”Det var sikkert al den alkohol. Den lammede forskellige sider af mig. Lokalblokeringer, det er det det hedder. Ligesom man lokalbedøver et skadet knæ så man intet mærker længere, havde jeg lokalbedøvet min empati. Jeg var så ligeglad at det gjorde ondt.”
”Frysende våde vejbaner”, s. 338.
”Frysende våde vejbaner” kan betegnes som en form for afviklingsroman. Alt, hvad der er trygt for Jesper, er under afvikling: Det almindelige lønarbejde, bodegaerne, fællesskaberne etc. Romanen tegner et psykologisk portræt af en tungsindig mand, der føler sig koblet af samfundets rivende udvikling, og som drukner sine sorger i alkohol. Han er fremmedgjort for sig selv og ikke mindst sine omgivelser, som han beskriver med en arrig sarkasme, imens han bevæger sig rundt i et København, der ligger i ruiner på grund af metrobyggeriet, og hvor folk beskrives som dumme og ondskabsfulde.
Han længes tilbage til 1980’erne, hvor København stadig var en lille storby i et land, der ikke var blevet hipt og ’new nordic’, og hvor der var rigtige fællesskaber i stedet for hipstere, ensretning og moralister. Han er meget lidt omstillingsparat, men lider af en form for selvforblændelse og en indædt tro på egne værdier, ligesom han romantiserer 1980’erne. Mødet med Julia får ham dog til at genforelske sig i København – i det nye nordiske køkken og de mange smarte cafeer. Hun får ham til at tage del i sin nutid, og han blomstrer og føler sig levende som aldrig før, indtil det hele viser sig at være bygget på en løgn, og så kommer der for alvor drama på drengen. Den faldende hvide middelklassemand får nu både mord- og selvmordstrang.
Jan Sonnergaard
Da Jan Sonnergaards debut “Radiator” udkom i 1997, blev han hurtigt udnævnt til talsperson for en ny, rå halvfemserrealisme. Der er da også meget mere kød og blod i den novelletrilogi, som “Radiato...
Læs hele forfatterportrættet
