”Mit hus bevægede sig med forrygende fart gennem et snelandskab. Snefygningen mod ruden, et mikrokosmos af bevægelse og lys, fnug der opstod og roterede omkring lysstrålen fra min stue, altings opståen og opløsning i samme sekund. Hvirvlen mod min rude, en minimælkevej. Sne der både var der og ikke var der. Dette var – og er – det hele. Velkommen nytår!”
“Transparence”, s. 243.
Andet bind i trilogien bærer titlen “Ja” og er fra 1986. Ja’et er synonymt med fortællerens forlovelse med en mand. Men det, der i første omgang ser ud til at være et kærlighedsforhold fuldt af forløsning, bliver destruktivt for jeg’et, da manden forsøger at forandre fortælleren ved at styre, strukturere og tæmme hende.
“Transparence” fra 1993 er tredje og sidste bind i serien. Her tager forfatteren på en art åndelig rejse ind i sig selv og ud i verden i selskab med den fallerede musiker Ben og den tibetanske lama Padmesambhawa. De tre har det til fælles, at de beskrives som en slags emigranter i det moderne liv.
Trilogiens afsluttende titel – transparence – er en form for konklusion på fortællerens hidtidige liv. Hvor hun i den første roman hylder den frie kærlighed og erotik og i den anden ender op med at bekende sig til en nærmest religiøs livsforståelse, så handler tredje del om, hvordan forfatterens selv er forsvundet i livseksperimenter og forsøg på at tilpasse sig andres forventninger. Hun er blevet så transparent – gennemsigtig og udvisket -, at hun på det nærmeste er forsvundet. Trilogiens overordnede motiv er, hvordan man kan frigøre sig fra sin opvækst og fra samfundets forventninger og leve et liv i pagt med sig selv og hverdagens nærvær.
Sproget er præget af både hverdagslige gengivelser, filosofiske betragtninger over livet og kærligheden samt psykologiske portrætter. Der er et væld af metaforer – blandt andet dyremetaforer -, og fortællerstemmen er præget af en vilterhed, der giver sig udslag i mange associationer og spring i tid, sted og emne.
Suzanne Brøgger
Kærlighedens og erotikkens frontkæmper kunne man kalde den danske forfatter Suzanne Brøgger, der siden sin debut ”Fri os fra kærligheden” i 1973 har udfordret de moderne samlivsformer igennem litte...
Læs hele forfatterportrættet