”I kanten af dugen går en jæger med sin hund. Lidt borte står en hjort og to agerhøns. Som lyset falder, her ved middagstid, skråt ind fra vinduet og rammer bordfladen, kan jeg se ham. Det er ikke altid, man kan det. Dugen er hvid og damaskvævet, så der kræves et skråt eller meget levende lys for virkelig at fremkalde motivet”
”Syltetøj”, s. 4.
Der er først historien om ”Jægeren i dugen”. Familien spiser, og dugen vokser til et landskab i barnets fantasi. To agerhøns basker pludselig op med et rabalder og jægeren ”griber efter geværerne. – Da går en sky for solen, pludselig er de væk, og dugen flad som den plejer at være” (s. 5). Så siger mormor velbekomme, familien siger tak for mad, og drengen går ud i den næste historie: ”Mormors have”. Derude leger han ”fremskridtsvenlig landmand” (s. 9) og går rundt med en drøm om at bliver gartner, men samtidig skriver han gartnervers. Han fører et andet sted optegnelser over naturiagttagelser som ”Musvit d. 15.5” (s. 20) og samler på sagn.
Der er også noget om første verdenskrig, som hans onkel og morfar sloges i, mens forfatterens krigsskueplads er skabt af Niels Simonsens pennetegninger. Når de bevæger sig ned i byen, bliver han bange og holder sig bag mormor, mens hun handler og snakker ”for længe med gartnerkonen” (s. 31), og måske derfor blev han aldrig gartner.
Og så er der historien, der bærer bogens titel. Den indledes sådan: ”Sylt mig, hvisker pæren fra sin bøjede kvist. Pres mig, hviner ribsen fra sin glimtende klase. Jeg vil svede sorte, søde dråber, stønner solbærret” (s. 13). De mange bær kommer nok fra mormors have, og man føler, det er barndommens dejlige marmelademad, der erindres. Det gør man, til man lærer, at det er ”søde rækker af naturlig vildskab, som lod sig dressere” (s. 13). Solbærbusken hvisker: ”det var da mine børn … mig der hver nat trak en dyne af solsortefløjt hen over dem” (s. 14). Og måske bliver spørgsmålet, om man kan presse fortiden ud af et menneske, eller om den skal leve i en som naturlig vildskab. Hvis det er tilfældet, er ”Syltetøj” et sammenkog af noget vildt og naturligt, man alligevel aldrig kan nå, men man kan registrere, det ér sådan – dét er der poesi i.
Eske K. Mathiesen
Forfatter og folkemindeforsker Eske K. Mathiesen er småtteriernes poet og historiefortæller. Han levede fra 1944 til 2021 og udgav en lang række digte, historier og børnebøger på bittesmå forlag og...
Læs hele forfatterportrættet
