Michael Strunge

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2019
Anne Vindum
cand.mag., januar 2018

Hovedforfatter

Karina Søby Madsen
cand.mag., 2008

Michael Strunge er en af 1980’ernes helt store lyrikere. I løbet af sit 27 år korte liv nåede han at udfri hele 11 digtsamlinger fra sin rablende poetiske hjerne. Det er poesi, der kan baske til enhver sløv læser. Energien er til tider så rå og konkret, og til andre tider så fuld af drøm, at man bliver ganske forført.

80’ernes punkmiljø og dets særlige musik og æstetik var en stærk inspirationskilde for Strunge. Det stod klart allerede fra debutsamlingen “Livets hastighed” og blev ligeledes markeret med hans annoncerede afsked med punken i digtsamlingen “Skrigerne”. Tematisk kredser digtene om død, afmagt, storbyens fremmedgørelse, (selv)udslettelse, men også kontrasterne i form af liv, rus, storbyens autenticitet og (selv)forherligelse. For ikke at nævne kærligheden. I det hele taget gør Michael Strunge op med 1970’ernes voldsomme politisering. I stedet vælger han at poetisere over livet og dets vilkår.

Baggrund

Michael Strunge Jensen blev født den 19. juni 1958 og voksede op i en lejlighed i Hvidovre, en af Københavns vestlige forstæder. Han gik i skole på Sønderkærskolen i Hvidovre og fik med sin åbenlyse begavelse lov at springe et par klasser over. Efter afsluttet skolegang fortsatte Strunge på Vester Borgerdyd Gymnasium, hvorfra han blev student i 1977. Herefter bød livet på småjobs, blandt andet fik den litterært interesserede unge mand job som biblioteksmedhjælper. De kunstneriske interesser fik Strunge til at søge ind på Kunsthistorie på Københavns Universitet, men studierne varede ganske kort. Miljøet var simpelthen for kedeligt og uinspirerende. Som han senere har fortalt: “Det jeg oplevede på universitetet, da jeg gik der et halvt år, var, at i løbet af no time havde folk tillært det sprog, som lærerne havde, og havde overtaget deres meninger.” [7].

”Lad os glemme. Jeg husker kun samtalerne og de kolde nætters fortabte gader. Alt erindrer mig om hverdagen. Jeg vil uden skrupler antænde bål og råbe til fremmede for at fremmane nyheder og syn. Aldrig bliver jeg træt af at gennemskue”

“Tilværelse” i “Livets hastighed”

På det tidspunkt var Michael Strunge godt i gang med at skabe sit eget sprog. I løbet af gymnasieårene var han begyndt at skrive digte, og i 1978 debuterede han i det litterære tidsskrift Hvedekorn. Det gav ham kontakt til tidsskriftets redaktør, Poul Borum, som inviterede ham med i sin første forfatterskole. Her blev betydningsfulde venskaber knyttet med forfattere som F.P. Jac, Henrik S. Holck, Søren Ulrik Thomsen, der var mere eller mindre etablerede i det litterære miljø. Og debuten i Hvedekorn fulgtes hurtigt op af den første digtsamling, “Livets hastighed”, der udkom i 1978.

Allerede dengang havde Michael Strunge voldsomme psykiske problemer. Han var flere gange indlagt på psykiatriske afdelinger, blandt andet på Sankt Hans, Nordvang og Rigshospitalet, og han fik diagnosen maniodepressiv. Om sin sygdom – som om alt andet – var Strunge meget åben, og adskillige af hans digte henter inspiration fra opholdene på psykiatriske afdelinger, ligesom man kan læse hans forfatterskab med sygdommen for øje og følge op- og nedturene. Opturene giver sig hovedsageligt udslag i storhedsforestillinger og et guddommeligt klarsyn, mens der til depressionerne knytter sig sortsyn og selvmordstanker. Lyset og mørket er to spor, der trækker sig igennem forfatterskabet som en undersøgelse af de vigtigste kontraster i menneskelivet, med livet og døden som yderpunkter.

Foto: NF / Scanpix

Født
19. juni 1958 i Rødovre.
Død
9. marts 1986.
Uddannelse
Student fra Vester Borgerdyd Gymnasium, København, 1977.
Debut
Livets hastighed, 1978.
Litteraturpriser
Otto Gelsted-prisen, 1983.
Seneste udgivelse
Samlede Strunge. Gyldendal, 2019. Digte.
Periode
Postmodernisme og 1980'ernes lyrik
Genre
Lyrik

Michael Strunge tilhører den generation, der i medierne blev udråbt til Nå-generationen, en beskrivelse som indikerede, at her havde vi med en gruppe unge at gøre, som ikke ville noget som helst. I modsætning til 1970’ernes hippier, der gik til demonstrationer, diskuterede politik og lod håret gro langt, så var der ikke tale om et samlende oprør i 80’er-generationen. Betegnelsen ’Nå-generationen’ optrådte første gang i medierne i starten af 1980 som en kritik af generationen. Det fik en gruppe af unge til at tage begrebet på ordet. Heriblandt Michael Strunge. Resultatet blev et stort arrangement ved navn NÅ!!80 i Huset i København i efteråret 1980, hvor mere end 150 unge – såvel bands som lyrikere – optrådte på scenerne over weekenden. 80’erne begyndte således med et Nå, men det var et farverigt og udtryksfuldt et af slagsen.

