William Blake

Genrer og tematikker

Gennem forfatterskabet løber Blakes tillid til individet. I digtsamlingen ”Ægteskabet mellem himmel og helvede” er det eneren – en ”stjernekonge” – som bebuder, at ingen skal herske over andre. Hverken præster, som styrer, hvordan folk tænker, eller arbejdsgivere, som fastlåser menneskers udvikling, fordi de kun tænker på profit. Blakes kritik af industrien i hans samtid optræder i langdigtet ”Jerusalem” (1804-20), hvor han nævner ”den fangne i den fremmedes mølleværk, solgt for knap løn.” Hans bud på en bedre verden er i digtet ”De fire Zoas” (1797-ca. 1804). Det menneskelige intellekt – i skikkelse af dragen Urizen – tager over, så alle tyranner forsvinder på Jorden. Hvis folk tænkte sig ordentligt om, ville de aldrig blive slaver for andre, synes Blake at sige.

I en vis grad romantiserer han et fællesskab i ”De fire Zoas”; de befriede slaver mødes i sang. Men udgangen af digtet vender tilbage til individniveauet med beskrivelsen af et menneskes øjne, der udvider sig og møder ”underfulde verdener” og ”visdoms dyriske former”. Evnen til at få den slags åbenbaringer er slutpunktet for Blake – man når ikke højere – men det er noget, individet opnår alene. Forfatteren udviser altså solidaritet med de undertrykte, og samtidig antyder han, at vejen til et rigere liv findes i dem selv. Intellektet, der som redningsfiguren Urizen, skaber en ny verden i ”De fire Zoas”, rummer de allerede.

En mere virkelighedsnær fremstilling af bevægelsen væk fra undertrykkelse findes i digtet ”Den franske revolution” (1791). Blakes sympati ligger utvetydigt hos Frankrigs bønder, der mod slutningen af 1700-tallet gjorde oprør mod en ulige fordeling af privilegier i landet.

Blakes eget hovedoprør – mod kristendommen – betyder dog ikke, at Gud er forvist fra forfatterskabet. I stedet gør Blake tænkning til almægtig hersker: ”Der er ingen anden / Gud, end den Gud der er Menneskeheds / intellektuelle kilde”, som det lyder i ”Jerusalem”. Han vil erstatte kristendommens system, der deler handlinger op i syndige og gode, med sit eget verdenssyn, hvor mennesker enten er kloge eller dumme. Klog adfærd ifølge Blake er bl.a. at vende blikket indad. ”Den mand, som ved at undersøge sit eget sind, intet finder af inspiration, burde ikke vove at blive kunstner,” skriver han i en samling noter fra 1798.

Skønt en realistisk poesi ikke var hans projekt, bør det understreges, at hjembyen London optræder med geografisk præcision i digtet af samme navn fra 1790-92. Som tidligere nævnt adresserer han også revolutionen i Frankrig direkte, mens andre digte kaldes ”Amerika” (1793) og ”Europa” (1794). Blakes tematikker er dog i særhed forankret til et rum på tværs af tid og sted, karakteristisk i langdigtene ”De fire Zoas” og ”Milton” (1804). Her sætter Blake sin personlige mytologi med symbolskikkelser for fornuft (Urizen) og lidenskab (Luvah) over for traditionelle religiøse billeder: himmel, engle, Gud og Satan. Sådan er Blake i strid mellem nyt og gammelt gods i en digtform, der er skiftevis brølende om vældige skred (pointeret af udråbstegn) og henført af nattergalens sang. Den romantiske del af hans digtertemperament er tydelig i ”Sange om erfaring” (1794), hvor den dundertalende stemme fra langdigtene tøjles til rim, der minder om børnevers.

Beslægtede forfatterskaber

Med fremstillingen af en menneskehed, der trænger til at vågne op, minder Blake om den amerikansk-engelske digter T.S. Eliot. I sit hovedværk ”The Waste Land” (1922) beskriver Eliot en flok af søvngængere, der går under tågen på London Bridge. Trøstesløsheden efter Første Verdenskrig er total. Et af Blakes digte, ”London” fra hovedværket ”Songs of Experience” (1794), rummer en lignende ulykkelig skare langs Themsen, men ingen stor krig har kuet de levende. De er holdt nede af alle samfundets konventioner, som låser dem i ægteskabet prædiket af kirken og reducerer dem til fagbeskrivelser (skorstensfejer, soldat, luder).

Hvor ”The Waste Land” ikke leverer et værn mod afmagtsfølelsen – digtet har nok at gøre med at finde ord for et krigstraume – giver Blake sin løsning i flere tekster, eksempelvis i langdigtet ”De fire Zoas” (1797-ca. 1804). Mennesket bliver styrket, hvis det insisterer på selvstændig tænkning, og forfalder, hvis det lader sig diktere af magthavere og den herskende tidsånd. Slægtskabet med Eliot består også i, at begge forfattere har en omfattende litterær bevidsthed, som de lader dukke op i deres digte. Hos Eliot kan denne hvisken fra det store bibliotek give udslag i en flerstemmighed – ”The Waste Land” taler pludselig tysk og fransk – hvorimod bearbejdningerne af bibel-passager især præger Blake. Han bygger nyt af fragmenterne af kristendommens sprog.

I den forstand at han skriver sig gennem en hel kultur (den religiøse), kan han sammenlignes med den amerikanske forfatter Ezra Pound. I gigantdigtet ”The Cantos” (1970) fordøjer Pound både oldtidens Kina, fransk middelalder og italiensk renæssance til sit eget sproglige remix.

En anden amerikaner relateret til Blake er Walt Whitman, som forholdt sig til det meste af 1800-tallet, hvor Blake kun nåede at opleve begyndelsen. Tematisk har de troen på individets unikke status tilfælles; formmæssigt optagelsen af sangelementer og den krønikefortællende digterstemme ubundet af rim – i Whitmans ”Leaves of Grass” (1891-92) og især i Blakes længere digte. En væsentlig forskel er, at Whitman forherliger menneskekroppen til fulde. Selv om Blake er cool med, at mennesket har lyster, er kroppen også lidende, ikke mindst fordi religion lader den med skyld. Desuden deler Whitman og Blake en USA-kærlighed. Blake skriver om de ”blide amerikanske sletter” i digtet ”Visionen om Albions døtre” (1793), mens ”Leaves of Grass” er én lang indkredsning af amerikanernes egenart.

Blandt nyere danske forfatterskaber har Blake forbindelse til Ursula Andkjær Olsen. Hendes digtsamling ”Ægteskabet mellem vejen og udvejen” (2005) lyder som et ekko af Blakes ”Ægteskabet mellem himmel og helvede”. Titlen på Andkjær Olsens tidligere ”Atlas over huller i verden” (2003) kan spejles i et motiv fra Blakes ”Jerusalem” (1804-20). Digtet åbner med en beskrivelse af ”sorte områder” – ”de abstrakte tomrum mellem stjernerne”. I Andkjær Olsens langdigt ”Have og helvede” (2010) gør hun endvidere brug af to Blake-metoder – gendigtning af en bibelhistorie (syndefaldsmyten) og sammensmeltning af tekst og illustration.

Relaterede forfattere