BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Lån på biblioteket
Emneord:

    Hjemfalden

    Søren Ulrik Thomsen

    56 siderUdgivet: 1991

    Lån på biblioteket
    Senest opdateret
    • Anne Vindum
      cand.mag., 2016
    Hovedforfatter
    • Anne Vindum
      cand.mag., 2011

    Intro

    Søren Ulrik Thomsens fjerde digtsamling ”Hjemfalden” udkom i 1991 og fulgte op, hvor ”Nye digte” slap. Både formelt og stofligt ligner de to samlinger hinanden med deres parallelle temaer, billeder, komposition mv., men noget nyt i ”Hjemfalden” – og herefter resten af forfatterskabet – er, at digtene ikke længere har titler, men kun er angivet ved sidetal. Et andet nyt træk er en mindre formvariation og en tydeligere suitestruktur, dvs. at digtene internt og på tværs af samlingen hænger sammen. De enkelte digte står for sig selv, men vokser også ind i hinanden og giver samlingen et præg af enhed. Nogle af de stilistiske træk, der er karakteristiske for ”Hjemfalden” er: en skiften mellem positioner og fokus på tvetydigheder, emner fra forskellige forestillingsverdener bringes sammen og syntaksen er dyb og slynget. De tre fremtrædende digtformer i samlingen er den erkendelsessøgende arabesk, det samfundskritiske prosadigt og det statusopgørende korte digt. (Neal Ashley Conrad: Rosen, dansen og klokken. Spring nr. 10, 1996).

    ”1000 kædebreve, / rummende hver sin sandhed, / sendtes af sted / og genererede een stor løgn: / At døden kan afdrages på rimelige vilkår, / evigheden indløses sekund for sekund. / Den, der bilder sig ind at opnå / endsige undgå noget som helst / ved at sende dette videre, / skal tilbringe resten af livet / på et enkebal i provinsen.”

    ”Hjemfalden”, s. 46.

    I ”Nye digte” optrådte Havet som metafor for det store Andet. Det er i ”Hjemfalden” afløst af en lysmetaforik, der går igennem samlingen og videreføres i ”Det skabtes vaklen.” Hvor der tidligere kun var sprækker til det religiøse, tager digteren nu et kristent vokabular på sig og vedkender sig en tro. På en måde er der kun ét emne og én form i Hjemfalden, hvor det hele vikler sig sammen, og samlingens poetik samler sig om tid, religion, erindring og mellemtilstande. Jeget erkender, at det har levet et stykke tid og er blevet den, det er ud fra de oplevelser, det har haft hidtil i livet. De første aldringstegn er sat ind, og den tid, der er gået, kommer ikke igen. I digtet på side 12 står der: ”Jeg har levet i 35 år og har brug for lige så mange / til at komme mig over de første.” Digteren erkender, at livet har døden, forfaldet og forgængeligheden indlejret i sig, og for at udvikle sig må man omfavne tidsligheden, tage det, der er forsvundet, med sig. Når denne erkendelse har rodfæstet sig, bliver digtet en måde at udsætte ophøret på.

    Et karakteristisk træk for denne samling og det øvrige forfatterskab er, at Thomsen ikke skriver hverken lykkens eller ensomhedens digtning. Der krydses hele tiden over i de mellemtilstande, der i høj grad udgør livet. Bevægelsen mellem de eksistentielle yderpoler undersøges og beskrives, og det er netop digtenes hverdagsagtige karakter, der betegner disse menneskelige mellemtilstande.

    Søren Ulrik Thomsen

    Søren Ulrik Thomsen har siden debuten med ”City Slang” i 1981 haft en særlig status blandt både læsere og kritikere. Thomsen har bevæget sig fra at erfare et mytologisk storbymiljø i 1980’erne over...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger