BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
tove pilgaard
Foto: Forlaget Attika
*Seneste udgivelse

Tove Pilgaard

    Hovedforfatter
    • Maria Høher Larsen
      cand.mag., 2018

    Intro

    Stærkt inspireret af den svenske digter Edith Södergran er det tematiske omdrejningspunkt i Tove Pilgaards litteratur den kulturelt bestemte magtbalance mellem kvinder og mænd. På baggrund af sine egne erfaringer skriver hun med udgangspunkt i en tid og i et miljø, hvor det ikke var givet på forhånd, at kvinder definerede deres eget liv og fik uddannelse og karriere. I 2016 blev hendes debutroman fra 1982, ”Brudstykker af et pigeliv”, genudgivet – en unik skildring af særligt kvinders livsomstændigheder i 1940’erne og 50’erne på landet.

    Baggrund

    Tove Pilgaard blev født ind i en søskendeflok på 13 på en gård i Østjylland i 1930. Da hun var 11 år, blev hun optaget på den private realskole i Odder, selvom hun havde svært ved matematik. Til gengæld var hun god til danskfaget, og som barn og ung slugte hun alt lige fra knaldromaner til klassiske værker.

    ”Deres glatte kroppe havde været enige, men tankerne forstyrredes hele tiden af en hel række billeder, det ene bag det andet, manden, kvinden, den sejrende, den besejrede. Hvis man bare kunne holde de billeder ude, hvis bare… så var sam-lejet godt. Var det smukt? Godt, ihvertfald.”

    ”Brudstykker af et pigeliv”, s. 92.
    tove pilgaard
    Foto: Forlaget Attika
    • Født

      Landsbyen Torrild, 1930.

    • Uddannelse

      Cand.mag. i dansk og psykologi.

    • Debut

      Brudstykker af et pigeliv. Lindhardt og Ringhof, 1982. Roman.

    • Litteraturpriser

      Ingen kendte.

    • Seneste udgivelse

      Floderne. Attika, 2021. Essay.

    • Inspiration

      Edith Södergran.

    Efter skolen kom hun ud at tjene som ung pige i huset ligesom sine søskende, da der ikke var råd til, at hun kunne fortsætte sin uddannelse. Hun blev gravid kort efter, giftede sig og blev husmor på landet, akkurat som sin mor. Ind imellem havde hun kontorarbejde, lærte maskinskrivning på aftenskole, og af og til skrev hun artikler til blade og tidsskrifter.

    Efter 20 år med smålandbrug skiftede Tove Pilgaard og hendes mand levevej: solgte gården og den tilhørende jord og flyttede til Tønder. Her tog hun en HF-studentereksamen og begyndte sideløbende med et kantinejob at læse på Aalborg Universitet – først dansk og sidenhen psykologi. I sine studier var hun særligt optaget af den svenske modernistiske lyriker Edith Södergran – en interesse, som udmøntede sig i først et universitetsspeciale og sidenhen udgivelsen ”Vejen til landet som ikke er” (2012), som samler og kommenterer et udvalg af Södergrans digte.

    Tove Pilgaard begyndte sideløbende med jobbet som HF-underviser i Tønder at skrive i ferierne. Uddannelsen gav hende den selvtillid, som hun manglede: *”*Jeg læste en masse Jung og Freud. Før det havde jeg hverken selvtillid eller selvværd. Jeg havde ikke troen på, at nogen kunne se en værdi i at få udgivet noget, hvor jeg var forfatteren.” [3]Martin FranciereTove fik selvtillid af Jung og Freud. JydskeVestkysten2016-05-31. I 1982 i en alder af 52 år fik hun sin første roman ”Brudstykker af et pigeliv” udgivet ved Lindhardt og Ringhof. Siden har hun udgivet adskillige andre romaner, ligesom det også er blevet til en novellesamling og senest digtsamlingen ”Gro” (2015).

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Tove Pilgaards romaner er fiktion, men i både debutromanen ”Brudstykker af et pigeliv” samt ”Dukkenat” er det tydeligt, at de kvindelige personer er modelleret over Tove Pilgaards eget livsforløb, og de to romaner befinder sig derfor genremæssigt på grænsen til autofiktionen.

    ”Det, jeg skriver om, kender jeg fra mit eget liv. Bøgerne er ikke egentlige selvbiografier, og personerne er ikke nøjagtigt gengivet efter virkeligheden. Det kan være, at der er to personer, der smelter sammen til én, og de handler om ting, jeg har mødt i mit liv, Hvordan skulle det ellers være? Det ville blive alt for konstrueret, hvis ikke det, man skriver om, har bund i virkeligheden,” fortæller Tove Pilgaard i et interview om det selvbiografiske underlag i hendes litteratur. Derfor er hun ved en udgivelse også altid nervøs for, om hun gået virkelige personer for nær i sin litterære skildring [1]Lene AlsingPludselig er man helt alene. JydskeVestkysten2010-08-21.

    De to kvindelige skikkelser, som tegner sig i både ”Brudstykker af et pigeliv” og ”Dukkenat” ligner til forveksling hinanden. Begge fanges de i et kærlighedsløst ægteskab, hvor de mister muligheden for at definere sig selv. I stedet bliver deres liv og identitet præget af at skulle indordne sig etablerede samfundsnormer om, hvad det vil sige at være kvinde. I ”Brudstykker af et pigeliv” bevæger pigen Lone sig således fra at være et ungt og håbefuldt menneske med agens i forhold til, hvad hun ønsker i livet, til at blive prisgivet familiestrukturer og forventninger omkring hende i det øjeblik, hun bliver gravid uden for ægteskabet. Det liv, der tegner sig for hende er ikke et liv defineret af hende selv, men et liv levet i rollen som mor, hustru og landkone. I ”Dukkenat” er hovedpersonen den modne kvinde Mona, som man aner har befundet sig i lignende omstændigheder, men som i en sen alder har formået at frigøre sig fra rollen som mor og hustru og skabe et rum for sig selv gennem uddannelse og karriere.

