”Han hader sin far for at have ødelagt morens liv, og alligevel kan han ikke skyde skylden på ham. Det er dog mest Erik der har ødelagt hendes liv, det er jo ham der er her.
I sidste ende peger det hele tilbage på Erik, hadet, fortrydelsen, skylden, faren er her ikke, og Erik kender kun sig selv, der er kun ham at hade. Også derfor er de usynlige øjeblikke så befriende. Ingen ser ham når han er usynlig.”
”I dine øjne”, s. 312.
Eriks barndom er præget af svigt og ensomhed. Både derhjemme og i skolegården skal han høre for, at han er anderledes og forkert, og han tynges af en følelse af skyld over den måde, morens liv er endt. Da hans moster Bertha i København arrangerer en læreplads som elektriker til ham, beslutter han sig for at vende sin barndom ryggen og skabe sig sit eget liv. Handlingstråden ender ved Eriks datter Nete, som igennem sin opvækst har forsøgt at forstå afstanden til sin far og ikke mindst hans tavshed, når det kom til hans rødder og barndom. Modsat sin far er hun rundet af en tid, hvor det fremmedartede og eksotiske kinesiske islæt blot føjer kulør til den moderne identitet.
Romanen er delt ind i fire dele, der hver markerer en ny synsvinkel, hvorfra historien fortælles. I første del fortælles fra skiftevis Agnetes og Lai Funs synsvinkel, i anden del fra Gudruns, i tredje del fra Eriks og i fjerde del Netes.
”I dine øjne” er en roman om at finde sig selv og en roman om at høre til i et fællesskab – og også om ikke at høre til. Historien om Lai Fun og Erik er fortællingen om et homogent dansk samfund i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor det at være anderledes automatisk betød at stå udenfor. Men det er også en roman om at være kvinde i en tid, hvor det at blive gravid bestemte ens skæbne. Selvom Agnete og Gudrun ikke kender hinanden, er deres skæbner bundet sammen af de uønskede graviditeter og af de børn, som bliver taget fra dem på den ene eller den anden måde.
Malene Ravn
Malene Ravn demonstrerer med sit forfatterskab på tre romaner, at hun både mestrer at skrive den korte roman, der dirrer af fortættet drama, og den store slægtsfortælling med et stykke Danmarkshist...
Læs hele forfatterportrættet