BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Foto: Robin Skjoldborg
*Seneste udgivelse

Malene Ravn

Senest opdateret
  • Redaktionen
    oktober 2023
Hovedforfatter
  • Maria Høher Larsen
    cand.mag., december 2018

Intro

Malene Ravn demonstrerer med sit forfatterskab på tre romaner, at hun både mestrer at skrive den korte roman, der dirrer af fortættet drama, og den store slægtsfortælling med et stykke Danmarkshistorie som kulisse. Det psykologiske portræt af et menneske – især den unge kvinde eller den ensomme outsider – optager Malene Ravn, og hun har øje for de politiske, sociokulturelle og kropslige vilkår, der former et menneskes identitet og erfaring.

Baggrund

Malene Ravn er født i Virum og voksede op i en familie, hvor begge forældre læste meget. Hun fortæller selv om den betydning, det havde for hendes lyst til litteratur: ”Bøgerne og læsningen gav mig en følelse af forbundethed med dem. Det var en verden, de åbnede for mig, og som vi tog del i sammen. Det var bare at træde indenfor, så voksede jeg i agtelse og fylde.” [4]Maria Høher-LarsenInterview til Forfatterweb. December 2018..

”Det uretfærdige i at stå udenfor, være dømt ude, det er aldrig selvvalgt, nogen har placeret dig der, fra du var helt lille og ny, i dit eget dårlige selskab, og det er ham der har gjort det, ham der har peget dig ud, skreget dig ud, sat sit mærke på dig, og du kan aldrig komme ind igen, alle kan se det på dig, alle kan lugte det […]”

”Mia”, s. 60.

Malene Ravn blev uddannet cand.mag. i dansk, sprogpsykologi og retorik i 1999. Hun arbejdede med tv i ti år, senest hos TV2 som kanalredaktør og projektleder. Fra 2011 til 2013 skrev hun spalten ORD i Politiken Bøger, hvor hun interviewede forfattere om deres forhold til ord.

Foto: Robin Skjoldborg
  • Født

    1971 i Virum.

  • Uddannelse

    Cand.mag. i dansk, sprogpsykologi og retorik, 1999.

  • Debut

    Det eneste rigtige. Gyldendal, 2014.

  • Litteraturpriser

    Nomineret til DR 2021.

  • Seneste udgivelse

    Den virkelige verden. Gyldendal, 2023.

  • Inspiration

    Per Petterson, Linn Ullmann, Siri Hustvedt, Henrik Pontoppidan, Kjell Westö, Marguerite Duras, Lydia Davis, Peter Laugesen, Ida Jessen.

I 2011 arrangerede Malene Ravn digtbegivenheden Guerilladigte, hvor hun sammen med etablerede og debuterende digtere forvandlede den trykte udgave af Den Blå Avis til én stor digtsamling. Om det projekt siger Malene Ravn: *”*Formålet med Guerilladigte i Den Blå Avis var - for mig - at skabe opmærksomhed om digte og at vise folk, der ikke plejer at læse digte, at lyrik ikke behøver være svært og for de få indviede. At digte kan slå sprækker i hverdagen og være en del af hverdagslivet” (Malene Ravn: Guerilladigte i Den Blå Avis).

I 2014 udgav hun sin debutroman ”Det eneste rigtige” på Gyldendal, og i 2016 fulgte romanen ”Mia”. Romanen ”I dine øjne” (2018) er inspireret af hendes veninde Jette Lehmanns slægtshistorie. Fortællingen om børnehjemsbarnet Erik, der er søn af en dansk mor og en kinesisk far, tager sit afsæt i historien om, hvordan en gruppe kinesere kom til Danmark i 1902 for at optræde i forbindelse med den kinesiske udstilling i Tivoli. Men bogen var lige ved ikke at blive til, fortæller Malene Ravn i et interview, for i sin researchproces opdagede hun, at forfatterkollegaen Jesper Wung-Sung sad og skrev på en lignende roman om sin oldefar. Men på trods af at bøgerne umiddelbart ligner hinanden i forhold til det historiske stof, som de tager udgangspunkt i, viste romanerne sig også at være meget forskellige: ”Ja, det var spændende med den udstillede kineser i Tivoli, og i begyndelsen troede jeg da også, at det var ham, jeg skulle koncentrere mig mest om, men i processen fandt jeg ud af, at Erik skulle være mit fokuspunkt. Det var ham, der var interessant for mig. Ham og kvinderne i hans liv.” [3]Kasper Schütt-JensenTingene gentager sig. Vi bliver ved med at gøre de samme dumme ting mod hinandenJyllands-Posten, 2018-11-19.

