”Monas verden er skrøbelig. Når den mødes med Andreas’, kan det ske, at det sner i hendes, men at det regner i hans.
– Kan du se? Siger han, – det regner. Jeg sagde det jo. Og regnen falder og falder, og hun forstår det ikke. Havde hun gået alene, ville fin fygesne være blæst hen over hendes ansigt. Den ville være kommet ind i hendes mund som en levende kuldedrik.”
”Dukkenat”, s. 9.
Romanen er skrevet i 3. person med nøgterne og enkle betragtninger om opholdet i Spanien og om det stille hverdagsliv, som Mona har levet med sin mand. Den kvælende stilstand og kedsomhed i dagligdagen skildres f.eks. i begyndelsen af romanen med en klaustrofobisk opremsning af alle de praktiske genstande i husholdning, som Mona omgives med, men som hun ikke finder mening i: ”Grydeskeen med hakket. Skummeskeen af aluminium, uopslidelig. Den skulle i brug i det øjeblik, skummet på den kogende suppe var samlet i luftige gråbrune øer, inden de gik i opløsning og blev til brune partikler på indersiden af gryden og på suppekødet.” (s. 16).
Men under de objektive betragtninger gemmer Monas umiddelbare, rå og kaotiske sansning af verden sig. Den verden, hun deler med sin mand Andreas er kunstig og skrøbelig, mens hendes egen indre verden er et univers, hvor hendes krop er ”den oprindelige med de råt tilhugne drifter” og ”i slægt med vilde dyr og ikke med Guds moder, eller hvis moders form det nu var, hun blev presset ind i” (s. 25).
Med ”Dukkenat” skriver Tove Pilgaard videre i det tematiske spor, som også karakteriserede hendes debutroman ”Brudstykker af et pigeliv”. Uddannelse og karriere – og særligt det at fortolke verden og skrive – skildres som redskaber til at definere og blive sig selv ud over rollen som hustru og mor.
Tove Pilgaard
Stærkt inspireret af den svenske digter Edith Södergran er det tematiske omdrejningspunkt i Tove Pilgaards litteratur den kulturelt bestemte magtbalance mellem kvinder og mænd. På baggrund af sine ...
Læs hele forfatterportrættet
