BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
brorson
Foto: Jens Christian Top
*Seneste udgivelse

Hans Adolph Brorson

    Hovedforfatter
    • Maria Hesselager
      cand.mag., 2015

    Intro

    Hans Adolph Brorson levede i Oplysningstiden og var salmedigter og biskop i Ribe. Han er den tredjemest repræsenterede digter i Salmebogen, og flere af hans salmer må betragtes som uomgængelige bidrag til den danske kulturarv. Selv bekendte han sig til en pietistisk kristendom, som er kendetegnet ved inderlighed, syndserkendelse og den enkeltes personlige forhold til troen. Gennem hans digtning kan man få indblik i en fromhedskultur, der på mange måder ligger langt fra det samfund og de normer, vi kender i dag, men samtidig er Brorsons tekster ofte lysende smukke med et rigt billedsprog, og de demonstrerer et helt særligt talent for versifikation.

    Baggrund

    Hans Adolph Brorson voksede op som den yngste i en drengeflok på tre i Randerup præstegård i Sønderjylland, hvor hans far var præst. Da han var knap ti, døde faren, men kort tid efter giftede moren sig på ny med den præst, der overtog embedet i Randerup.

    ”Lad mig, søde Jesu, møde/ I din Pines Natte-Vagt/ Dig at skue, Livets Drue,/ I Guds Vredes Perse Lagt./ Andre hvile. Dødens Pile/ Alle ile paa dig ind./ Jesu blegner, skielver, segner/ I Guds Vredes Hvirvel-Vind./ Gid jeg kunde nogenlunde/ Dog begrunde denne Storm/ Hvor det Svier, da du vrier/ Dig i Støvet, som en Orm!”

    ”Svane-Sang”, s. 17.

    Brorsons opvækst var således stærkt præget af den kristne tro og præstegerningen, og efter han var blevet student ved Ribe Katedralskole, rejste han selv til København for at læse teologi ved universitetet. I årene i København var han optaget af forskellige andre fag ved siden af teologien, bl.a. historie, litteratur og naturvidenskab. På grund af overanstrengelse tog han ikke sin afsluttende eksamen og fik i stedet i 1717 en huslærerplads hos sin morbror i Sønderjylland, indtil han i 1721 færdiggjorde sin embedseksamen. Herefter var han præst i en lang årrække, og i 1737 blev han stiftsprovst og i 1741 biskop i Ribe. I 1739 udgav han salmesamlingen ”Troens rare Klenodie”, og året efter hans død i 1764 udkom ”Svane-Sang”. Han blev gift to gange og fik tretten børn, hvoraf tre dog var dødfødte, mens fire døde som små.

    brorson
    Foto: Jens Christian Top
    • Født

      1694 i Randerup ved Tønder. Død 1764 i Ribe.

    • Uddannelse

      Teologisk embedseksamen ved Københavns Universitet, 1721.

    • Debut

      Troens rare Klenodie. 1739. Salmesamling.

    • Litteraturpriser

      Ingen kendte, men at Brorsons salmer er vidt anerkendte ses bl.a. i, at han figurerer på Den vejledende gymnasiekanon (2004).

    • Seneste udgivelse

      Salmer af Brorson : 22 udvalgte salmer. Taarnborg, 2006.

    • Periode

      Oplysningstiden

    • Genre

      Salmer

    Det var i tiden som huslærer hos morbroren, at Brorson oplevede en egentlig kristen vækkelse. Den retning inden for kristendommen, som han herefter tilsluttede sig, kaldes pietisme, hvilket kommer af ”pietas”, der betyder fromhed. Pietismen var strengt dogmatisk og vægtede en puritansk livsførelse højt. Men samtidig var det en passioneret og billedrig bevægelse, som vendte sig bort fra fornuften og i stedet dyrkede den enkeltes inderligt følte forhold til Jesus.

