Helle Helle

Genrer og tematikker

Helle Helle har gjort en knivskarp, nøgtern realisme til sit varemærke. I korte og konstaterende sætninger beskriver hun, hvad hendes personer gør og siger, så læseren må selv lave koblingerne mellem handling og intention. I den senere del af forfatterskabet brydes den stramme form af et mere abrupt, til tider anarkistisk sprog, hvor karakterernes indre liv skaber ravage i formen. Samtidig er det karakteristisk for hendes bøger, at der ikke sker alverden, men at det faktisk er det, der ikke sker, der er interessant. Det er dramaet i hverdagens små forskydninger, der er Helles ærinde. Hendes bøger er dialogbårne, og karaktererne fortæller en masse om sig selv og deres hensigter ved ordvalg og timing. I stedet for at fortælle, hvad der sker, viser Helle Helle det, og på den måde er formen og sproget hovedpersoner på niveau med karaktererne.

Ofte er karaktererne i Helles værker lidt vage kvinder, der passivt lader tiden gå uden aktivt at tage stilling til, hvad de skal med deres liv. Derfor bliver deres handlinger tit lidt tilfældige eller akavede, de har svært ved at sige nej og i det hele taget svært ved at tage sig selv seriøst.

Et genkommende tema i forfatterskabet er død, tab og ensomhed. Mange af karaktererne har svært ved at etablere kontakt til deres omverden, både på grund af deres egen usikkerhed og mangelfuld kommunikation. De problemstillinger mellem mennesker, Helle beskriver, er tidløse, og Helle vægrer sig også ved at få gjort sit forfatterskab tidstypisk: “Mit forfatterskab er et dårligt eksempel på tiden – og ikke særlig smart! Næsten alt det, jeg skriver, foregår ude på bøhlandet og er ikke særlig trendy. Jeg skriver ikke Pepsi og Coca Cola og Mazda og den slags, jeg skriver bare bil og cola.” (Minimalisme og maksimalisme. Samtale mellem Helle Helle og Per Krogh Hansen på www.danskedigtere.sdu.dk). Denne universalitet forandrer sig dog i forfatterskabet, og i f.eks. ”BOB” er der masser af tidsmarkører, der placerer handlingen i 1980’erne. Bob kører Daihatsu, rødvinen er ”Faustinoen”, de spiser Lion Bar og ryger Dunhill.

Med minimale virkemidler fortæller Helle maksimale historier, og om det altid underspillede drama siger hun selv: ”Jeg vil bare hellere underspille end lade folk bryde sammen af gråd. Det er, som om det, der står og sitrer indestængt, virker stærkere for mig. Dét drama, der løber af med en, er ikke lige så interessant i længden som det drama, der ikke udspiller sig.” [7]Stephanie SurrugueNu skriver Helle Helle om drama og sex med DSB-mand. I bil…Interview med Helle Helle. Politiken, 2011-04-03..

En fast bestanddel i Helles værker er mad og ting, der bliver brugt på aparte måder. Ikke mindst i de to bøger om Hafni fylder mad og drikke på en opsigtsvækkende måde.

Beslægtede forfatterskaber

På grund af den stramme form er Helle Helle ofte blevet puttet i samme bås som andre kvindelige forfatterskoleforfattere som Christina Hesselholdt, Solvej Balle, Merete Pryds Helle og Kirsten Hammann. Der bliver talt om 90’er-generationen med de minimale former og sprogeksperimenter som fælles referencepunkt. Men Helle Helle er i dette selskab alene om den minimale realisme, der bliver på overfladen og kun lader understrømmen kigge frem antydningsvis.

Anmelderne har ofte noteret Helles talent for netop realismen. I en anmeldelse kalder May Schack “Ned til hundene” en moderne aftapning af Herman Bang, mens mere tidsnære fæller findes i amerikanske Raymond Carver, norske Kjell Askildsen og danske Simon Fruelund.

Helle har selv et personligt forbillede i Ernest Hemingway, som hun også er blevet sammenlignet med. Hans realismeform minder om hendes. Hemingway selv har beskrevet realismen med en isbjergsmetafor: “Hvis en prosaist ved tilstrækkeligt om det emne, han skriver om, kan han udelade visse ting, som han meget vel ved, og læseren vil alligevel, hvis skribenten er sanddru nok, få den samme stærke følelse af disse ting, som hvis forfatteren havde indført dem i sin bog. Den værdighed og majestæt, der præger et isbjerg, skyldes, at kun en ottendedel af det løfter sig over vandet.” (Ernest Hemingway i “Døden kommer om eftermiddagen”). Isbjergsmetaforen sammenfatter den afgørende tyngde i Helle Helles forfatterskab.

En anden forfatter, der skriver med en knaphed om eksistenser i provinsen, er Thøger Jensen, der antyder store historier om lidt ufortalte liv. Han deler Helles blik for de detaljer, der definerer et menneske, måske uden at de selv ved det. Som for eksempel, når en karakter i romanen ”Ludwig” (2002) fejlagtigt kalder sin bil en ”Alfa Romero”, og fortælleren uden videre adapterer denne stavemåde i resten af romanen.

Relaterede forfattere