”Sats ikke alt på det første det bedste fælles hjem, siger Hafni, slet ikke et med dårlig rumfordeling. Hun husker at ligge med vidt opspilede øjne hele natten, før depositum skulle falde. Et langt nej burde være undsluppet hende, også under frieriet. Det fandt sted på fortovet uden for Imperial. De så Alien 3 ved en fejl, al den slim. Filmen igennem sad hun med sit ja, som mere var et jo.”
”Hafni fortæller”, s. 8.
På rejsen, der skulle have varet en uge, men ender med at tage en måned, møder Hafni et hav af mennesker, og i sin frygt for at skuffe dem, siger hun ja til ting, hun ikke har lyst til. Hun ser sig selv med andres blik og er tynget af en invaliderende skam over alt det forkerte, hun gør og siger. I det hele taget famler hun lidt i blinde over, hvilken retning hendes nye liv skal have.
Fortælleformen er envejs, da Hafni taler uafbrudt om stort og småt, men påfaldende lidt om sin skilsmisse. Selv siger hun også: ”Hun er klar over, at hun har et fortællemæssigt problem, bagatelgrænsen er minimal, hun kan sagtens selv høre det.” (s. 91).
Som altid hos Helle spiller mad en stor rolle, og karaktererne bruger ting på mærkelige måder: Hafni bruger sin stålkam og sin bilnøgle til at dele en avocado med, hendes håndtaske fungerer som hovedpude og regnslag, og hendes sportsstrømper bliver et prisme for hendes måde at være i verden på. Sætningerne er mættede af indhold, ofte af væsensforskellig karakter: ”En tristhed trængte sig på, den skyldtes måske Trelleborg”. (s. 50). Modsat tidligere værker er karakteren her på farten i et roadtrip fuld af nødtvunget vovemod; en langsommelig men dog eventyrlig odyssé ud i det ukendte. Læseren får alle detaljer med fra provinsens smukke stednavne, skæve eksistenser og rigelige mængder smørrebrød.
Helle Helle
Helle Helles forfatterskab begyndte i et eksperimenterende og kortfattet hjørne, og hun har siden udviklet en nøgtern realisme, der indfanger hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form ...
Læs hele forfatterportrættet
