Sofokles

Genrer og tematikker

Sofokles er en af den vestlige kulturs allerstørste dramatikere, hvis tragedier spilles igen og igen på alverdens teatre. Som dramatiker bidrog han med forskellige nytænkninger inden for genren, bl.a. en tredje skuespiller. Indtil da havde man traditionelt kun to skuespillere på scenen ad gangen samt koret. Med indførelsen af en tredje skuespiller på scenen blev der mulighed for mere karakterkonflikt, og man blev mindre afhængig af koret. Sofokles indførte den tredje skuespiller, og andre dramatikere som Aischylos fulgte trop. Sofokles indførte også scenebagtæpper og generelt en mere kompleks scenografi, som gjorde indlevelsen større hos publikum, og han havde fokus på en dybere og mere kompleks karaktertegning end sine meddramatikere.

Tragedien ender i sin natur ikke godt. For samtidens publikum var det heller ikke vigtigt, hvad der skete, men hvordan det skete. Ofte kendte publikum allerede de myter, stykkerne baserede sig på. Det vigtigste var, hvilke tematikker og problemstillinger dramatikeren ville belyse gennem sin fortælling.

Tematisk bevæger Sofokles sig ofte i det samme område. Hans fokus er især staten over for individet, og hvordan de to er i konflikt, herunder især hvordan kvinderne er underlagt mandens vilje, og hvordan det skaber konflikt. Et godt eksempel er konflikten i ”Antigone”, hvor Kreon som repræsentant for den (maskuline) statslige lov er i konflikt med Antigone som repræsentant for den (feminine) guddommelige lov. Konflikten mellem mand og kvinde, som også finder sted i ”Elektra”, gør det muligt at udlægge Sofokles i en feministisk tolkning, som den moderne filosof Judith Butler gør.

Et andet gennemgående tema er det deterministiske over for den frie vilje. I stykkerne modtager karaktererne ofte profetier om, hvordan det vil gå dem. Deres forsøg på at flygte fra skæbnen kan, som i ”Kong Ødipus”, lede til, at de uforvarende opfylder profetien. Karaktererne kan også forsøge at råde bod på deres handlinger, da de bliver konfronteret med en tragisk profeti, som Kreon i ”Antigone”, der dog handler for sent og derfor ikke kan flygte fra profetien. Sofokles stiller her skarpt på, at det er umuligt for mennesker at flygte fra deres skæbne, altså en deterministisk udlægning, og at man bliver straffet, når man trodser guderne og profeterne.

Beslægtede forfatterskaber

Som en af de store klassiske dramatikere er det ligetil at sammenligne Sofokles’ forfatterskab med andre klassiske dramatikere. Aischylos, ofte omtalt som tragediens fader, var den helt store tragediedigter, da Sofokles var ung, og det var først ved hans død, at Sofokles blev den fremmeste tragediedigter i Athen. Aischylos’ mest berømte værker er kendt som ”Orestien”, en trilogi af stykker der centrerer sig omkring myten om Agamemnon, hans død for sin hustrus hånd, og hans datter Elektras hævntogt, som også Sofokles behandler i sit stykke ”Elektra”.

Den tredje store tragediedigter fra Sofokles’ tid er Euripides, som ligesom de to andre også har digtet stykker omkring myten om Agamemnon, bl.a. om forhistorien for ”Elektra”, hvor baggrunden for Klytaimnestras had mod Agamemnon forklares (”Ifigenia i Tauris”). Som de to andre har Euripides også behandlet myten om Elektra i sit stykke af samme navn. Det var især myterne fra Homers digte ”Iliaden”, om grækernes krig mod Troja, der udgjorde det mytiske bagtæppe for tragediedigterne. Tragediedigterne digtede videre på Homers epos.

Tilsammen lagde de græske tragediedigtere (sammen med de græske komediedigtere) grundlaget for hele den vestlige teatertradition og kan på den måde siges at have inspireret alle senere dramatikere, fra William Shakespeare til Lars Norén. Udenfor dramatikken havde Sofokles også stor betydning, især inden for filosofi og psykologi. Hans komplekse karaktertegninger har hjulpet de humanistiske discipliner med at forstå det menneskelige eksistensvilkår i årtusinder.

Relaterede forfattere