Kunstmaleren Carl Fischer, der er oldefar til Malene Ravns mand, er inspiration og forlæg for romanen ”Hvor lyset er”, der udkom i 2020.

Malene Ravn arbejder i dag som forfatter på fuld tid, er gift for anden gang og bor på Frederiksberg.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Malene Ravn fortæller om ”Hvor lyset er”, 2020.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Malene Ravn definerer selv sine to første bøger, ”Det eneste rigtige” og ”Mia”, som ”nutidige, psykologiske dramaer, små, komprimerede historier,” som nærmest har ”karakter af kammerspil” [3]Kasper Schütt-JensenTingene gentager sig. Vi bliver ved med at gøre de samme dumme ting mod hinandenJyllands-Posten, 2018-11-19. Mens handlingen i disse romaner strækker sig over kort tid, er slægtsromanen ”I dine øjne” en større fortælling om flere generationer fra 1902 og frem til nutiden.

Her skildres menneskeskæbner, der formes af sociale, økonomiske og kulturelle vilkår i begyndelsen af 1900-tallet. Hovedpersonen Erik tillægges af sin omverden en bestemt identitet som fremmed på grund af sit udseende, og historien om hans rejse fra dansk-kinesisk bastardunge til succesfuld elektriker er derfor fortællingen om at kæmpe sig fri af andres øjne for i stedet at blive sig selv. Ifølge Malene Ravn er romanens tema vedkommende i det politiske klima i dag: *”*Jeg er overbevist om, at de færreste af os er racister, men vi lider under den forestilling, at vi alle skal være ens. Vi skal ikke være ens for at blive behandlet lige. Vi bliver skræmt af forskellighed, fordi den føles som en trussel, men det må vi ud af. Vi er et lille land, og de, der ser anderledes ud, udgør så lille en del af befolkningen. Måske er vi lidt bagud, fordi vi er et så homogent land. Hvis der var flere, som ikke så ud som flertallet, så ville det nok ikke så være så farligt i vores bevidsthed.” [3]Kasper Schütt-JensenTingene gentager sig. Vi bliver ved med at gøre de samme dumme ting mod hinandenJyllands-Posten, 2018-11-19.

Et andet tema, som udfoldes i Malene Ravns forfatterskab, er moderskabet - både som en lykkelig begivenhed og som en smertefuld og problematisk erfaring. Det er især gældende for ”I dine øjne”, hvor beskrivelsen af moderskabet uløseligt er knyttet til beskrivelsen af kvinders vilkår i første halvdel af 1900-tallet. Der er i Malene Ravns romaner således mødre, der tvinges til at give deres barn væk, mødre der ikke føler sig knyttet til deres barn, mødre der dør og kvinder, der aldrig bliver mødre. Om det fokus i hendes forfatterskab fortæller hun: ”Kvinders vilkår og moderskab, både politisk og helt fysisk, det kropslige vilkår, optager mig. Det er egentlig ikke et bevidst valg, men det ligger lige for at udforske, fordi det fylder, ligger under huden, som en erfaring der snarere er fysisk end intellektuel, og som jeg oplever som vigtig at sætte ord på.” [4]Maria Høher-LarsenInterview til Forfatterweb. December 2018..

Skyld – og især barnets følelse af skyld – er et andet tema. Dele af både ”Mia” og ”I dine øjne” er berettet fra barnets synsvinkel, og her er skyldfølelsen central. Mia bærer rundt på en følelse af skyld over morens død og skyld over det i bogen unævnelige, der hænder for hendes søster Seline. Oveni kæmper hun med en følelse af skam, som modsat skyldfølelsen aldrig benævnes direkte i romanen, men som giver sig til udtryk i hendes konstante higen efter farens anerkendelse og kærlighed. I ”I dine øjne” oplever Erik - udover den sociale skam ved at være anderledes - skyldfølelse over sin mors afmagt og lede ved sig selv og sin situation.

