Eske K. Mathiesen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2023

Hovedforfatter

Rasmus Lund Nielsen
cand.mag., januar 2023

Forfatter og folkemindeforsker Eske K. Mathiesen er småtteriernes poet og historiefortæller. Han levede fra 1944 til 2021 og udgav en lang række digte, historier og børnebøger på bittesmå forlag og i endnu mindre formater – og måske derfor kender få ham. Han er født i Sønderjylland og rundet af den jyske muld, af halvfjerdsernes politiske, sociale engagement til venstre for midten, og hans bøger leger på sprogets overflade, aldrig med patos, men med humor og alvor. Og bid i. Så sproget snubler over sine ben uden at falde. Og så er der fuglene. De flyver i forfatterskabet som billeder på den natur, man kan nærme sig uden helt at kunne nå.

Baggrund

Forfatteren Eske K(aufmann) Mathiesen levede fra 1944 til 2021, og han nåede at udgive 60 bøger med digte og små historier og 17 børnebøger. Han blev født i Sønderjylland, og den jyske muld fulgte ham hele forfatterskabet. Dérude var han fri, så fri ”at sjælen kan mærke sin vinge” (”Fuglevarsler”, s. 11).

”Den er så stor og så tung, elgen,
men den løber så let hen over
den lysende sne i den grå aftenskumring,
forcerer et hegn i et svævende spring.
Jeg kender ikke noget, der kan sammenlignes
med en løbende elg. Enten er det
for tungt eller for let.
Og elgen er begge dele.”

”Tranedun”, s. 59.

Hvad der mere skete i Sønderjylland, skriver han om i den lille erindringsbog ”Syltetøj” (1979). Dér sidder lille Eske i mormors have med en ”drøm om at blive gartner. Men kun vag. For jeg skrev også vers, gartnervers, ganske vidst, om hvide frugttræer” (”Syltetøj”, s. 13). Og i mormors køkken læste han gamle aviser, almanakhistorier og Danmarkshistorien. Mathiesens økopolitiske sympati for naturens selvstændige, ofte oversete skabninger kom tidligt – ligesom den kulturhistoriske interesse.

Foto: Lars Gundersen

Født
29. april 1944 i Sønderjylland.
Død
4. juni 2021
Uddannelse
Folkemindevidenskab.
Debut
Fra spætternes have. Swing, 1976. Digte.
Litteraturpriser
Kritikerprisen, 2009. Statens Kunstfonds Livsvarige Ydelse, 2002. Otto Gelsted-prisen, 1987.
Seneste danske udgivelse
Akvareller - efterladte digte. Herman & Frudit, 2023. Digte.
Inspiration
Francois Rabelais, Jacob Knudsen Schandrup, Jonathan Swift m.fl.

Han blev ikke gartner, men botaniserede i sproget – og folkekulturerne. Han studerede nemlig folkemindevidenskab og blev forsker. Her forskede han blandt andet i haven og fuglene, han mødte gamle genrer og blev bekræftet i det registrerende sprogs poesi. Han fortæller til tidsskriftet Ildfisken, at han som forsker blev vant til at registrere og der fandt, at ”der i registreringen, i den nøgterne registrering af ting og arkivalier ligger en egen poesi” (Carsten René Nielsen: At se tingene, som de er. Ildfisken nr. 33, s. 26). Også derfra kommer Mathiesens ligefremme, folkelige tone, hvor det almindelige nøgternt registreres, før det bliver vendt en omgang i et tankevækkende, humoristisk, nogle gange gakket, tvist.

Mens han studerede, pressede poesien sig på, og han debuterede i lyriktidsskriftet Hvedekorn nr. 4 i 1969. Selvom vejen stod åben mod succes og berømmelse, gik han næsten udelukkende ad afsides stier. Han udkom hovedsageligt via idealistiske kanaler som kunstkataloger og miniforlag og i endnu mindre formater. Måske er det grunden til, at han af kendere bliver betragtet som én af Danmarks bedste digtere – og som en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder. Han holdt nemlig lige så stædigt fast i sin anti-etablerede udgivelsespraksis, som han holdt fast i sit skulderlange pagehår. Og apropos pagehår: Politisk lå han hele livet til venstre for midten, og han fortæller da også, at det ikke var uden grund, at han var ”anmelder på Land og Folk. Der havde jeg en dejlig tid” [4], og også derfra kom forfatterskabets spidning af magtfulde og sympatien for oversete eksistenser.

