”Jeg ville helst tage genforeningen tjekket, men synet af min bedste veninde slog luften ud af mig. Store hulk trængte op gennem min hals, og jeg knugede hende ind til mig. Vi endte i en bunke på jorden med en forbløffet flok jætteulve omkring os.”
”Ravnenes hvisken”. Bog 2, s. 340.
For at befri sin søster og forhindre katastrofen drager Anne afsted til Hrafnheim. Hun slår hurtigt følgeskab med krigeren Rorik, der hjælper hende på hendes lange rejse gennem det middelalderlige rige frem til hovedstaden Sent. På rejsen møder Anne mange forskellige folkeslag og mystiske væsner. Hun befinder sig flere gange i livsfare, men overlever i kraft af sin kamptræning og med hjælp fra halvguden Od og guden Odin, der er på hendes side.
Modsat ”Ravnenes hvisken” 1 befinder vi os i denne bog i en ren fantasy-verden, det der også kaldes high fantasy. Hele handlingen udspiller sig i en parallelverden med kun enkelte referencer til vores verden som for eksempel, når Rorik udspørger Anne om, hvordan der er i Midgård (s. 137-142). Annes personlige udviklingshistorie, kærlighed og venskab fylder fortsat meget – mindst ligeså meget som spændingshistorien. I første bog hører vi om, hvordan Anne for første gang får venner og kommer ud af ensomheden, men i anden bog tvinges hun til at forlade sine venner for at beskytte dem. Ligesom hun også skal lære, hvor meget hun kan stole på nye bekendtskaber. Det gælder for eksempel Rorik, som forelsker sig i Anne, og for hvem hun også nærer varme følelser.
Et andet gennemgående tema i bogen er religion og tro. Den nordiske mytologi er baggrund for handlingen, og der er flere dialoger gennem bogen, der handler om forholdet mellem guder og mennesker og retten til religionsfrihed – eller retten til slet ikke at tro på noget.
Malene Sølvsten
Malene Sølvsten debuterede i 2016 med første bind i den spændende fantasy trilogi ”Ravnenes hvisken” og blev samme år nomineret til Læsernes Bogpris. "Ravnenes hvisken" er en velskrevet og medriven...
Læs hele forfatterportrættet