- Karina Søby Gulmanncand.mag., september 2023
Intro
I Leif Panduros roman ”Fern fra Danmark” fra 1963 kastes læseren hovedkulds ind i en særpræget hovedkarakters tilværelse. Romanen indledes med sætningen ”Er pludselig til”, og dernæst følger en detaljeret beskrivelse af fortællerens omgivelser og dernæst af ham selv. Alt er beskrevet med en undren, som af en udenforstående, men dog med et nuanceret vokabularium. Det viser sig, at årsagen til, at han fremstår så undrende, er, at han har hukommelsestab, og resten af romanen er formet som en opdagelsesrejse og en jagt på fortællerens identitet. Igen og igen stiller fortælleren, som viser sig at hedde Martin Fern, sine omgivelser spørgsmålet: Hvem er jeg? Men ingen ønsker at svare – heller ikke på det sanatorium, hvor han befinder sig. Det eneste, der står klart i mødet med omgivelserne, er, at Martin Fern ikke ligefrem er vellidt. Hans nærmeste frygter ham eller hader ham, men ingen ønsker at fortælle ham hvorfor.
