”Det bedste sted at tænke over den tid der er gået / er og bliver Café Promenaden (Frederiksberg Allé nr. 58) / en kølig oktoberdag under markisen / mens lindene brænder / og folk i frakke går til og fra // kunne jeg græde min værste bitterhed ud / i én eneste ætsende, tjæresort tåre / ville dét være bedst // det bedste er alt det kvinder går rundt med i håret / tækkelige klemmer og glimtende spænder / sløjfer og bøjler og blussende blomster / store gule papirsommerfugle / og sølvnåles lyn slået ned i frisurens vidtløftige læs // at man jo altid kan læse Den store Gatsby /”
”Det værste og det bedste”, upag.
Digtene adskiller sig markant fra Thomsens yderligere virke ved at være let tilgængelige, lige-ud-ad-landevejen opremsninger af det, der gør livet godt og skidt for ham. Konkrete ting, steder og hændelser fylder mest, men også mere vidtløftige episoder optræder: ”at høre to stinkende stegte æsteter slås / om hvem der foragter mest kunst” og ”Det bedste er at jeg glemmer døden / så længe det varer at løfte blikket / fra de grønne sko til din røde revne”. Som en naturlig videreførelse af forfatterskabets sammenskrivning af konkrete og abstrakte elementer, fletter Thomsen ting fra alle sfærer sammen i dette langdigt. Formen er på formel og let at gå til, og det er måske medvirkende til samlingens enorme folkelige gennembrud.
Hvert digt slutter med, at noget er det bedste eller værste for mig. Modsat f.eks. i ”Det skabtes vaklen”, som ophævede digtene til udsagn om generelle vilkår i livet, er dette en hyldest til det personlige, levede liv, der ligger til grund for digtene. Det er ikke et forsøg på at sige noget almengyldigt om livet, døden og kunsten, men at holde fast i de store og små ting i livet, der fylder dagene og sætter spor i personligheden. Der er en ny mildhed over teksterne, hvilket både skyldes den snakkende form og de mindre absolutte udtalelser. Digtene refererer til hinanden indbyrdes, til andre af forfatterens værker og til anden litteratur. På sin vis er ”Det værste og det bedste” en erindringsbog med blik for konkrete erindringer om de der scooterstøvler, en blå læderjakke købt i Paris og karmoisinrøde frimærker, og for sanselige erindringer om mors slanke hånd ned ad nakken. Det er en meget personlig samling, hvis jeg er markant anderledes end jeget i tidligere samlinger, da det her er en lyrisk gengivelse af det biografiske jeg. Samtidig er bogen et opgør med den tidligere så cool digter, der nu f.eks. helliger et digt til skovkatten Pjevs, der døde.
Søren Ulrik Thomsen
Søren Ulrik Thomsen har siden debuten med ”City Slang” i 1981 haft en særlig status blandt både læsere og kritikere. Thomsen har bevæget sig fra at erfare et mytologisk storbymiljø i 1980’erne over...
Læs hele forfatterportrættet
