”Hendes afdøde mand var skoleinspektør og grundtvigianer, og hun har altid opfattet sig selv som et kristent menneske. Man må forsøge sig med det gode, med medfølelse og forståelse, synes hun. Hun har engang talt med en alkoholiker, og han var såmænd rar nok. Hun har også talt med en homoseksuel og en tyrk.”
”Pendlerne”, s. 127.
Kl. 7:11 begynder turen, og der er ca. 30 mennesker med i dobbeltdækkertoget, mange af dem faste pendlere med faste pladser. De rejsende spænder fra børn på vej i skole til pensionister, der skal hjælpe deres afkom med noget. Hver person præsenteres over en side med lidt informationer om, hvor de skal hen, hvad de tænker på, hvem de sagde farvel til derhjemme og fikspunkter fra deres liv. Enkelte af dem taler sammen – flere nøjes med at kigge – og på den måde får man et indtryk af samspillet og stemningen i toget. Bogen er fortalt af en tredjepersons fortæller, der har indblik i de rejsendes tanker.
Der er indbygget drama i den ellers plotløse fortælling, da en mand i toget – måske som følge af en noget hårdhændet magtdemonstration – får hjertestop og må på en ambulance i Holbæk. Senere ser en pendler på nettet, at manden er død. Læseren får ikke at vide, hvad der egentlig skete, men ved kun det, de andre pendlere kan se fra deres pladser.
Historierne væves sammen i et fint tæppe af menneskeskæbner, og tilsammen fungerer de som en kortlægning af den danske sindstilstand og et gennemsnitligt arbejdsliv, kærlighedsliv og hverdagsliv. Der er en fængselsbetjent, en fysiklærer, en del kunstnere og mange, der har egne webbutikker. I en art demografisk kort skitseres konturerne af et urbaniseret og globaliseret samfund, hvor de små levende lokalmiljøer dør ud til fordel for storbyer og digitale tjenester. Iblandet lokalhistorie om lammefjordens opdyrkning er der sms’er, højtalerudkald, sangtekster og klip fra de hjemmesider, de rejsende ser på.
Tilsammen tegner de mange portrætter et billede af den helt almindelige dansker anno 2014. Fælles for dem i snusket tøj og nypresset habit er drømmen om noget andet og flugten fra det, der er. De fleste rundes af lysten til noget nyt.
Romanen er skrevet i en kølig og registrerende tone, der nøgternt noterer sig fakta og følelsesmæssige udsving uden at komme med forklaringer eller vurderinger. Mange af de små personkarakteristikker rummer kæmpestore dramaer, fortvivlelse og ulykke, men det er op til læseren at fylde følelser på de konstaterende præsentationer.
Simon Fruelund
Simon Fruelund mestrer en minimalistisk realisme i stil med den amerikanske novellist Raymond Carver og med danske Helle Helle: En nedtonet, ufortolkende fortællestil, som antyder noget mere gådefu...
Læs hele forfatterportrættet