    På mange punkter var pietismen – med dens mystiske strømninger, dens inderlige føling og dens fornuftsmodstand – i direkte opposition til de oplysningsidealer om rationel tænkning, videnskab og et udadvendt blik på samfundsforhold, der vandt større og større indpas i tiden. Alligevel kan man se både oplysningstanken og pietismen som udtryk for den gryende individualisme, der kendetegnede perioden, og som i pietismen manifesterede sig i vægtningen af et subjektivt og personligt forhold til troen.

    Selv var Brorson lidenskabeligt optaget af sin tro og den ”hjertemilde Jesus lille”, hvilket kommer til udtryk i hans mange salmer.

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Videoklip: Boolsen-kvartetten synger ”Her vil ties, her vil bies”

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Salme kommer af det græske ord ”psalmos” og betyder strengespil. I den danske ordbog bliver salme forklaret som en ”kristen hymne eller digt som er inddelt i strofer og forsynet med melodi, og som synges af menigheden under gudstjenesten” (Ordnet.dk). Selvom denne definition kan virke indlysende, er det alligevel værd at notere sig, at både form (digt/hymne) og indhold (kristent) er bestemt af genren. Hvordan disse ’genrekrav’ forvaltes, kommer naturligvis an på, hvilken salmedigter og hvilket kristendomssyn, der er tale om.

    Som nævnt kommer Brorsons pietistiske orientering til udtryk på flere måder i hans salmer. Mange af dem handler om menneskets indre kamp med sig selv og om synd, og selvom syndefaldet nærmest er Bibelens ’grundfortælling’ om mennesket, er det alligevel langt fra alle retninger inden for kristendommen, som vægter syndsaspektet så højt, som pietismen gør. Derfor associeres Brorsons salmer også ofte med en dystersindet kristendom.

    Samtidig med, at der bestemt er noget om dette, kan man modsat sige, at den alvor, man finder hos Brorson, kan virke befriende: Der er plads til store, overvældende følelser, hvad enten der er tale om en hård og prøvende tid eller om verdens af og til overrumplende skønhed, som tilskrives Guds skaberværk (eksempelvis i en af hans mest kendte salmer, ”Op al den Ting, som GUd har gjort”). Så nok kan længslen efter et liv efter døden og den syndsorienterede selvgranskning virke noget fremmed i vores samtid, men der gemmer sig i Brorsons salmer på samme tid en invitation til at stoppe op og mærke sig selv, sine følelser, se verdens skønhed og alvor, som sådan set er ganske moderne.

    Stilistisk var Brorson en meget talentfuld digter både inden for billedsprog og det, man kalder versifikation; det vil sige at skrive metriske (rytmiske) vers. Som den danske litteraturforsker og -kritiker Erik Skyum-Nielsen skriver, er der sjældent ”fyld” i Brorsons salmer, og de er sprogligt set karakteriseret ved ”lethed, enkelhed og direkthed” (Erik Skyum-Nielsen: Den stærke basun, s. 127). Hertil kan man føje, at Brorson har en ganske virkningsfuld og karakteristisk måde at bruge gentagelser på, som her i ”Her vil ties, her vil bies”: ”Dagene længes, Vinteren strenges/ Vinteren strenges. Og det er svart.” Gentagelsen er systematisk ned gennem salmen, hvor forrige vers’ udgangssætning danner næste vers’ startsætning. Udover at virke understregende, må man huske, at her er at gøre med en digtekunst, som skal synges, hvorfor gentagelsen betyder, melodien kan intensivere sætningen anden gang ved for eksempel at hæve tonelejet.

    Brorson er rundet af rokokoen, som var det dominerende udtryk i perioden. Rokokoen er kendetegnet ved at være lettere i udtrykket og mindre voluminøs end den foregående periodes barok. Rokokostilen er tit elegant og ikke så indholdstung, men på det sidste punkt adskiller Brorson sig markant med sit pietistiske livssyn, hvor der bestemt ikke tages let på tilværelsen.

    Især i ”Svane-Sang” eksperimenteres der med forskellige former, hvor nogle af teksterne tager dialogisk form, mens mange er ganske korte. Samtale og direkte tale fylder meget i hans salmer, og det er en ren kunst, hvordan han så flydende og naturligt får det til at indgå i rytmiske verselinjer.

