Simon Fruelund

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2018
Anne Vindum
cand.mag., 2014

Hovedforfatter

Susanne Nørgaard
stud.mag., 2018

Simon Fruelund mestrer en minimalistisk realisme i stil med den amerikanske novellist Raymond Carver og med danske Helle Helle: En nedtonet, ufortolkende fortællestil, som antyder noget mere gådefuldt under hverdagens overflade. Hans tekster er fulde af huller, som han håber, læseren selv fylder ud – uden læserens engagement kan teksterne ellers nemt blive opfattet som kølige, nøgterne og meget, meget stille. Hensigten er dog præcis den modsatte: At det skal buldre og brage nedenunder.

Baggrund

Simon Fruelund blev født i Helsingør den 26. juli 1966, men voksede op på et nedlagt husmandssted på Midtsjælland, som familien overtog i 1967. Allerede i folkeskolen begyndte han at skrive sangtekster, noveller og digte. I 1985 blev han student fra Stenhus Gymnasium og herefter optaget på Danskstudiet ved Københavns Universitet. Sideløbende arbejdede han bl.a. som biografoperatør og – under en længere pause fra studierne – som lærervikar. Ifølge ham selv overlevede han sidstnævnte job ved at fortælle løgnehistorier og ved at genfortælle noveller og fortællinger, han havde læst, som om det var noget, han selv havde oplevet.

”Han er pensioneret lektor og har en forkærlighed for schweizerdrops. Hans kone ligger i de ukendtes grav. Som regel går han derhen om søndagen, men ikke i kirke. Af og til kommer der en stor kat og besøger ham, og det sker at han læser højt. Han har læst Ovid for den, Elskovskunsten, så den spandt.”

"Borgerligt tusmørke”, s. 17.

Simon Fruelund blev cand.mag. i Dansk og Engelsk/Amerikansk litteratur fra Københavns Universitet i 1994. Som et led i sin akademiske uddannelse var han et år på et universitet i USA, U.C. Irvine, hvor han bl.a. deltog i et “creative writing” kursus. Her fik han dannet grundlaget for sin enkle og nedtonede skrivestil ved at skrive og tænke på et andet sprog, det engelske.

Foto: Camilla Hultén

Født
26. juli 1966, Helsingør, Danmark.
Uddannelse
Cand.mag. i Dansk og Engelsk/Amerikansk Litteratur, Københavns Universitet, 1994. Uddannet fra Forfatterskolen, 1995.
Debut
Mælk. Gyldendal, 1997.
Litteraturpriser
Jeanne og Henri Nathansens fødselsdagslegat, 2007.
Seneste udgivelse
Optegnelser fra verdens ende. Gyldendal, 2018. Noveller.
Periode
Minimalisme i 1990'erne

I 1993 blev Simon Fruelund optaget på Forfatterskolen i København, og her opholdt han sig indtil 1995 sammen med blandt andre Katrine Marie Guldager, Peter Adolphsen og Thøger Jensen. Han siger selv, at han blev optaget med den begrundelse, at hans følgebrev var meget velskrevet: “De foreslog at jeg skulle skrive en brevroman. Jeg blev ved med at skrive noveller. De fleste smed jeg ud. Et par blev trykt i et tidsskrift, og så skrev jeg videre, og smed ud, og skrev videre. Jeg blev ved med at skrive noveller. Så enkelt er det, tror jeg.” (Simon Fruelund i sin selvbiografi, www.litteratursiden.dk, 2004-11-22).

I 1997 udgav Simon Fruelund novellesamlingen “Mælk”, i 2002 kom “Planer for sommeren” og i 2006 udgav han sin første roman, “Borgerligt tusmørke”. Senere er romanerne ”Verden og Varvara” (2009), ”Panamericana” (2012) og ”Pendlerne” fra 2014 udkommet**.**

Efter ni år som forlagsredaktør på Gyldendal med speciale i oversat skønlitteratur sagde Simon Fruelund jobbet op for at hellige sig skriveriet fuldt ud. Simon Fruelund bor i dag i Gentofte med sin kone Camilla og deres datter.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Pointerne i Simon Fruelunds tekster er ikke ligefrem pindet ud. De er som oftest underspillede og antydede, og man kan let blive i tvivl. Er der mon overhovedet en pointe? Ifølge anmelder Erik Svendsen skriver Fruelund sig ind i en realismetradition, “som har eksisteret længe, uanfægtet af æstetiske modeluner. Verden er genkendelig, til at tage og føle på, og menneskene har en hensigt med deres handlinger” [2].

