”Nå, så fik jeg RYDDET op
i de bogstaver
eller hvid
jeg nu fak”
”Omveje”, s. 49.
Samlingens prosadigte er uensartede og samtidig med mange af Mathiesens vanlige poetiske karakteristika. Der er sproget, der ikke helt slår til, så det må snurre en omgang uden at falde, ofte for at nærme sig den natur, han ikke kan nå. Som når han skriver om en særlig gruppe insekter, som forskerne ikke kan identificere, fordi de er knaphuller, der fik ”udlængsel og fløj bort!” (s. 10). Eller når digteren hører en frø kvække, finder det første storkenæb og så får øje på årets første digter og piler forskrækket ud af digtet og ”ind i skoven” (s. 11). Digteren spørger også et sted, om mennesket opfandt runealfabetet ved at efterligne fuglenes spor, eller om fuglene opfandt deres spor ved at efterligne runealfabetet, og endnu senere forklarer han, at det ikke er digterens opgave at finde det rette ord. Det er derimod digterens opgave at finde det forkerte ord og så sige, at dette ”ord er det rigtige” (s. 16). Det er digterens opgave: ”Men også den bør han tage sig let” (s. 16). Og sådan er det nok også, fordi man ikke kan male et landskab, ”medmindre det selv vil” (s. 28).
Der er også Mathiesens samtale med kulturhistorien og folkeminderne i digtet ”Ewalds saks”. Og så er der det morsomme, ofte eftertænksomme. Se bare det sidste digt i samlingen, der passende er valgt herunder som samlingens eksemplariske citat – og tilføj bare eksemplariske citat for hele Mathiesens forfatterskab.
Eske K. Mathiesen
Forfatter og folkemindeforsker Eske K. Mathiesen er småtteriernes poet og historiefortæller. Han levede fra 1944 til 2021 og udgav en lang række digte, historier og børnebøger på bittesmå forlag og...
Læs hele forfatterportrættet
