”Min hjerne er rodet / mit hjerte er rod / der vokser og sprænger mig indefra / og spytter med sæd, blomst og blod.”
“Kaos og explosion” i “Ud af natten”
I det indledende digt “Krystalskibet” optræder både rubiner, smaragder, tigerøjne, gule topassten og lapis lazuli. Sidstnævnte er en sten, som er blevet solgt som smykker de sidste 6.500 år, og på den måde forenes menneske og natur. I digtet optræder desuden Englen Anima, der kommer til jorden med Krystalskibet som en art frelser fra den kosmiske uendelighed. Endog en engel, der stiger ud ‘igen’, hvilket betyder, at englen har været her før. Digtet fremstår som en science fiction-agtig drømmesekvens eller et utopisk fremtidsscenarie, hvor drømmens styrke vinder over virkeligheden og bereder menneskene en ny fremtid. Men på trods af lysten til livet og lyset lurer en erkendelse af manglende illusioner. Som i de digte, hvor Strunge tager afsæt i sit barndomsjeg, der er fulde af filosofiske forundringer, som dengang overskyggedes af leg, men som med den voksnes bevidsthed overskygges af dødens eksistens. Det mest ekstreme udtryk for denne bevidsthed udtrykkes i digtet “Aldrig”, der på blot to linjer fremstiller denne essens: “Nej, jeg vil ikke dø./Jeg vil bare være ufødt.” Strunge skrev aldrig et digt med titlen “Altid”, måske fordi han ikke – eller i hvert fald kun i glimt – troede på en evighed, men i stedet er det følelsen af intet(hed), der præger hans tekster. I hvert fald udelukker han både det ‘før’ og ‘efter’, og altså tiden som sådan, som ellers er en væsentlig tematik i mange af hans digte.
Michael Strunge
Michael Strunge er en af 1980’ernes helt store lyrikere. I løbet af sit 27 år korte liv nåede han at udfri hele 11 digtsamlinger fra sin rablende poetiske hjerne. Det er poesi, der kan baske til en...
Læs hele forfatterportrættet