    Beslægtede forfatterskaber

    Brorsons psykologiske vinkling af kristendommen og de store etiske spørgsmål kan man finde en pendant til i Søren Kierkegaards filosofiske forfatterskab, som falder godt hundrede år senere. Den kristne eksistentialisme, som Kierkegaard står for, er på en række punkter beslægtet med Brorson: De to har bl.a. den enkeltes samvittighedsfulde kamp med sig selv, den tunge alvor, den ubegribelige tro og evighedslængslen, hele tiden med en selvransagende vinkel, til fælles. På den måde kan man sige, at der er aspekter af Brorsons forfatterskab, som foregriber eller danner fortrop til det moderne menneskes vilkår. At Kierkegaard selv følte et slægtskab med Brorson, kan man tydeligt se, i og med han allerede godt ti år før sin død valgte et citat fra Brorson-salmen ”Halleluja! jeg har min Jesus fundet”, der skulle stå på hans gravsten. Her kommer deres fælles længsel efter efterlivet til udtryk:

    ”Det er en liden tid, så har jeg vunden, så er den ganske strid med ét forsvunden; så kan jeg hvile mig i rosensale og uafladelig min Jesum tale.”

    Dette kan i dag ses på Kierkegaards grav på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

    Skal man se på Brorsons placering blandt andre danske salmedigtere, kan det især være relevant at se på lighederne og forskellene imellem ham og hhv. Thomas Kingo, der skrev i perioden umiddelbart forud for Brorson, og Grundtvig, som fulgte efter. Kingo er den barokke salmedigtnings ypperste repræsentant i Danmark, og hans stil er i tråd med barokkens konventioner mere storslået og voldsom end Brorsons. Alligevel har de to en del til fælles, blandt andet fordi de begge skriver under enevælden, hvilket kan ses i en ortodoks kristendomsforståelse i sammenligning med den, man finder hos Grundtvig.

    Grundtvig levede i en periode med store samfundsmæssige omvæltninger, og demokratiet blev indført i hans levetid. I hans salmer er der en anderledes lys tone end hos Kingo og Brorson. Frem for at fokusere på synds- og bodsgang er emnerne typisk fællesskab og håb, hvilket også kommer til udtryk i Grundtvigs hyppige anvendelse af 'vi'. Egentlig var han selv rundet af pietismen, men i løbet af sit liv vendte han sig mod en mere 'virkelighedsnær' kristendom, som med højskolebevægelsen i langt højere grad fokuserede på forholdene i det jordiske liv, end Brorson og Kingo havde gjort.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Bøger

    Nogle Jule-Psalmer
    Nogle Jule-Psalmer

    Hans Adolph Brorson

    1732

    Troens Rare Klenodie
    Troens Rare Klenodie

    Hans Adolph Brorson

    1739

    Svane-Sang
    Svane-Sang

    Hans Adolph Brorson

    1765

    Salmer af Brorson : 22 udvalgte salmer. Taarnborg

    Hans Adolph Brorson

    2006

    Om forfatterskabet

    Web

    Den store danske

    Dansk litteraturhistorie

    Kristendom.dk

    Den store danske

    Kunst og kultur

    Digterrute for H.A. Brorson

    Digterrute for H.A. Brorson i Ribe

    Originalkilder

    Originaltekster af Hans Adolph Brorson

    Arkiv for Dansk Litteratur.

    Bøger

    Brorson
    Brorson

    Jan Ulrik (red.) Dyrkjøb

    Forlaget Anis, 1994.

    Løve og Lam. Kolon
    Løve og Lam. Kolon

    Thomas T.O. Olofson

    2009

    Kom Regn af det Høye
    Kom Regn af det Høye

    Bo Hakon Jørgensen

    Kristeligt Dagblads Forlag, 2010.

    H.A. Brorson – pietisme, meditation, erotik
    H.A. Brorson – pietisme, meditation, erotik

    Erik A. Nielsen

    Gyldendal, 2013

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    ”Den stærke basun” i Brorson (red. Dyrkjøb)

    Erik Skyum-Nielsen

    Forlaget Anis, 1994