Cecilie Lind

Genrer og tematikker

Cecilie Linds forfatterskab spænder over såvel poesi som prosa, men uanset hvilken genre hun skriver i, flimrer hendes sprog et sted midt imellem prosa og lyrik: Det prosaiske finder vi i de langstrakte sætningsforbindelser med tidslige udviklinger samt i det udpegede og den fortællende struktur omkring aktanter, vi kender fra sagn og eventyr, og i de senere bøger omkring et bekendende ”jeg”. Det lyriske finder vi i Linds fokusering på øjeblikket, i den smalle spalteopsætning og de afhuggede sætninger, hvori linjeskiftet bliver accentueret og endelig i den udtrykte opmærksomhed på rytmiske og klanglige sprogkvaliteter.

Mens ”Dughærget pupil accelererer tusmørket” falder helt udenfor samtidige litterære trends som bekendelse og autofiktion, er ”Strunk” og ”Scarykost” udtalt bekendende og til dels biografiske. Bevægelsen i forfatterskabet kulminerer med ”Mit barn”, hvor bekendelsen toner rent flag. Overgang fra barndom til voksen, fra pige til kvinde, er både en distanceret og fabulerende eventyrformel, hvori et autentisk ”jeg” er erstattet af en konstrueret ”frøken”, en ”havfrue”, en ”sylfide”, en ”svimling”, men det er også en erfaring gjort på egen krop. Det er myten og sagnet, der brydes med det erfarede og politiske i forfatterskabet: Havfruers bask med halen på den ene side og opkastets nedbrydning af tændernes emalje og fødselsveernes pressen på den anden.

Lind griber præcist ned i ønsket om at fastholde barndommens uskyld og naivitet intakt og tage denne naivitet med over i en voksen verden af sorg, seksualitet, længsler og risiko. ”Jeg ved ikke hvad det vil sige at være en pige, blive en kvinde,” hævder Lind i en kronik i Politiken (Cecilie Lind: Selvfølgelig må jeg være vred. Politiken, 2015-05-20). Linds på én gang formspændte og løselige – på en gang blåøjede og selvbevidste – tekstfacon, synes i korte glimt at gå i sync med denne udjævning af pige/kvinde/mor. Overgangen er fyldt med skam, bræk og desperation men også lyst, humor og kærlighed.

I romanerne ”Til en engels forsvar” og ”Pigedyr” kredser Cecilie Lind om begær og grænser. Hun udforsker spirende seksualitet og spidder samfundet og det mandlige blik på ’den purunge pige’, der i sig selv udgør et centralt tema i romanerne. Romanerne handler også om selvbilleder – om at blive bekræftet gennem andre og om kun at føle sig skøn og smuk, hvis andre begærer en. I ”Mit barn” og ”Bristefærdig” er moderskab det helt centrale tema – her udforskes den betingelsesløse kærlighed sideløbende med den ultimative afmagt.

Beslægtede forfatterskaber

Cecilie Linds skrift har flere berøringsflader med dansk litteraturhistorie. Slægtskaber strækker sig tilbage til 1920’ernes ekspressionisme og navnlig Rudolf Broby-Johansens stumpe og jeg-løse sætningsbygning. Hvor Broby-Johansen kun er grum, er Lind dog også sød. Tillige finder vi fællestræk i 1960’ernes teksteksperimenter, hvor Per Højholts ”Turbo” skal fremhæves som et fortilfælde af en tekstmodus, der stadigt forskyder sig i stedet for at sigte på et mål. Man kan endelig fornemme Michael Strunges alvor og selvtillid i Linds (tidlige) tekster – hans på en gang punkede, syrede og rå konkretisme taler ind i Linds forfatterskab, og man fornemmer et slægtskab i deres forhold til ordene. Som når Lind i et interview fra 2013 forklarer: ”Af og til kommer ord til mig i strømsk virvar. Det kan føles yderst voldsomt. Jeg overmandes, og så må fingrene forsøge at følge med hjernens udspyningsproces.” (Malene Ravn: Ord fra Cecilie Lind. Politiken, 2013-01-19).

Skal vi kigge på samtiden, kan man pege på Charlotte Weitze som en litterær artsfælle. Weitzes folkloristik, tæt befolket af nisser, talende dyr og unge kvinder, er i det mindste heller ikke bange for eventyrets overnaturlige topos. I de seneste bøger synes en inspiration fra Ursula Andkjær Olsen og med hende også Peter Laugesen at samle sig i en formskiftende og vildt udbredende skriftfacon.

”Mit barn” gentager på flere måder en æstetik, man kender fra 1970’erne. Det er igen Peter Laugesens udflydende, ustoppelige modus og Suzanne Brøggers rodede grænseløshed, særligt i ”Creme fraiche”. Men det er også Vita Andersens bekendende knækprosa og så selvfølgelig den helt store fødebog, Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn”, der nok deler motiv men så ikke meget andet med ”Mit barn”. I dag skriver ”Mit barn” og ”Bristefærdig” sig ind i en kreds af forældrebøger skrevet af forfattere som Olga Ravn, Dy Plambeck, Ursula Andkjær Olsen, Maja Lucas og på den fædrene side Jan Thielke og Rolf Sparre Johansson. ”Bristefærdig” er dog en noget mere udsyret, magisk realistisk morroman end både forgængeren og de øvrigt aktuelle forældreskabsværker,

Relaterede forfattere