Beslægtede forfatterskaber

Har man læst Jesper Wung Sungs slægtsroman ”En anden gren” (2017), vil man sikkert bemærke et tematisk slægtskab til Malene Ravns ”I dine øjne”. Begge romaner er baseret på virkelige begivenheder og personer, og begge tager de udgangspunkt i den kinesiske udstilling i Tivoli i 1902, hvor en gruppe kinesere rejste til Danmark. Men lige så ens, de to fortællinger umiddelbart kan lyde, lige så forskellige er de også. Hvor Jesper Wung Sung fokuserer på den historiske beskrivelse og hans oldefars liv som kineser i København, Frederikshavn og Berlin i perioden 1900-1930, er Malene Ravns fokus på slægtshistorien og Erik som det konkrete billede på og ikke mindst den arv af fremmedhed og social skam, som bringes videre i Lai Funs slægt.

Om dette fortæller Malene Ravn: ”Jeg ville skrive følelsernes historie. I stedet for at skrive en historie med bagklogskabens blik ville jeg hellere prøve at være der i personerne, og det har været spændende at skrive en roman, hvor det historiske mest er et bagtæppe for fortællingen.” [2]Carsten AndersenJeg var ikke kæk, da familien skulle læse min romanPolitiken, 2018-11-10..

En anden forfatter, der også er optaget af kvindernes vilkår i første halvdel af det 20. århundrede, særligt i forhold til graviditet og moderskab, er Tove Pilgaard, der i sin debutroman ”Brudstykker af et pigeliv” (1982) beskriver det typiske kvindeliv på landet i 1940’erne og 50’ernes Danmark, hvor livet som kvinde var bestemt af nogle i forvejen veldefinerede kønsroller.

Malene Ravns romaner placerer sig desuden inden for en lang realismetradition i Norden, der blandt mange andre tæller en forfatter som Ida Jessen. Ligesom det er tilfældet i ”Mia”, danner landsbysamfundet også kulissen for de menneskelige dramaer i flere af Ida Jessens bøger, ligesom skildringen af naturen og ensomheden også er central hos Ida Jessen.

Ydermere leder den stramme og minimalistiske prosa, som karakteriserer Malene Ravns to første romaner - og måske særligt ”Det eneste rigtige” - også tankerne hen på Helle Helle, der i sit forfatterskab lader hverdagens banaliteter træde frem i teksten som sprog for store menneskelige dramaer.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Det eneste rigtige
Det eneste rigtige

Malene Ravn

Gyldendal, 2014.

Mia
Mia

Malene Ravn

Gyldendal, 2016.

I dine øjne
I dine øjne

Malene Ravn

Gyldendal, 2018.

Hvor lyset er
Hvor lyset er

Malene Ravn

Gyldendal, 2020.

Den virkelige verden
Den virkelige verden

Malene Ravn

Gyldendal, 2023.

Andre tekster

Gadens stemmer. Her kommer skravlet som rejser sig op
Gadens stemmer. Her kommer skravlet som rejser sig op

Malene Ravn

Gadens stemmer/Saxo, 2016

Om forfatterskabet

Malene Ravns hjemmeside

Her kan du læse om hendes bøger, følge med i forfatterens blog med billeder og videoer og læse om de foredrag, hun kommer ud og laver på biblioteker mm.

Malene Ravn på Blogspot

Læs uddrag fra forfatterens klumme ORD i Politiken, hvor hun fra 2011-2013 interviewede forfattere om et ord, de er særligt optagede af. På bloggen finder du også information om projekterne Gadens Stemmer og Guerilladigte i Den Blå Avis.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Malene Ravn

Kilder citeret i portrættet

[1]

Blogpost om Guerilladigtene

Malene Ravn

I Den Blå Avis.

[2]

Jeg var ikke kæk, da familien skulle læse min roman

Carsten Andersen

Politiken, 2018-11-10.

[3]

Tingene gentager sig. Vi bliver ved med at gøre de samme dumme ting mod hinanden

Kasper Schütt-Jensen

Jyllands-Posten, 2018-11-19

[4]

Interview til Forfatterweb. December 2018.

Maria Høher-Larsen