Mathiesen var gift med Åse Rørdam, og sammen fik de tre børn. Udover at være kendt blandt kendere som en af Danmarks bedste, mest oversete, digtere, virker han i interviews som et undseeligt og sympatisk menneske med en underspillet humor – præcis som hans digte.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Eske K. Mathiesen taler og læser op i DR-programmet Den 11. time efter ca. 18. minutter.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Eske K. Mathiesens forfatterskab er sparsomt beskrevet, men hives jævnligt frem som ét af de store, af dem der kender ham. Litteraten Erik Skyum-Nielsen er en af de få, der har kortlagt forfatterskabet, og i 2015 udkom der en mindre monografi med titlen ”Eske K. Mathiesen” af Tobias Skiveren og Martin Gregersen. De fremhæver to grunde til, Mathiesen er en perifer skikkelse: Han passede dårligt ind i den modernistiske poetik, mange mener var comme il faut – god smag – i tiden, og de fremhæver hans bemærkelsesværdige udgivelsespraksis; at han næsten udelukkende udkom på små idealistiske forlag – og i endnu mindre formater.

Skiveren og Gregersen skriver videre, at Mathiesens digte er uensartede – i form og indhold. Forfatteren og folkemindeforskeren afprøver snart den ene, snart den anden æstetik: fra folkevisen til antikkens digtformer; fra rimede og traditionelle digte til fortællende kortprosa. Dertil kommer også, at forfatterskabet konstant overskrider kunstartens grænser, ofte ved at være i dialog med andre kunstarter. Her er det ikke mindst billedkunsten, der er samtalepartneren – og dén samtale fører ofte til overvejelser over forfatterens egen praksis.

Med hjælp fra forbindelsen mellem poesi og billede – den såkaldte ekfrase – bestemmer Skiveren og Gregersen følgende kendetegn: ”Det gælder for det første Mathiesens mestergreb tvistet, der kaster et skævt blik på verden, så tingenes reelle forunderlighed træder frem, ”som de er”. Det gælder for det andet den grønne opmærksomhed på naturen, som han konstant forsøger, men aldrig helt formår at indfange i sin samhørighedssøgende poesi, og det gælder for det tredje hans røde engagement, der gang på gang medfører en opskrivning af ellers oversete eksistenser og tilværelsesformer.” [3].

Mathiesen siger selv et sted, at poesi skal lege i sproget, på overfladen, men med ”alvor bag. Og bid i” [4]. Han fortæller, at hans digte blandt meget andet er politiske, men at ”man digter med sproget, ikke med meninger.” [4]. Og han fortæller om naturen: ”når man ved, med hvilken præcision den rammer ned i øjet på sit bytte, er der ikke megen IDYL over den. Fugle er skam selvstændige væsener.” [4].

Beslægtede forfatterskaber

Eske K. Mathiesen siger et sted: ”Ja, jeg har svært ved at koncentrere mig om store, tunge romaner. Som barn læste jeg selvfølgelig alle røverhistorierne som Gøngehøvdingen og Kaptajn Marryat … Men siden har romaner aldrig fænget mig. Jeg mister simpelthen opmærksomheden i forhold til f.eks. Pontoppidan, som jo er i vælten for tiden.” [4].

Det er derfor ikke overraskende i poesien og kortprosaen, man finder de forfatterskaber, der har inspireret Mathiesen. Han læser, som han skriver og fremhæver derfor samme sted forfattere som franske François Rabelais og den satiriske burleske ”La vie de Gargantua et de Pantagruel” (1532-1564) (da. ”Gargantua og Pantagruel” fra 1945). Han nævner Jonathan Swift, der især er berømt for romanen ”Gulliver’s Travels” (1726) (da. ”Gullivers rejser” fra 1726), men Mathiesen fremhæver ikke overraskende Swifts poesi. Han nævner desuden Bertolt Brechts sene digte og ”Flüchtlingsgespräche” (1961) (da. ”Flygtningesamtaler” fra 1966). Dertil tilføjer han russiske futuristiske digtere som Jelena Guro, surrealisten Max Jacob, Norges digterpræst Petter Dass og en række kinesiske kortprosafolk. Herhjemmefra nævner han Hans Adolph Brorsons naturskildringer og humørfyldte barok-poeter som blandt andre Mads Pedersen Rostock og Jacob Knudsen Schandrup.

Udover dem, Mathiesen selv fremhæver som inspirationskilder, kan man tilføje maleren og digteren Holger Drachmanns agitatoriske opråb og Carl Scharnbergs arbejderdigte, Jeppe Aakjærs portrætter af fattigfolk og Knud Sørensens provinsskildringer. Her kan også nævnes dele af halvfjerdsernes politiske poesi med forfattere som Per Larsen, Bent Nielsen og Grete Stenbæk Jensen, der alle skrev om arbejderklassen, og man kan inddrage Dan Tùrell, Peter Laugesen og Benny Andersens sprogkunst og hyldest til hverdagen. Og forskellene til trods kan man også tilføje Per Højholt, som for eksempel deler det tvetydige blik på naturen, som i ”Den tydelige solsort” fra 1999, hvor solsorten flyver tilbage til naturen, efter at digteren har kigget på den. Dertil kan man videre tilføje billedkunstnere, grafikere, illustratorer, skulptører i massevis, men dem må man selv gå på jagt efter.