BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Emneord:

Rester

118 siderUdgivet: 1996

Senest opdateret
  • Anne Vindum
    cand.mag., april 2025
Hovedforfatter
  • Pia Andersen Høg
    cand.mag., 2008

Intro

I novellesamlingen “Rester” fra 1996 etablerer Helle Helle den køligt registrerende og kortfattede realismeform, der kendetegner en stor del af hendes forfatterskab. Som i debuten “Eksempel på liv” tematiserer hun mangelfuld kommunikation mellem mennesker, der er fremmede for hinanden og for sig selv. Det surrealistiske tilsnit i den eksperimenterende debut anes stadig i novellerne, men mystikken her angår primært den kortfattede, præcist overfladeregistrerende form, der får detaljerne til at vokse i betydning.

”Jeg siger, at jeg venter gæster her om et øjeblik. Han stikker hovedet lidt ind i opgangen og siger, at han nok mente, der lugtede af gullasch. Jeg siger, at det er en italiensk gryderet med soltørrede tomater. Han forstår ikke, hvad jeg siger, og beder mig om at gentage. Jeg siger, at det kan være lige meget.”

”Fasaner”, ”Rester”, s. 7.

“Rester” handler om netop rester. De usagte rester af konflikt, der ligger mellem personer, eller de rester, der er tilbage af en udsat handling. Åbningsnovellen “Fasaner” skildrer, hvad der kunne have været et møde mellem en kvinde og hendes hus’ tidligere beboer, Richard. Han er vendt tilbage for at hente et par efterladte ting; han trænger sig på, og kvinden distancerer sig. Som tak for ulejligheden lægger han en død fasan på dørtrinnet, en rest af et møde, der aldrig udfoldede sig.

I titelnovellen “Rester” besøger en kvinde sin gamle skolekammerat Thomas, der netop har mistet sin kone. De forsøger at nærme sig hinanden, men resterne efter den døde kone hænger mellem dem – Thomas serverer den afdøde kones hjemmelavede is – og giver dem kun mulighed for at mødes i en uengageret seksuel akt. Her er ingen gensidig forståelse, og hovedpersonens eneste reaktion er fysisk, i kvalme og opkastning.

Helle siger selv, at hun forsøger at indkredse det usagte mellem mennesker: “(Jeg skriver), fordi de sorte huller imellem mennesker interesserer mig. Selve handlingen, stedet og tidspunktet er rammen omkring det vigtigste: Personerne, der forsøger at forstå hinanden eller nå hinanden eller slippe af med hinanden. Uanset om det lykkes eller ej, er der altid denne rest tilbage imellem dem. De kan se den, men de kan ikke sige, hvad den består af.” (Klaus Rød Frederiksen: “Ord til næste. Et bogstav- og kalorierigt interview med forfatteren Helle Helle”. Griflen, november 1996).

Helle Helle

Helle Helles forfatterskab begyndte i et eksperimenterende og kortfattet hjørne, og hun har siden udviklet en nøgtern realisme, der indfanger hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form ...

Opdag andre bøger