”- Føj for fanden, Helene, det er jo sygt!
Hun nikkede, hans mund stod halvt åben af ophidselse.
- Det er det, jeg siger, du skal holde dig fra mig!
- Du er jo for fanden sadist! Sagde han og skubbede hende op mod træet, der stod midt i gården.
Han blev mere og mere forarget, men samtidig tændt af det, hun fortalte, og forsøgte igen at komme til at kysse hende.”
”Biroller”, s. 141.
”Biroller” er en rammefortælling, som starter, hvor den slutter – nemlig med et interview. Uden at afsløre for meget kan man roligt sige, at interviewet ikke er, hvad man forventer. I det hele taget er der ikke meget, der er, som man regner med i romanen, og på kriminalistisk vis er det som om, der hele tiden er lag, man som læser må skrælle af for at finde ud af, hvad der foregår.
For eksempel tager det noget tid, før man finder ud af, at grunden til Helenes gentagne besvimelser er en spiseforstyrrelse. Og ikke mindst tager det lang tid at afdække, hvad der foregår på det temmelig surrealistiske Husets Teater.
Forvirringen understøttes på fin vis af romanens alvidende fortæller, der beskriver verden ud fra Helenes optik, men som samtidig udstiller hende. I første del af romanen udstilles hun som en ung og usikker kvinde, der hele tiden kommer grueligt galt af sted på sådan en “Nynnes dagbog”-agtig måde, men efterhånden som romanen udvikler sig, bliver man som læser mere og mere i tvivl om hendes psykiske ve og vel.
Sideløbende med fortællingen om livet på teatret får man serveret brudstykker af Helenes forhold til hendes familie, og også af hendes relation til mænd og til den kvindelige sambo. Forhold der alle er præget af manipulationer og løgne. På den måde bliver det muligt at stykke et nogenlunde helstøbt billede sammen af denne kvinde, der er så desperat efter at blive kendt, at hun er villig til at tage alle midler i brug. Romanen tematiserer trangen til berømmelse og viser, hvordan den i nogle tilfælde kan være tæt forbundet med dårligt selvværd og en grundlæggende følelse af ikke at være værd at elske.
Erling Jepsen
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Erling Jepsen lufter skeletterne i sine hovedpersoners skabe og blotlægger fortielser og løgne. I flertallet af sine romaner tager han livtag med den sønder...
Læs hele forfatterportrættet