    Beslægtede forfatterskaber

    Den svenske lyriker Edith Södergran (1892-1923) står centralt både i Tove Pilgaards akademiske studier og litterære bevidsthed. Stilistisk ses det f.eks. i Tove Pilgaards naturlyriske digtsamling ”Gro” (2015), hvor både jeg’et og du’et smelter sammen med naturskildringerne. Og i de to romaner ”Brudstykker af et pigeliv” og ”Dukkenat” optræder den svenske digter også på forskellig vis – i helt konkrete henvisninger samt i romanernes tematiske undersøgelse af forholdet mellem mand og kvinde. I sin litteratur anfægtede Edith Södergran sin tids kulturelle og samfundsstrukturelle opfattelse af forholdet mellem manden og kvinden, bl.a. i digtet ”Kärlek” fra debutdigtsamlingen ”Dikter” (1916), hvori de tre første strofer lyder: ”Min sjæl var en lyseblå dragt af himlens farve;/ jeg efterlod den på en klippe ved havet/ og nøgen kom jeg til dig og lignede en kvinde.” Tove Pilgaard læser og fortolker i sin bog ”Vejen til landet som ikke er”, udgivet i 2012, digtet som et billede på et mandsdomineret magtforhold mellem manden og kvinden, hvor kvinden lader sig definere af manden (eller en mandsdomineret samfundsstruktur) og derfor må efterlade sin sjæl ved havet for at kunne passe ind i en allerede defineret kulturel forestilling om kvinden: ”Edith Södergrans digt er således en præcis registrering af det menneskeligt umulige i at leve op til kulturens kvindebillede uden et alvorligt identitetstab.” (Tove Pilgaard: Vejen til landet som ikke er. Attika, 2012, s. 30).

    Også en parallel til Tove Pilgaards danske navnesøster Tove Ditlevsen er åbenlys, selvom det geografiske og miljømæssige udgangspunkt er forskellig. For det første skriver Tove Pilgaard ligesom Tove Ditlevsen med inspiration fra sit eget liv – særligt i ”Brudstykker af et pigeliv”, men også i ”Dukkenat”. For det andet tematiserer begge forfattere i deres litteratur spændingen og konflikten mellem på den ene side at være mor og hustru og på den anden side ønsket om at være sig selv – hos Tove Ditlevsen ønsket om friheden til at skrive og i Tove Pilgaards romaner de kvindelige personers kamp for at leve et liv med selvstændighed og uddannelse uden at være bundet til en specifik forestilling om moder- og hustrurollen.

    Bibliografi

    Romaner

    Brudstykker af et pigeliv
    Brudstykker af et pigeliv

    Tove Pilgaard

    Lindhardt og Ringhof, 1982. (Udgivet i en revideret udgave af forlaget Attika i 2016 med titlen ”Sådan som landet lå: brudstykker af et pigeliv”).

    Modsætninger. (Fortsættelse til Brudstykker af et pigeliv)
    Modsætninger. (Fortsættelse til Brudstykker af et pigeliv)

    Tove Pilgaard

    Lindhardt og Ringhof, 1985

    Dukkenat
    Dukkenat

    Tove Pilgaard

    Lindhardt og Ringhof, 1992.

    Glasbjerget
    Glasbjerget

    Tove Pilgaard

    Attika, 2000.

    Fuglehammen. (Fortsættelse til Glasbjerget)
    Fuglehammen. (Fortsættelse til Glasbjerget)

    Tove Pilgaard

    Attika, 2004

    Forvandlingsdragten. (Fortsættelse til Fuglehammen)
    Forvandlingsdragten. (Fortsættelse til Fuglehammen)

    Tove Pilgaard

    Attika, 2007

    Himmel af glas. (Fortsættelse til Forvandlingsdragten)
    Himmel af glas. (Fortsættelse til Forvandlingsdragten)

    Tove Pilgaard

    Attika, 2010

    Sådan som landet lå - brudstykker af et pigeliv
    Sådan som landet lå - brudstykker af et pigeliv

    Tove Pilgaard

    Attika, 2016.

    Tiden
    Tiden

    Tove Pilgaard

    Attika, 2018. Erindringsroman.

    Noveller

    Korsangeren og andre noveller
    Korsangeren og andre noveller

    Tove Pilgaard

    Lindhardt og Ringhof, 1988.

    Digte

    Gro
    Gro

    Tove Pilgaard

    Attika, 2015.

    Andre tekster

    Vejen til landet som ikke er: Edith Södergrans digtning
    Vejen til landet som ikke er: Edith Södergrans digtning

    Tove Pilgaard

    Attika, 2012.

    Fra modergudinde til fadergud: en studie i religion, køn og kultur
    Fra modergudinde til fadergud: en studie i religion, køn og kultur

    Tove Pilgaard

    Attika, 2014.

    Floderne
    Floderne

    Tove Pilgaard

    Attika, 2021. Essay.

    Om forfatterskabet

    Tove Pilgaards egen forfatterside på forlaget Attika

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Tove Pilgaard

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Pludselig er man helt alene. JydskeVestkysten

    Lene Alsing

    2010-08-21

    [2]

    Vejen til landet som ikke er: Edith Södergrans digtning

    Tove Pilgaard

    Forlaget Attika, 2012.

    [3]

    Tove fik selvtillid af Jung og Freud. JydskeVestkysten

    Martin Franciere

    2016-05-31