Først og fremmest var Michael Strunge lyriker. Hans produktion blev til i løbet af otte år, fra han var 19 til sin død som 27-årig, og det blev til i alt elleve digtsamlinger. Men han skrev også et par noveller og deltog som kritiker aktivt og engageret i den litterære debat. Især hans diskussioner af og med samtidige forfattere i tv-programmet Bazar er berømte. Her var det bekendelseslitteraturen, han gav en over snuden. Han mente, at en forfatter som Lola Baidel var alt for navlepillende, og i stedet agiterede han for poesi med visioner og et kunstnerisk udtryk, der spejlede digtets udsagn. Derudover øvede han sin kritikerindflydelse som litteraturanmelder på Politiken. Men sin største kritikerindsats bedrev han nok som redaktør af tidsskriftet Sidegaden, som han redigerede fra 1981 til 1983. Fra denne platform udvikledes et forum for avantgardistisk og eksperimenterende undergrundskunst indenfor litteratur, musik, foto og malerkunst, samt et debatorgan for de unge, der ønskede at finde nye udtryksformer og værdier. Mange af disse unge befandt sig i periferien af punkmiljøet, ligesom Strunge selv. De søgte inspiration i og identifikation med punkmiljøets oprør, og medierne udråbte flere gange Strunge til punkernes talerør. Det afviste Strunge dog at være, men han fremhævede, at digterne og punkerne havde et fællesskab i kampen mod det betonsamfund, de var omgivet af.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: "Bazar" - legendarisk udgave af DR's bogprogram med Poul Borum, Michael Strunge, Pia Tafdrup, Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær. Musikalsk indslag af Lars Hug m/Finn Verwohlt og Søren Ulrik Thomsen med to numre fra "City Slang" LP'en. Vært: Jens Winther. Sendt 3. april 1984. Cirka 30 minutter.

Da Michael Strunge døde den 9. marts 1986, var han på hjemmebesøg fra Rigshospitalet, hvor han var indlagt i en manisk periode. Han boede med sin kæreste igennem tre år, Cecilie Brask, i en lejlighed på fjerde sal. Det sidste, han sagde til Cecilie, inden han sprang ud af vinduet, var: “Jeg kan flyve”. Cecilie Brask fortæller om sit forhold til Michael Strunge: “En gang imellem kunne han skræmme mig, når inspirationen fik så voldsomt fat i ham, at han ikke kunne stoppe. Så kunne han bevæge sig ind i et univers, hvor jeg ikke kunne følge ham. Han forestillede sig, han var et billede, der kørte gennem en computer. Han var krigsfange i 1. Verdenskrig eller indianer. Når han så vendte tilbage til den virkelighed, vi delte med hinanden, måtte han begynde at opbygge sin tilværelse igen. Han sagde selv, han havde det, som om han var blevet genfødt.” [10].

Michael Strunges gravsted ligger på Assistens Kirkegård i København.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Allerede mens Michael Strunge levede, var han et symbol på frihed og oprør for mange unge, men efter sin død blev han en myte, lige som de mytologiske og englelige skikkelser, der optræder i hans poesi. Unge identificerede sig med hans følelsesfortættede digte, hvor den unge digter ubønhørligt og ærligt udkrængede sin sjæl. Nogen betragtede ligefrem hans død som en prisværdig sigen nej til et fremmedgjort samfund. Mytedannelsen er et fingerpeg om, at Strunges liv og digtning er et spejl for de drømme, der eksisterede i visse miljøer i 80’erne, ligesom det naturligvis indikerer, at han var en vigtig litterær figur i sin tid.

Michael Strunge var en helt central repræsentant for en ny litterær form, som entrerede den litterære scene sidst i 1970’erne. Den stod i skarp opposition til 70’ernes bekendelseslitteratur og knækprosa. Med sin voldsomme energi og sin originale og fintfølende undersøgelse af jeget og dets eksistentielle betingelser i den moderne verden, fremstår denne poesi som en voldsom kontrast til den tidligere generations hverdagslige betragtninger.

