”Du behøver ikke sige noget, jeg kan
altid mærke, når du kommer ind ad døren,
om ikke på andet, så på duften
af de blomster, du drømmer om at plukke.”
”Tranedun”, s. 65.
Det tredje digt i samlingen er på en måde et billede på alt det, Mathiesens poesi er – eller måske netop ikke et billede! Her er det den svenske elg, der tænkes på og registreres, men digteren kender ikke noget, der kan sammenlignes med en løbende elg. Enten er sammenligningen for tung eller for let, forklarer han: ”Og elgen er begge dele” (s. 59).
Hvis digtet derfor er et billede på noget, er det på sig selv som digt. Det fortæller læseren, at det ikke er i billeder og symboler, at man finder svaret, men derimod i elgen, der løber. Den er nemlig på én gang tung og let; klodset og elegant; den er prosa og poesi, og man kan tilføje flere modsætningspar, hvis man vil. Det er samtidig én måde at beskrive Mathiesens poesi på.
Og så er han morsom – hvis det er det rigtige ord, måske er overraskende bedre. Som når digteren tørt konstaterer, at brændestykket er i slægt med flammerne, at ”noget familieskab tærer mere på én end andre” (s. 59), og det kender man jo godt. Eller når regnormen er erotik, snor sig over digterens mudrede sko og gør tilnærmelser til snørebåndet: ”Et stævnemøde er under udvikling” (s. 64), og digteren må se op på skyerne, så de elskende kan få lidt fred. Naturen er sensuel, og det samme er mælkekanden på bordet, hvor hvid mælk dvæler et øjeblik på ”kandens buttede hofter” (s. 65).
Eske K. Mathiesen
Forfatter og folkemindeforsker Eske K. Mathiesen er småtteriernes poet og historiefortæller. Han levede fra 1944 til 2021 og udgav en lang række digte, historier og børnebøger på bittesmå forlag og...
Læs hele forfatterportrættet
