- Anne Vindumcand.mag., 2013
- Niels Vestergaardcand.mag. og journalist, 2010
Intro
I sin næste roman – “Hofundur Íslands” fra 2001 (“Islands forfatter”, 2005) – samler Helgason op på det tyvende århundrede i sin fulde udstrækning med fødderne solidt plantet i en sokkel af islandsk lava. Forfatteren Einar J. Grimsson har levet for og gennem sine bøger. Uden for arbejdsboblen har en skiftende række af kvinder tjent som hustruer, børn er født og børn er døde, fejder med kolleger og kritikere er afviklet. Einar J. Grimsson har haft en ungdomsflirt med kommunismen og opgivet den. Han har haft en tilbagevendende skuffelse, når årets Nobelprismodtager blev offentliggjort, og det endnu en gang viste sig ikke at være ham. Han mødte ikke op til sin datters begravelse. Han var ikke en betænksom mand eller god far. En dag vågner han op i en stald hos bonden Hrolfur. Det er der, handlingen begynder. Halvanden hundrede sider inde i den mere end sekshundrede sider tunge mursten går det op for ham, at han er død og befinder sig i en af sine egne romaner: “Jeg er blevet straffet. Gud har vist mig bort fra sin dør og forvist mig til min egen Dødedal. Hver graver sin grav. Og sin datters. Jeg ofrede hende for andre mennesker. For de her mennesker. Den gamle kone, Hrolfur og Eivis. Andre møder deres kære i himlen, men jeg skal værsgo tage til takke med en seng i en knaldhytte. Sammen med dem der var mig kærest, mens jeg levede. Ja.” (side 151). Det er et elegant, lille metafiktivt greb fra Helgason. Einar J. Grimsson vikles ind i sin egen handling, spejler sit liv i Hrolfurs, bondens i forfatterens, de fiktive personers i de faktives. Stillejet er justeret efter personerne, tempoet taget ud af fortællingen, popkulturen barberet bort.
