligere at indånde.” (Henrik Nordbrandt: “Døden fra Lübeck”, s. 111-112).

Genrer og tematikker

Nordbrandt beskæftiger sig med klassiske almenmenneskelige temaer som liv, død og kærlighed. Rejsen er et tilbagevendende tema, ligesom danskhed og nationalisme også går igen i forfatterskabet. Herudover tematiserer Nordbrandt ofte fravær og har blandt andet brugt udtrykket bortnærværelse, som beskriver, hvordan noget eller nogen bliver nærværende, når det eller de er fraværende. I sin behandling af de mange forskellige temaer problematiserer forfatterem ofte sproget og poesien, uoverensstemmelsen mellem ord og betydning: At sprog ikke er det, det giver udtryk for at være, men netop kun er et udtryk.

Nordbrandt kredser om klassiske tematikker, men giver dem en modernistisk udformning, blandt andet ved at forholde sig til sin egen behandling af temaerne, ved en problematisering af sproget og poesien samt en hyppig brug af paradokser. Paradokserne udtrykker en bestemt måde at opfatte og beskrive verden på – som fyldt med modsætninger, der ved første øjekast kan virke uforenelige, men som blandt andet gennem poesien kan forenes.

Det spørgende, tvivlende jeg er et af kendetegnene ved Nordbrandts digte. Jeget er flygtigt og fraværende og kan ikke fæste rod. Man kan kalde det er jeg, der lider af en kronisk hjemløshed, hvilket er et andet modernistisk kendetegn.

Beslægtede forfatterskaber

I litteratur om Henrik Nordbrandts forfatterskab fremhæves det ofte, hvordan Nordbrandt ikke minder udpræget om nogen andre danske forfattere, hvordan han ikke har dannet nogen skole og i det hele taget står lidt ved siden af de forskellige litteraturhistoriske perioder, han har været en del af gennem sit mangeårige forfatterskab.

Nordbrandt er dog blevet kædet sammen med den engelsk-amerikanske forfatter T.S. Eliot (1888-1965), som regnes for en ledende skikkelse inden for den litterære modernisme. Eliots hovedværk er “The Waste Land” ("Ødemarken") fra 1922, som blev skrevet under et nervøst sammenbrud og er en collage af brudstykker i forskellige versemål.

Nordbrandt har selv sagt, at han er inspireret af den amerikanske digter Wallace Stevens (1879-1955) og den svenske digter Gunnar Ekelöf (1907-1968), som begge, ligesom Nordbrandt, er inspireret af arabisk digtning, og hvis digte på samme måde som Nordbrandts lyrik bærer præg af en objektiv, modernistisk form med udspring i klassisk poesi.

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Gunnar Ekelöf

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi

Digte

Henrik Nordbrandt

Gyldendal, 1966.

Intro

Baggrund

Født

Død

Uddannelse

Debut

Litteraturpriser

Seneste udgivelse

Inspiration

Genre