Selv betragtede Strunge sine værker som små serier. Han så sine bøger som en sammenhængende helhed, hvor værkerne hang sammen to og to. Havde han rendyrket en side af tilværelsen i en samling, eksempelvis det indre, vendte han blikket udad i den næste. Et eksempel på to sammenhængende værker er “Ud af natten” og “Nigger”-bøgerne, som er skrevet samtidig. Hvor førstnævnte er præget af lyse og smukke drømmesekvenser, er “Nigger”-bøgerne lige så konfronterende, som titlen indikerer, og et udtryk for det mørke og ubearbejdede, serveret direkte fra sjælens indre. Også “Fremtidsminder” og “Skrigerne” er skrevet samtidig og har en tilsvarende dobbeltkomposition. Strunge forklarede i et interview denne sammenhæng: “For at en tekst som “Fremtidsminder” kan blive til, er det nødvendigt [...] at skrige i det ydre for at få stilhed i det indre.” [8]. Skriget blev altså til “Skrigerne”, mens den indre stilhed tog form som “Fremtidsminder”.

I modsætning til mange forfatterskaber, der udvikler sig over tid, så er Michael Strunges forfatterskab nærmere en cirkulær bevægelse, hvor de samme tematikker behandles igen og igen, i samme litterære form, men med nye ord og sproglige billeder.

Beslægtede forfatterskaber

I flere af Michael Strunges værker anfører han et introducerende citat. Blandt andet har han hentet citater fra David Bowie, Johnny Rotten fra The Sex Pistols, punksangeren Tom Verlaine og den franske forfatter Arthur Rimbaud. Det er tydeligt, at Strunge har hentet inspiration fra disse i sine rebelske tekster og i forhold til hans voldsomme, samfundskritiske og til tider destruktive forhold til samtiden.

Man kan ligeledes betragte Strunge i forlængelse af Beatgenerationen, der var et omfattende litterært netværk i USA i 1950’erne og 60’erne. At være ‘beat’ betyder at være slået ud, at være flad og at være udmattet. Men i litterær forstand har det også en anden betydning. Her betyder det at være høj og ekstatisk. Centrale skikkelser i denne generation er Jack Kerouac, Allen Ginsberg og William S. Burroughs, og de satte USA på den anden ende med en kritisk behandling af samfundet. Energien hos Beatgenerationen minder meget om energien i Strunges tekster, og det samfundskritiske element er vægtigt begge steder. De har ligeledes et fælles tema – nemlig menneskets frigørelse – men hvor beatgenerationen hovedsageligt fokuserede på spirituel og seksuel frigørelse samt ligestilling mellem køn og racer, så er det hos Strunge frigørelse af drømmene, menneskenes frigørelse fra kapitalismen og dens medfølgende materielle begær og maskiner samt ikke mindst frigørelse til kærlighed, der står centralt.

Man kan ligeledes finde ligheder med litterære strømninger som dadaismen, der var en kulturel og avantgardistisk bevægelse i Europa op til og under Første Verdenskrig. Bevægelsen er præget af enorme energiudladninger, der blandt andet kommer til udtryk i de mange dadaistiske manifester, der blev udgivet. Fælles for disse manifester er et opgør med og en afstandtagen fra den eksisterende kultur og et ønske om at skabe noget helt nyt igennem et helt nyt kulturelt sprog. Ofte giver ønsket sig udslag i drømme om destruktion, om at destruere den eksisterende kultur med voldsomhed, fart og endog krig. Også hos Strunge kan man finde spor af et sådant håb om, at et nyt sprog kan skabe en ny og bedre virkelighed, samt et ønske om, at alt kan blive til det bedre, hvis blot vi får renset ud.

Hvis man læser Strunge som en talsmand for den danske 80’er tidsånd, så kan man sammenligne hans forfatterskab med F.P. Jacs, Bo Green Jensen og Søren Ulrik Thomsens forfatterskaber. Sidstnævnte donerede i sin debutsamling “City Slang” fra 1981 et billede af storbyen med al dens forvirring og impulser, ligesom også Strunge gjorde det i eksempelvis “Vi folder drømmens faner ud”.

På trods af alle disse sammenlignende referencer, så er Strunges poesi et dybt originalt indspark på den litterære scene. Han har et særligt billedsprog, som nok indrammer 1980’erne, men som i dag står lige så stærkt. Kritikeren Thomas Bredsdorff siger om Strunges evne til billeddannelse: “Ingen kan sige, hvad der holder. De færreste digtere skriver mere end en håndfuld digte, der holder, og hvis vi ser på dem som digte, man virkelig vender tilbage til, er det da stort overhovedet at have skrevet noget, der holder. “Vi folder drømmens faner ud” bliver stående som et udtryk i det danske sprog. Det løftede os ud over de lidt stramtandede 70’ere, hvor der kun var faner. Og det holdt samtidig fast i, at drømmen ikke bare var noget luftigt spindelvæv. Selvfølgelig er der noget romantik over det, men når den er allerbedst, så er romantikken jo et brus af ungdom. Rebeller forlanger, at forandringerne skal ske nu, for i morgen er det for sent.” [4].