”det syge/ ved mine øjne, mine øjne er for store til at/ se// ind i sprækker, overvægt, og blafre med mine/ vipper, tunge og stive af// mascara/ plus […]”
”Strunk”, s. 81.
Hvor Linds forrige bog stak af fra verden, så holder ”Strunk” fast i den. Fantasiens fabeldyr i tredjeperson er skiftet ud med et autentisk og givetvis biografisk ”jeg”, og bevægelsen fortsættes og accelereres i ”Scarykost” (2016). I et litterært safe space, hvor sproglige og sociale normer ikke får lov til at virke hæmmende, siger ”Strunk” det, der udenfor var markeret som taberens fornedrede tilværelse, højt og klart.
Det såkaldt private rum med iagttagelser af den nære verden – ”se// grankoglerne/ ligge/ i/ bunker/ og ægger mig/ med/ der fuldstændigt vidunderlige// TAKKER”, selvskade og selvbebrejdende følelser – ”tillader/ mig/ at/ døve/ det/ der/ larmer/ med/ lidt/ SULT” og pinlig forfængelighed – ”jeg er en yderst delikat/ flower og jeg vil tilbedes af talrige// bitches der vil være mig” får sin platform.
I modsætning til Linds foregående bogs afsnitsinddelinger er ”Strunk” et kontinuert langdigt. I én sammenhængende men ustadigt flakkende, ombrudt og retningsløs tekst fremstår den høje starut af en bog som en mark af den elegante men også komisk langstrakte Flora Danica-purløgsplante, der pryder bogens forside.
Linds sproglige arbejde er ofte en underholdende nominel størrelse, en slags glosesport, der opsøger og editerer formelle ligheder i sproget. Det kan f.eks. lyde: ”virgin, og tonic” eller ”nektar/ tardarhhh”. En særlig iøjnefaldende stiløvelse er placeringen af to identiske ord skulder ved skulder i en meningsfuld sætning: ”i et væk: væk mig” eller i et blæret hattrick: ”er det det det er”. Her er den blotte gentagelse faktisk en meningsgivende videreførelse af udsagnet.
Cecilie Lind
I Cecilie Linds messende sprog præget af pigeunivers er ordene rytmiske og grafiske enheder, der lader sig flette ind og ud af hinanden. Hun kan også skrive let og tilgængeligt, tæt på et levet liv...
Læs hele forfatterportrættet