Gunnar Ekelöf

Genrer og tematikker

Som hos mange andre digtere og forfattere i Gunnar Ekelöfs samtid er det i vid udstrækning temaer som ensomhed og fremmedgørelse i livets tomme meningsløshed, der præger forfatterskabet fra start til slut. Ligeledes typisk er hans håb og tiltro til epifanien, dvs. til selve åbenbaringen eller visionen som en mulig forløsning og port ud af fornuftens og logikkens fængsel, der ikke levner plads til det irrationelle som lidenskab, kærlighed og mystik. Han leder med andre ord efter det, der overskrider og som sådan ophæver diverse skel, bl.a. mellem det nærværende og fraværende i forsøget på at udfylde sin indre ”mangel”, der skaber den meningsløse tomhedsfølelse.

Set i dette lys kan Ekelöfs digtning også læses i forhold til hans oplevelse af svigt fra morens side. For at finde forsoning og for at gøre nærværende, hvad der for Ekelöf er fraværende i form af for eksempel moderkærlighed, vender han sig væk fra (og gør oprør mod) moderne og rationelle tankemønstre til fordel for middelalderlig, arabisk mystik som f.eks. i ”Diwan”. Ifølge denne mystik med alle dens paradokser er troen i sidste ende en tro på en uopnåelig, kvindelig guddom, der i øjeblikke får det nære til at træde guddommeligt frem. Trosforholdet her kan således betegnes som en slags ulykkeligt kærlighedsforhold.

Dette tankegods lægger Ekelöf om bord i en modernistisk digtform bestående af frie og eksperimenterende versformer, der bryder med tidligere tiders digtformer med fastlagte rim og versefødder. Selvom han også genbruger traditionelle versemål som blankvers, så indgår de i hans eksperimenterende forsøg på at nå frem til digtets egen rytme og musik. Rytmen skaber han med digtets verslængde, brud, linjeskift iblandet pauser. Med denne ”musik” sammen med kæder af associationer, referencer til anden litteratur og indbyggede citater forsøger han således at skabe liv i digtet, at gøre det virkeligt: ”Hvad digtet ’forestiller’ spiller dybest set ingen rolle, det vigtigste er at det er virkeligt, at ordene har den rette elektriske holdning til hinanden,” anfører han således i essayet ”Fra en lyrikers værksted” (Gunnar Ekelöf: Virkelighedsflugt. Lædersvinets Kulturbibliotek 2. Anblik, 2010. s. 143).

Beslægtede forfatterskaber

Storbyens opkomst i midten af 1800-tallet medførte en udbredt følelse af fremmedgørelse, mening og tab af overskuelighed blandt samtidens digtere, og blandt dem der fulgte. Selvom storbyen også vakte fascination, så var det kritikken af denne, der dannede overskriften hos symbolismen i 1890’erne og i den senere modernisme og dertilhørende avantgarde-bevægelser. Som en afstandtagen til verden insisterer mange modernistiske digtere og forfattere på en subjektiv, indadvendt skuen og beskrivelse af følelser, tro og drømme i deres kunst fremfor for beskrivelsen af den ydre virkelighed.

Med sine temaer som angst og fremmedgørelse i storbyen sammen med sit arbejde med sit indre ubevidste liv og drømme udtrykt gennem den ovennævnte automatskrift kan Ekelöf sammenlignes med surrealisterne, specielt hans debutsamling ”Sent på jorden”. Både Ekelöf og surrealisterne fandt forbilleder i de franske digtere Charles Baudelaire, Arthur Rimbaud og Guillaume Apollinaire. Men Ekelöf kan med sine mange indlagte citater, allusioner og dialoger i sine digte også sættes i forhold til T.S. Eliots digtsamling ”Ødemarken” (1922), mens ”Diwan” nærmest har referencer til hele verdenslitteraturen, således eksplicit til Dantes ”Den guddommelige Komedie” (skrevet i starten af 1300-tallet) og til Bibelen, mens hovedpersonen ”Fyrsten af Emgión” i indledningen minder om Kong Ødipus i Sofokles’ tragedie af samme navn.

Udover Dante har Ekelöfs lyrik med de gennemgående beskrivelser af oprør, visioner og åbenbaringer dels meget til fælles med digterne i romantikken og før-romantikken (især Percy B. Shelley, William Blake, John Milton), dels med mystikkens digtere i middelalderen som al-’Arabi og persiske Rumi.

Endelig er det ligeledes oplagt at sammenligne Ekelöfs tankeverden og selvforståelse som ”outsider” med Friedrich Nietzsches livsfilosofi. De er fælles om kritikken af kristendommen og fornuftsdyrkelsen samt forsøget på at nå hinsides simple modsætninger mellem f.eks. godt og ondt ved i stedet at vende sig til antikkens tænkning. Og begge ser de sig som en oprørsk Lucifer i sandhedens og den profetiske visions tjeneste.

Relaterede forfattere