Thomas Kingo

Genrer og tematikker

Kingo var et barn af barokken, og han skrev i forlængelse af denne bølges æstetiske idealer. De gik grundlæggende ud på at forsøge både at give udtryk for og fremkalde voldsomme følelser hos modtageren ved hjælp en retorik, som er opbygget omkring tætte og eklektiske billeder. Virkemidler som kontraster, variationer, gentagelser, udbrud, påkaldelser, sammenstillinger af sjældne eller uvante ord går således igen. Virkemidlerne er på mange måder overdrevent brugt, men altid afmålt på en måde, så værket i alle aspekter, fra komposition, typografi over rytme, går op i en højere enhed og orden.

Den barokke retorik er voldsom og nærgående – og flere steder direkte chokerende – men det har til formål at sætte stærke og varige spor i læseren og iscenesætte den erfaring, som er barokkens arketypiske grundstemning. ”Barokmennesket er måske den, der lever med en såret, men levende længsel, en melankoli, der giver dets livsløb dybde gennem smerte og tabsoplevelse. Et menneske, der lever i en krænket, men ikke opgivet forventning.” (”Thomas Kingo”, s. 19).

Barokken hentede inspiration fra den græsk-romerske oldtidsdigtning, som det i tiden var comme il faut så vidt muligt at efterligne. Kingo har hobevis af billeder i den retning med muse-lignende navne som Chrysillis og påkaldelsen som ofte brugt indledning – ”Jeg for dig sjunge vil”.

Kigger man på Kingos samlede værk, falder det inden for to genreskel: Den verdslige poesi og den religiøse. Til den første kategori hører de lejlighedssange, han forfattede til venner og familie, og den antager altså en ret privat karakter. Mange af dem er kun overleveret i håndskrift og var ikke tænkt til offentliggørelse. De religiøse digte skulle derimod ud til så mange så muligt i den brede offentlighed. De skulle være moralsk-opbyggelige og tjene Gud, kongehus og folk.

Beslægtede forfatterskaber

I Danmark har Kingos salmer været helt fundamentale for den lutherske kristendomsundervisning fra slutningen af 1600-tallet og frem til nu. 82 ud af de 297 salmer, den danske salmebog består af, er skrevet af ham, og flere er også gået han og blevet folkelige klassikere som f.eks. ”Far, Verden, far vel” og ”Sorrig og glæde”.

Thomas Kingo var toneangivende udi digtkunsten allerede på sin egen tid, og han var tæt på at være decideret dominerende i sin samtid. Kingos ven og bysbarn Elias Naur skrev dog på samme tid som Kingo og vandt også en vis popularitet, der sikrede ham at få en række salmer optaget i Kingos salmebog – men desværre også skrottet med den.

Nogle sider længere fremme i historiebøgerne, i 1700-tallet, tager Danmarks anden store salmedigter, Hans Adolph Brorson, imidlertid fat, hvor Kingo slap. Der er tydelige forskelle på de to – Kingo var religiøst præget af ortodoksi og æstetisk af barok, mens Brorson var præget af henholdsvis pietisme og rokoko – men der er også tydelige ligheder. Pietismen har på mange måder den ortodokse bodskristendoms strenghed i sig, hvorfor de begge har noget lidt rigorøst og kompromisløst over sig i deres trosbillede. Desuden forløb enevælden over hele århundredet, og de medførte hårde kår gav både barok og rokoko et vist tungsind og anslag af knugende livsangst.

De to andre store salmedigtere B.S. Ingemann og N.F.S. Grundtvig skal også nævnes. For dem har Kingo været en sikker inspirationskilde, selvom begge har taget afstand fra den strenge ortodoksi.

Relaterede forfattere