Kjell Askildsen

Genrer og tematikker

Novellen var Kjell Askildsens foretrukne genre. Korte, spændstige handlingsforløb båret frem af få karakterer og korte sætninger. Forfatterens vurderende stemme er nedtonet, det er show, don’t tell i højeste grad. Derfor er det desto mere iøjnefaldende, når Askildsen en gang i mellem stikker frem i teksten. Sætningen ”Jeg var ikke træt, jeg var alt for kold indeni” i novellen ”Elisabeth” fra ”Hundene i Thessaloniki” adresserer eksempelvis direkte en følelsesmæssig kulde, han ellers fanger mellem linjerne. ”Kold indeni” lyder som Askildsen, der siger, hvad han gerne vil skildre. I reglen viser han hellere, at folk har det skidt indeni gennem deres handlinger: de mundhugges eller snakker slet ikke sammen.

Tematisk dukker frigørelsen fra ens forældre op i flere af Askildsens noveller. I novellen ”Gerhard P” fra ”Venskabets pris” må hovedpersonen tænke sig selv forfra, efter hans mor og far dør i en bilulykke. Han går gennem det tomme barndomshjem, og hver gang han træder ind i en ny stue, siger han: ”Her er jeg.” Som for at understrege: Jeg findes. Det er muligt at være til uden dem. Her tvinger den tilfældige tragedie ham til at gøre sig fri. I ”Elisabeth” er opgøret selvvalgt: En søn protesterer, da hans mor beder ham om at føre et religiøst liv. ”Så er det bedre, at jeg går,” lyder det fra ham, og sådan er det tit hos Askildsen. Når en person forlader rummet, signalerer det en insisteren på en egen identitet. Men handlingen er også et udslag af afmagt. Manden fra titelnovellen i ”Hundene i Thessaloniki” kører en tur, fordi det er lettere end at snakke med hans udkårne. Behandlingen af selvstændighed drejer Askildsen en omgang i novellen ”Marion”, hvor fortælleren overvejer, om mennesker overhovedet er forskellige.

Magtkampen mellem kønnene er gennemgående i forfatterskabet, bl.a. i romanen ”Kjære, kjære Oluf” og samlingen ”Ingenting for ingenting” (1982). Alkohol og sex hører til våbnene – bl.a. for fuld udblæsning i novellen ”Græshoppen”, hvor Jakob flirter med en anden kvinde foran sin kone. Askildsens kvinder er gerne fremstillet som fysisk sårbare. ”Hundene i Thessaloniki” kulminerer med historien ”Min søsters ansigt”, hvor en bror giver søsteren en lussing, og det føles, som om han detonerer en frustration ophobet i mange af novellernes mænd. Omvendt bliver verbal formåen udtryk for den feminine styrke. Hvis nogen spørger ind til, hvad der egentlig er galt, er det kvinderne. Og før man angriber Askildsen for at videregive en traditionel opfattelse af det svage køn, bliver fortælleren i ”Min søsters ansigt” sat til vægs af Marion. Han må stikke af, fordi han ikke kan matche hendes erotiske energi.

Beslægtede forfatterskaber

Placeret i udenlandsk litteratur har Kjell Askildsen et nært slægtskab med amerikanske Raymond Carver. I hans noveller finder man også Askildsens særkender: det nedbarberede sprog og en handling, der spænder buen op til et højdramatisk øjeblik eller skildrer efterskælvet.

Blandt danske forfattere har Pia Juul klare lighedstræk med Askildsen, eksempelvis når hendes karakterer gentager oneliners. ”Jeg vil dø,” siger Hubby igen og igen til sin kæreste i Juuls novelle ”Nyt bestik” fra samlingen ”Mit forfærdelige ansigt” (2001). Læseren kommer i tvivl, om det er deres sædvanlige smalltalk, eller en alvorlig udmelding. Sætningen ”Er det ikke et dejligt sted?” bliver på samme måde et omkvæd i Askildsens fortælling ”Et dejligt sted”. I begge tilfælde mener karaktererne – også – det modsatte. Juuls hovedperson er ikke klar til at dø. Hos Askildsen kan det dejlige sted, de taler om, ligeså vel vække ængstelighed. De korteste af Askildsens noveller bringer ham desuden i familie med Helle Helle. I hendes minimalistiske samlinger, ”Rester” (1996) og ”Biler og dyr” (2000), arbejder hun ligeledes med, hvor meget man kan skære fra i en tekst, men alligevel give læseren konturerne af et dramatisk forløb.

Afstanden mellem samværet mellem andre mennesker (så langsomt! så klodset!) og menneskets rigdom af indre liv er et lag i de fleste af Askildsens noveller. I den forstand relaterer han sig til engelske Virginia Woolf, der i sit forfatterskab netop indrammer tilværelsen som to samtidige forløb: vores handlinger og vores friere tanker. Hvor Woolf lykkes med at gøre dem parallelle – alt sker på en gang – deler Askildsen mere tingene op. Drømmepassager synes for hans karakterer at være reaktioner på, hvad der er sket. Drømmene eller associationerne føles ikke som en konstant strøm bag det konkrete.

Askildsens mange scener med personer, der observerer andre, betyder tilmed, at han ikke kan undgå at skrive sig ind i den eksistentialistiske litteratur. Den franske filosof Jean-Paul Sartre ridsede det op i sit stykke dramatik ”Lukkede døre” (1944). Du slipper ikke for, at folk ser på dig og tillægger dig betydninger, og i den forstand er du aldrig rigtig fri.

Relaterede forfattere