Fruelund skriver på en måde, som virker barberet. Knappe informationer, få personer, enkle ord: “Jeg skriver hele vejen igennem på den måde – i et forsøg på at nå det punkt, som også Carver (Raymond Carver, red.) kan ramme mig med, netop fordi der ikke er refleksioner, fortolkninger og analyser bygget ind i personerne. De fremstår som dét de siger og gør, og det er dét, som står der, og alle tingene bliver således ligestillede” (Jan Bruun Jensen: I virkelighedens tyste billede. Interview i Standart, 1998-02-01).

Det er op til læseren selv at engagere sig og fylde de efterladte huller ud. Ifølge Fruelund selv skriver han historier, der kradser og er vedkommende. Alvoren er med vilje skildret på en måde, så den ofte virker underspillet: “Når jeg nærmer mig det smertefulde, vælger jeg instinktivt at skrue lidt ned i stedet for at skrue op. Situationens alvor skal helst forplante sig til læseren” [4].

Beslægtede forfatterskaber

Simon Fruelunds stil kan beskrives som en minimalistisk realisme, som kan sammenlignes med amerikanske Raymond Carver. Dennes noveller befinder sig altid på et nutidspunkt, hvor refleksionen ikke er kommet endnu. De hverken analyserer, forsvarer eller kritiserer – de fremstiller. Og de er utroligt nærværende. Carvers noveller er dog i langt højere grad end Fruelunds talesprogsprægede, og de har en meget afslappet fortæller. Hos Fruelund er alting mere køligt og stiliseret: “intensiteten ligger i, at det ikke bliver sagt, at de ikke råber og skriger til hinanden” (Jan Bruun Jensen: I virkelighedens tyste billede. Standart, 1998-02-01). Dette får tankerne til at falde på en række danske forfattere, eksempelvis Helle Helle, som med sit forfatterskab også hører ind under den minimalistiske realisme. Det samme gør Christina Hesselholdt med sin “Marlon”-trilogi og Solvej Balle med romanen “Ifølge loven”.

Fælles for dem alle er, at det buldrer og brager lige under overfladen, ligesom hos Ernest Hemingway, der også er kendt for sine noveller, hvor man kun ser toppen af isbjerget, mens resten er skjult under vandet.

I Fruelunds romaner “Borgerligt tusmørke” og ”Pendlerne” finder man i kompositionen paralleller til både Peer Hultbergs “Byen og Verden” og Helle Helles “Eksempel på liv”. På linje med Fruelund beskæftiger Merete Pryds Helle og Ursula Andkjær Olsen sig med det at overskride en medmenneskelig afstand, og de kritiserer den samfundsmæssige tilstand i Danmark i dag, det at vi ikke kan åbne os for hinanden, de andre, det fremmede – og dermed verden. Merete Pryds Helles roman “Oh, Romeo” er en moderne gendigtning af “Romeo og Julie” i form af kærlighedshistorien mellem den lyshårede og højtuddannede Julie og den iranske taxachauffør Romeo. Romeos far er muslim, og Julies far er borgmesterkandidat for Dansk Flagparti. Ursula Andkjær Olsen beskæftiger sig med nogle af de samme problemstillinger i digtsamlingen “Skønheden hænger på træerne”, hvor hun bekræfter ideen om, at afstanden må overvindes, uden at forskellene fordamper. Hun vil gerne fremstille tingene, som de kunne være, og dermed verden som værende fuld af potentialer. Begge bøger sætter, som Fruelund, fokus på dem og os, der er flest af.