BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Lån på biblioteket
Emneord:

    Sommerfugledalen

    Inger Christensen

    44 siderUdgivet: 1991

    Lån på biblioteket
    Senest opdateret
    • Katrine Lehmann Sivertsen
      cand.mag., juni 2018
    Hovedforfatter
    • Katrine Lehmann Sivertsen
      cand.mag., 2012

    Intro

    I digtsamlingen ”Sommerfugledalen” fra 1991 viderefører Inger Christensen sin forkærlighed for en fast struktur i sin poesi. Samlingen er nærmere bestemt en såkaldt sonetkrans. Hvert digt i bogen er en sonet. Sonetformen består af 14 verselinjer med en jambisk rytme. Det vil sige, at der skiftes mellem en tryksvag og en trykstærk stavelse. De 14 vers er inddelt i to kvartetter med fire linjer og to terzetter med tre linjer. De klassiske sonetter er også kendetegnet ved faste rimskemaer. Kransen af sonetter opstår ved, at den sidste linje i hver sonet samtidig er begyndelseslinje i den næste sonet. Den sidste sonet – mestersonetten – består desuden af begyndelseslinjerne fra de foregående 14 sonetter. Inger Christensen siger selv, at arbejdet med en allerede eksisterende form ikke er en begrænsning men derimod en frugtbar metode: ”Netop fordi det skal rime, netop fordi sonetten skal have en bestemt rytme osv., så bliver kombinationsmulighederne så spidsfindige, at man let kommer til at sige noget, man slet ikke havde drømt om.” (Neal Ashley Conrad: Det svimlende punkt. Synsvinkler på forfatterskabet. Samtale med Inger Christensen. Artikel i tidsskriftet Spring nr. 18, 2002).

    ”De stiger op, planetens sommerfugle

    Som farvestøv fra jordens varme krop,

    Zinnober, okker, guld og fosforgule,

    en sværm af kemisk grundstof løftet op.

    Er dette vingeflimmer kun en stime

    af lyspartikler i et indbildsk syn?

    er det min barndoms drømte sommertime

    splintret som i tidsforskudte lyn?”

    ”Sommerfugledalen”, s. 1.

    Et andet karakteristika er, at sonetten er en kompositionsform, hvor der i kvartetterne præsenteres et billede, som terzetterne udlægger. Dette kendetegn ses også i Inger Christensens sonetkrans. I hendes sonetter er der bl.a. tale om, at synet af sommerfuglesværme udlægges som meget andet end blot flyvende, farvestrålende insekter.

    Digtsamlingen har undertitlen ”Et reqiuem”, det vil sige en messe for de afdøde. Døden og de afdøde spiller da også en væsentlig rolle i de 15 sonetter. I digtene flyver erindringsstumper, det glemte eller tabte, og mennesker, der er døde, forvandlede op som sommerfugle i gendigtningen af en synsåbenbaring af sommerfuglesværme i middagsheden i Brajcinodalen. Sonetterne handler således både om digterens møde med naturen i den makedonske dal, hvor der kan opleves et utal af sommerfuglearter, og hendes samtidige overvejelser om menneskelivets korthed, intensitet og forgængelighed i kontrast til naturens skønhed og storhed. Samlingen kredser også om, hvorledes mennesket beskriver virkeligheden ved hjælp af det poetiske sprog. Der sættes spørgsmålstegn ved det gængse sproglige billede, der placerer sommerfuglen som en metafor for sjælen. For sommerfuglen er natur, og sommerfuglebilledet indeholder derfor også døden i sig i Inger Christensens digtning.

    Videoklip

    System & Poesi - Inger Christensens "Sommerfugledalen". Greve Bibliotek, 2018

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Inger Christensen

    Inger Christensens forfatterskab er enestående ved dets evne til at forene suveræn form og sprogbeherskelse med stor sanseorienteret fylde. Både i sin poesi og i sine prosatekster tænker Inger Chr...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger