- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., juni 2018
- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., 2012
Intro
I digtsamlingen ”Sommerfugledalen” fra 1991 viderefører Inger Christensen sin forkærlighed for en fast struktur i sin poesi. Samlingen er nærmere bestemt en såkaldt sonetkrans. Hvert digt i bogen er en sonet. Sonetformen består af 14 verselinjer med en jambisk rytme. Det vil sige, at der skiftes mellem en tryksvag og en trykstærk stavelse. De 14 vers er inddelt i to kvartetter med fire linjer og to terzetter med tre linjer. De klassiske sonetter er også kendetegnet ved faste rimskemaer. Kransen af sonetter opstår ved, at den sidste linje i hver sonet samtidig er begyndelseslinje i den næste sonet. Den sidste sonet – mestersonetten – består desuden af begyndelseslinjerne fra de foregående 14 sonetter. Inger Christensen siger selv, at arbejdet med en allerede eksisterende form ikke er en begrænsning men derimod en frugtbar metode: ”Netop fordi det skal rime, netop fordi sonetten skal have en bestemt rytme osv., så bliver kombinationsmulighederne så spidsfindige, at man let kommer til at sige noget, man slet ikke havde drømt om.” (Neal Ashley Conrad: Det svimlende punkt. Synsvinkler på forfatterskabet. Samtale med Inger Christensen. Artikel i tidsskriftet Spring nr. 18, 2002).

Inger Christensen
Inger Christensens forfatterskab er enestående ved dets evne til at forene suveræn form og sprogbeherskelse med stor sanseorienteret fylde. Både i sin poesi og i sine prosatekster tænker Inger Chr...